Der var egentlig ikke meningen, at jeg ville ligge ruten forbi San Augustin, men til et mindre turistet område, ligeledes af arkæologisk værdi, kaldet TierraDentro. Men på grund af jordskred på de snæver grusede veje, var alle afgange aflyst til TierraDentro den pågældende dag.
Så det blev San Augustin der blev destinationen på min vej østover i retning mod Bogotá. I den kolde utætte minibus, hvor regnen sivede ind langs vindueskanterne, stødte jeg på Cecilia, der satte sig ved siden af mig, da der var for vådt nede på den bageste række af sæder, hvor hun først havde sat sig.

En glad, åben og lattermild kvinde med den fede uafhængige rejseattitude. Hvilket vil sige, ”do it yourself”, undgå at rejse i grupper og helst uden nogen som helst form for guide bog. Beundringsværdigt at kunne rejse rundt uden noget kort og guide bog som Cecilia, det åbner op for det uventede og muligheden for at komme til steder, hvor få andre har sat deres fødder, fordi majoriteten ret slavisk følger bøgernes instrukser. Men der er svært at løsrive sig fra bekvemmelige praktiske råd, specielt hvis man ikke behersker sproget så godt.

Vi tilbragte en dag sammen vandrende rundt i San Augustins skønne grønne kuperede landskab, selvfølgelig fuldstændig løsrevet fra områdets mange guide tilbud om pakke ture, rabat på entre til arkæologiske seværdigheder, ride-ture osv. Vi kreerede vores egen heldags vandretur, i det naturskønne landskab, hvilket indbar at vi ikke så de arkæologiske seværdigheder, men til gengæld havde en mindeværdig dag i hinandens selskab, og hvor vi fik bekræftet at det på trods af ens individuelle særheder er muligt at finde ligesindede. Dagen efter rejste vi i hver vores retning, Cecilia i kurs mod Central-Amerika på sin uforudsigelige ”open end” rejse og undertegnede imod Tatacoa ørkenen. Sær forunderlig oplevelse, at møde sin ”soul-mate” så pludseligt, for derefter at skilles så hurtigt, og aldrig ses igen.

Tatacoa ørkenen er stedet, hvor man skal medbringe sin date eller ”lover” og derudover huske insekt/mygge spray. Dette Semi-aride lille godte af et slette landskab, som man kan diskuterer fortjener klassificeringen ”ørken”, ligger lavt nede i Magdalena-dalen, Huila provinsen, ca 300 km syd vest om Bogota. Det er et lille eksklusivt økosystem med sin særegne mikrofauna, som blandt andet omfatter mange karakteristiske frugtbærende kaktusser og et vibrerende fugleliv, der skulle omfatte en del endemisske arter. Kaktusserne bliver lokalt brugt til at fremstille helseprodukter der skulle have medicinal effekt og søde sager (slik) der skulle være godt for helbredet.

De omkringliggende bjergkæder, tager det meste af den indkomne regn, hvilket betyder at nedbørsmængden i Tatacoa er lav, og dette har bidraget til skabelsen af et dragende unikt formet okkerfarvet landskab. Den nærmest beliggende landsby hedder Villavieja og herfra er der 4 km af ødet landevej ud til selve Tatacoa reservatet, hvilket man selvfølgelig går, for at slippe for en latterlig monopol-opskruet transport pris med de lokale jeeps.

Ude i selve ørkenen ligger der et par små cabañas og et astronomi-observatorium, hvor man kan hyre både telt og hængekøjer. At ligge opspændt her i en hængekøje ude i det fri, er en speciel oplevelse. Her er ingen menneskelig aktivitet, kun lyden fra cikader, og udover skyggerne af et fuldmåne oplyst ørkenlandskab, har man en nattehimmel over sig, der på klare dage giver udsigt til en myriade af stjerner og planeter, der her lyser magisk kraftigt op. Lokaliseringen tæt på ækvator, de tørre og klare observationsforhold og fraværet af lys-forurening fra byområder(elektricitet), gør at området er idealt for observation af himmelrummet.

Sammen med Guajira halvøen, byder Tatacoa på en af Colombias mest originale og romanstiske kulisser, steder hvor man ikke kan lad være med at tænke, ”dette her øjeblik, dette landskab, denne stemning, dette skønmaleri, ville man bare ønske man kunne have delt med en anden person;”.

Sidste stop på vej til ende-stationen Bogotá, er den middelstore by Villavicencio, beliggende 8o km syd øst om Bogota, ved foden af den østligste af de 3 Andes-bjergkæder, der går igennem den vestlige del af Colombia. Det betyder at byen ligger i lav højde, og er hamrende varm i forhold til Bogotá beliggende i 2600 meters højde og med en gennemsnits temperatur på 14 grader. Har her tilbragt en forlænget weekend, der har stået i valgkampens tegn, hvor søndag var den store valgdag, hvor Colombianerne skulle stemme om, hvem der skal sidde i præsidentembedet for de næste 4 år.

Tilbragte lørdagen, dagen før valget, med Isabel. En advokat på min alder, der har boet i London et år, og nu her hos sin familie i et mere eksklusivt boligkvarter i udkanten af Villavicencio. Hun var klar støtter af Mockus Antanas, en ex-borgmester af Bogota, med rødder fra Litauen, og kendt for sine kontroversielle alternative metoder med henblik på kriminalitets bekæmpelse under hans 2 borgmester perioder i Bogotá. Her lykkedes det ham bl.a. at nedbringe mordprocenten med 70 procent, trafik forseelser faldt med 50 % og drikkevand blev gjort tilgængeligt for alle hjem.

Hans metoder bestod blandt andet i at mobiliserer borgere lokalt i civil modstand mod volden, at hyrer folk til at gøre grin med trafik lovovertrædere og indførelse af en ”kvindernes nat”, hvor mændene skulle blive hjemme for at varetage husholdningen og passe børn.
Han har både i 1998 og senest i 2006 stillet op til præsidentposten, men med ringe succes, og kun opnået en beskeden andel af stemmerne. Anderledes står det til i år, hvor han har allieret sig med en succesfuld ex-borgmester fra Medellin ved navn Fajardo, hvilket har betydet at han i år, har ligget i tæt kamp med den hidtil siddende præsidents (Uribe) efterfølger, ved navn Santos.

Den hidtil siddende højrefløjs regering med Uribe i spidsen har profileret sig på en hård og konsekvent indsats mod kriminalitet, guerilla-grupper og narko handel, og på overfladen ser det godt og succesfuldt ud, hvor man har fået skabt sikkerhed og stabilitet i store dele af det centrale beboede dele af landet. Men som Isabel påpegede, føres der en alt for ensidig optrapnings politik, hvor alle ressourcer går til denne kamp og militæret, hvilket betyder at social politikken er fraværende, korruptionen fortsætter med at florerer, en konfrontations kurs med Venezuelas ”Hugo Chavez” intensiveres og kampen mellem militariseret grupper fortsætter, bare i mere fjerne egne til stor last for de indfødte lokal samfund.

Valget er i skrivende stund overstået, og det bliver endnu 4 år med højredrejet ”Tough on Guerilla, drugs and crime”, med Santos i spidsen, som afløser for Uribe. Isabel fortalte at det primært var over og middelklassen der stemte på oppositions partier som Mockus, og at der var mange blandt de fattige der lod sig købe af let forståelige budskaber og stemte på Santos, uden at kunne gennemskue at den førte politik er med til at holde dem på samfundets bund. Lidt de samme mekanismer som har gjort sig gældende i dansk politik de sidste 10 år, uden nogen form for vækkelse.

Om aftenen deltog jeg i en fødselsdags familie komsammen hos Isabel. Hendes 5 tanter og de fleste af deres børn, gjorde pludseligt at der var ret mange til stede. Igen bliver jeg slået over, hvor dejligt uformelt og uhøjtideligt det hele løber af stablen. Det samme gjorde sig gældende i Argentina, og må ligge i latino-kulturen. Folk satte sig på have-stole i en rundkreds ude på villa vejen foran huset. Her blev der lidt efter lidt serveret lidt mad, grillspyd og kartofler, fra et stort fad, som man kunne tage i hånden og spise, altså uden stort opdækket bord med service. Nogle stod op i smågrupper og snakkede mens de spiste, andre gik rundt og talte i mobil med et grillspyd i hånden.

Den store kage blev indtaget på samme måde dog med paptallerkner. Under valg weekenden er der erklæret ”ley seca” (den tørre lov), hvilket vil sige at der ikke må drikkes alkohol, for at holde gemytterne i ro. Og dette bliver modsat så meget andet, overholdt ret strengt, hvilket betød at selskabet måtte nøjes med sodavand i stedet for øl og Aguadiente . Vil kategoriserer Isabel og hendes familie til at tilhører overklassen og kunne ikke lade være ed at tænke hvordan en lignende begivenhed ville løbe af stablen i et land som eksempelvis England.

Således har de sidste par uger af rejsen været ret begivenhedsrige og intense, og hvis man bare er en smule opsøgende, er der altid noget nyt der ligger og venter om hjørnet. At være på farten har sine opgange og nedgangsfaser, nogle gange føler man sig som den ensommste i verden, andre gange dominerer en fuldstændig altgennemtrængende lykkefølelse; af frihed, et intenst øjeblik, et smukt landskab, forførende gæstfrihed eller mødet med den anden. Herfra slutter historierne fra det uforudsigelige, fleksible og diverse ”Garcia Marquez”-land hvor alt kan ske, og kursen er endnu engang sat imod CPH, SOMMER OG DISTORTION.

Transportmidlet bestod af en træ palle som hovedfundamentet, fast spændt til en motor-cykel-knallert, som udgjorde trækkraften. Dette sære monstrum var koblet til et tilstedeværende net af jernbaneskinner, der gik fra Cordoba ud til San Cirpriano. Tvivler på, at der oprindelig har været en tog rute i dette uvejsomme terræn. Der kan sidde ca. 4 personer på hver palle, som desuden er udstyret med en lille træ-bænk. Og så går turen gennem den mørke trope jungle, hvor eneste pejlemærke er lysskæret fra knallertens forlygte, og hvor skovens lyde næsten overdøver knallertens brummende mortor lyd.

Her ligger San Cirpriano, en lille simpel flække med 500 indbyggere, et sted med sin helt egen rytme, hengemt og beskyttet som en lille ø, af den omgivende skov. Det er en spøjs oplevelse at ankomme til dette område, som hører med til stillehavs-regionen af Colombia. En region beboede af Afro-colombianere, efterkommere fra slave-æraen under det spanske koloni styre. En etnisk gruppe der er med til at sætte sit klare præg på området, med sin egen livsstil og mentalitet. Modsat den Caribiske zone, virker dette område mere afskåret fra omverdenen og det virker som om de lokale lever mere i overensstemmelse med deres oprindelige udgangspunkt, eller mindre integreret med det øvrige samfund. For at sige det lige ud, kan man i denne region og særligt i San Cirpriano, momentvis få følelsen af at være havnet i en banan republik i central Afrika.

Det er ikke andet end en 3-4 timers bustur og en bjergkæde der skiller Cali og ”fastlandet” fra San Cirpriano og nærtliggende BuenaVentura ved den Colombianske Stillehavskyst, men der er en verden til forskel. Stillehavs-regionen er varm og ekstrem fugtig, fordi det ligger lige over havets overflade. Området er den region i Colombia med de største nedbørsmængde, og ligger isoleret bag en massiv jungle, der gør kyst strækningen logistisk utilgængelig, og det er kun Buenaventura der er forbundet med landtransport i form af bus.

Hvis man vil rundt langs kysten, eller til Guachalito i Choco-regionen længere oppe mod nord, må man tage en båd eller flyve fra Medellin, Bogota eller Cali. Og når man ikke har til sinde at lave små unødvendige bekvemmeligheds-flyvninger, som er den største bidragyder til luftforureningen i atmosfæren, kan det kun blive den landfaste busforbindelse mellem Cali og Buenaventura, der kommer på tale.

I San Cirpriano er der kun simple lav budget cabañas og hoteller, med hårde madrasser, støvede trægulve og rustne defekte ventilatorer. Ikke det mest komfortable sted, til gengæld ejer steder et særegenhed ud over det sædvanlige. Da jeg var ankommet hertil og indlogeret mig på mit beskedne værelse, gik strømmen i hele den lille by, og alt var bælgragende mørkt. Regnen tiltog og dannede lydkulisse med junglens kor af nattens lyde.
Området blev momentvis oplyst af lynets skær og så småt stillede folk stearinlys frem på deres borde, hvor de hist og her sad og små-hyggede i små grupper.
En aften gåtur i mørket afslører at der er lir i luften, mange yngre mennesker strejfer omkring, og hist og her finder man par der står og kommunikerer i det skjulte.

Midt i denne jungle-landsby af simple træ-hytter, høres lyden af salsa rytmer. Ved byens eneste bar og dansested, er der på dette tidspunkt, livlig aktivitet. Her må være tilknyttet en reserve generator til at holde musikken og det blå-dunkle lokale beslysning kørende. Den kraftige regn, og strømsvigtet har fyldt dansegulvet med livligt dansende unge, der parvis danser traditionel salsa; tæt, sensuelt og energisk. Det er ikke for ingenting at Cali og omegn regnes for epicentret for salsa passionen.
Denne mørke, regnskyllene nat midt i junglen, udgjorde de perfekte rammer til at se Steven Söderberghs 2 ”Che” film fra 2008, som jeg er så heldig at have liggende på note-booken.

En halv time buskørsel herfra ligger Buenaventura, ud til stillehavs-kysten. Denne beskidte havneby, der er knudepunkt for megen af Colombias illegale transport, har båd service til forskellige steder op langs Stillehavskysten, bl.a. andet Ladrilleros en times sejlads i katamaran nord om Buenaventura. Her finder man en 6 km lang sandstrands-strækning, der grænser op til denne grønne frodige jungle-vegetation og skaber en storslået kontrast.

Her er møder det store åbne uforudsigelige stillehav den utæmmede jungle, og kyststrækningen ligger dejligt urørt hen, et sted hvor man har store vidder gråbrun sandstrand og store hvid brusende bølger, for sig selv. I weekenden er der dog en del weekend-turister fra Cali, der vælger at tage herud, for at smide sig i bølgerne, der ikke sjældent her kan være op til 2-3 meter høje. Der er især mange yngre par, der her tager på romantisk strandferie og nyder deres sidste grad af frihed, før der sættes børn til verden, som om den ikke er nok overbefolket..

Men los Caleños er hovedsalig koncentreret ved strandstrækningen der ligger nærmest landsbyen, og hvis man bare går et stykke længere ned af kysten, tynder befolkningstætheden hurtig ud, og man har det for sig selv. Et stykke ureguleret, dynamisk og gennem original strandkulisse, som ikke kan andet end at besmitte en med enorm livsglæde, en sted fri for intetsigende masseturisme, hotel-kæder og industrielle affaldsmængder.

En uforudsigelig strandbred, hvor tidevandet med 6 timers intervaller, skaber skiftevis høj og lavvande. Under højvande svinder stranden så meget ind, af den i passager er fraværende og tilbage står kun de stejle klipper badet i bølgesprøjt. Så man risikerer, som undertegnede, at gå langs stranden en fin stille formiddag, hvor den er bred og let fremkommelig til en total forandring på tilbageturen om eftermiddagen, hvor den viser sig druknet i havets bølger, hvilket tvinger en til at finde stier inden over land, for at komme tilbage. Ud over pelikaner og fregatfugle der med jævne mellemrum pryder luftrummet, er strandbredden fyldt med en livlig bevægelse fra de mange krabber i forskellige størrelser, der her i højt tempo løber ind og ud mellem hinanden.

Stillehavs regionen af Colombia og især Choco regionen længere nord på er en heftigt militariseret zone, og marine soldater fylder her meget i miljøet, da området indtil for nyligt har været præget af la Violencia (vold og ustabilitet forårsaget af den komplekse konflikt mellem forskellige militariserede grupper, og som har det med at bryde ud i forskellige regioner på forskellige tidspunkter). Og dette er selvfølgelig også en af årsagerne til at området i dag har så få turister og er forholdsvist uberørt.

Ærgrer mig over ikke at have brugt mere tid i dette område, det blev kun til en forlænget weekend i Buenaventura området, da jeg ikke kunne undvære internet forbindelse mere end 4 dage. Men det var nok til at efterlade mig med et stærkt indtryk, af at have været på et unikt off the road lokalitet, med en særlig intensive tropestemning, kraftig natte-regnvejr, fattig lokal befolkning og karismatisk natur.

When you are from Denmark and traveling in Colombia, you get a 60 days visa when you enter the country, which you can extend in two ways; Either you go to a DAS-office, which are present in all the main cities, and get an extension for one month and pay around 40 dollars. Or you can cross the border to another country and re-enter Colombia and get a 2 month extension for free. The last option is clearly the best, because is safes you for a lot of practical bullshit as submit photocopies, and go to the bank and pay money into a DAS account.

So that’s one of the main reasons why I’m the 17 of April crossed the border to Ecuador along the Pan-American highway stretching from Cali to Quito. It’s really straightforward to cross here, and the passport formalities are quickly done.
Ecuador is small, seen in South-American size-perspective, and is the only country along with Chile, that do not have a border with Brazil.
Ecuador takes its name from Equator which are cutting through the country, just north of Quito. This means that it both belong to the northern and the southern hemisphere, which again means that it’s deeply tropical with a lot of bio-diversity, much like Colombia.
It also meana a lot of fruits and it’s quite frustrating that the name of the many different kind of tropical fruits are different from the Colombian names.

I first spent a couple of days in Ibarra, which are located 2 and a half hour bus-ride from the border. But nearby Otovalo, 25 km SV of Ibarra is far more cozy and attractive. Otovalo and its surroundings are characterized with it’s huge indigenous community, which characterize the landscape around Otavalo with all its indigenous villages and green mountainous landscapes. The local/indigenous seems to live en balance with the nature and fit so perfectly in to the surrounding landscape. To walk around in this hilly green landscape around Parque condor above Otavalo, with stunning views over Otavalo laying on the one side and the lake of San Pablo on the other side, is a highlight and climax in it self.

When I was walking in this landscape, through a small village,close to the shore of lake San Pablo, a local indigenous woman, contacted me and invited me into her house. She first said, she wanted a post card from my home country, but her real intention was to sell me some of her home made handicrafts. Among her wide range of products, were some belts to the trousers. During long time I have walked around with shorts sitting half way down my ass, quite irritating too pull them up every 5 minutes, to avoid too much white shining exposure. So her colorful handmade belts of wool, was like an gift from heaven. I bought a belt and a couple of scarfs, and hopefully saved her day. That’s the way to buy local stuff, from the right person in the right environment, away from the formal market.
Beside that, the indigenous Otavaleños are actually quite famous for weaving textiles and hand-making which they sell on the Saturday market in Otavalo or in small local shops during the week.

From Otavalo to Quito, the capital of Ecuador, just south of Equator, 4 hours bus-ride southwest of Otavalo. The Andes loom high here in whole this region, and Quito is the second highest located capital (2800 meter) after La Paz in Bolivia.
The old city part of Quito should be the best preserved center in Latin America and have a beautiful location up on a steep slope, with nice views over the whole city-landscape and mountain ranges in the far distance.

In Quito I couchsurfed the house of Maria, A psycho-drama-therapist, with a lot of interesting projects going on in the more creative-arty-environment. She lived in the modern city-district, Mariscal, where all the bars, restaurants and tourists are located. This neighborhood is quite special, it’s somehow a odd mix of up-scale cafes and bars and people with money, blended real good with poor street people, drugs dealers and other people making illegal after dark activity. A Zona Rosa (A exclusive neighborhood made for shopping) district polluted by slum or the other way around. The safety conditions should have gone to the worse here the last couple of years, with new waves of gangster immigrants coming in mainly from Cuba, Colombia and Nigeria.

So nearly all my after-dark activity, was dependent on the willingness of Maria to drive me around in her 4WD, also because it was raining almost all the time. 4WD are quite common here, because of bad road conditions and many steep slopes. But hard to excuse the ownership of one of these polluters and space-consumers in the streets of Copenhagen.

But anyway, it was fun to hang out with Maria, good company and crazy enough to have a good conversation with me. She was taking me to a class of Psycho-drama, in which she teach. A funny mix of Psychology and theater. Interesting how all the students contributed and participated in the class, which also is an precondition for this kind of study. One of the students in the class, told a real life experience she has had in the past. She had an bad experience during a travel in Europe, where she were stopped in the airport of Amsterdam, and the security control had rummaged through all her luggage in a tough, strict and authoritative manner, something she felt humiliating. After she had told her story for the whole class, she picked some students from the group, who should act out the story. It was up to the actors themselves to decide how to act and what to say, in that way they had to identify themselves with the told story from the perspective of the narrator. A kind of group-psycho-therapy. Interesting to get an little insight in this “for me” new world.

The third destination, I want to mention, is Baños (De Agua Santa), almost 150 km south of Quito, in the central part of the country. It´s a small thermal spring town, surrounded by high mountains, belonging to the central Andean chain, which runs through central Ecuador. It, a quite nice city, witch good service facilities and good hiking opportunities in the surrounding area. It’s a geological interesting spot, most visible with the impressive Strato volcano of Tungurahua, a big black diamond stretching high into the air, and throwing its shadow and periodically it ashes over Baños.
It should have been in an active phase since 1999, and their have been a couple of aggressive eruptions, in 1999 and 2006, their created troubles for the surrounding communities. But when I was here, end of April 2010, it was really calm. A local man told me, that normally you can hear it making noises, but the last month or two it had been surprisingly Calm. I hope for the citizens in Baños it’s not what we call “SILENCE BEFORE THE STORM”.

Finally a quick comment to the transport in Ecuador. Public transport can be quite slow and crowded with people. It took me almost 3 hours to lay back 50 km, in a bus travel from Quito to Otavalo. In Colombia, where there is many private companies competing, the transport is much more smooth and effective, but surprisingly expensive, measured in relation to other things and compared to neighboring countries.

I could easily have stayed in Ecuador the rest of my travel-period. It’s really comfortable here, there’s a more authentically South-American feel and excellent food.
But I have to fulfill my mission: Exploring “almost” all damn Colombia, the land where the only risk is, that your want to stay.

Syd om Cali, i provinserne Cauca og Huila, ligger en af det sydlige Colombias hovedbyer, Popayán.
Denne middelstore by er en af landets mest imponerende kolonial byer, hvor de kalk-hvide facader, har givet den tilnavnet ”den hvide by”.
Fra Popayán, med dens hyggelige barer og vibrerende studenter liv, kan man tage en bus til den lille rolige bjergby, Silvia, med 5000 indbyggere, ca 53 km mord-øst om Popayán.

Silvia liver særligt op om tirsdagen, hvor det er markedsdag, og her kommer folk ind fra de landlige omgivelser for at sælge deres produkter. Det er ikke et hvilket som helst folk, det er ”los Guambianos” en af Colombias mange forskellige små grupper af oprindelige ”indfødte” (Indiginas), der bor i dette område. De bor ikke i selve Silvia, men i 3 små nærtliggende landsbyer, beliggende i smukke ”højlands” omgivelser og det lille samfund skulle tælle i alt ca 12000.
At vandre rundt i Silvia en tirsdag formiddag er en sær oplevelse, da der er blå farver overalt.
Det er Los Guambianos der skiller sig markant ud fra mængden ved deres påklædning. De blå håndvævede klæder/veste, indrammede med lyserøde kanter, deres karakteristiske bowler-hatte, og eskimo lignende ansigtsudtryk giver dem et forunderligt udseende. Endvidere går de alle i nogle Dr. Martin lignende støvler, nogle i brune farver andre i sorte.

Michell, en irsk rygesæksnomade, jeg tilbragte en tirsdag med i Silvia, følte sig hensat til Bolivia, hvor der er lignende bjergrige omgivelser og hvor majoriteten af befolkningen er ”highland- indigenous”. For os senmoderne storby mennesker, tager disse traditionelle grupper sig lidt spøjse ud med deres påklædning og være-måde. Man glemmer let, at det er os der lever i størst distance fra naturen og dermed det originale udgangspunkt. Set med den optik er vi på alle måder dem der objektiv set er de mest underlige, forskruede og kunstige.
Som mange andre ”oprindelige” befolkningsgrupper” vil ”los Guambianos” ikke have at man tager billeder af dem, da det bliver betragtet som man stjæler deres ejendom.

Fra Silvia afgår der, med jævne mellemrum, jeeps til Guambianos landsbyerne Pueblito, la Campana, Guambia og Caciques. Jeep turen tager ca en halv time langs en stenet grusvej, der går jævnt opad i landskabet, og bilen er primært fyldt med Guambianos, der bruger den til at transporterer sig selv og deres landbrugs produkter, til og fra Silvia. At sidde indeklemt i jeepen, vækkede minder om Guajira-halvøen, og en 3 timers jeep tur fra Cabo de Vela til Uribia, hvor man dengang sad indeklemt blandt Wayuu-indfødte. Ligesom som man tror, at nu er den maksimale øvre grænse for plads kapacitet totalt udnyttet, bliver der altid presset et par ekstra mennesker ind, eller i Guajira tilfældet, et par ekstra benbundne geder. Alle former for areal bliver udnyttet, folk sidder på taget af jeepen og oven i det, er der plads til ca 4 mænd der kan stå omme bag på bagsmækken af jeepen.

Landsbyerne smelter nærmest sammen og går i et langs den stenede grusvej, næsten hele vejen ned til Silvia. Jeg tog jeepen op til endestationen, en af de øverst beliggende landsbyer, og gik de 8-10 km tilbage til Silvia igennem dette smukke grønne dal-landskab. Det tager ca 3 timer, og på hver side af vejen ligger disse hyggelige Guambiano bebyggelser, der strækker sig et godt stykke op af de grønne dal-skrænter, og går i perfekt harmoni med den kuperet natur. Mellem de små lave huse og op langs skrænterne ser man de små indrettede landbrugsarealer, som ligner frimærke felter, hvorfra der bl.a. bliver dyrket forskellige kartoffel afgrøder, løg, hvidløg og majs. Traditionel bæredygtig mini-landbrug er deres primære eksistens-grundlag, og de har bevaret deres ældgamle teknikker og metoder til dyrkning af jorden. Ud over dette skulle de også være gode til at strikke og væve og lave forskellige håndværksmæssige produkter.

Guambiano civilisationen smelter på idyllisk vis sammen med naturomgivelserne som bl.a. udgøres af kegleformede små bjergtoppe og en rindende flod, der gennemskærer dalen og giver landskabet et levende præg. På vejen ned af grusvejen, møder man en del guambianos, der her går op og ned mellem de forskellige landsbyer. De er meget venlige og snakkesalige og de fleste hilser med en ” Buenas tardes” (god eftermiddag). Mange steder er der små børn der løber grinende rundt og leger på grusvejen, og ser søde ud med deres specielle påklædning og hjemmelavede strikhuer.
.
Når man kommer tilbage til Silvia, kan man gå ind og få en omgang god portion varmt mad, fra en af byens adskillige simple spisesteder. I Colombia er det således, at man de fleste steder finder billige enkle spise-steder, hvor man kan få almuerzo (frokost) eller aftensmad serveret. Omkring middagstid er mange af disse enkle spisesteder fyldt med mennesker, da colombianerne har frokosten som selve dagens hovedmåltid. Oftest består det af en varm suppe, efterfulgt af en varieret tallerken mad bestående af ris, patacones (stegt banan), salat og et stykke kød (Kylling, bøf eller fisk). Det er ikke gastronomi, men det er sund, varieret, billig kost, hvor de fleste kan være med, og hvor det primære mål er at få stillet sin sult, og dermed står i kontrast til de etablerede restauranter og fastfood kæder.

Egentlig ret typisk colombiansk udadvendt adfærd, men ham her irriterede mig fra start, da jeg følte han var ret påtrængende. Kunne se på hans påklædning og attitude at han var fra et fattigt slumkvarter. Jeg prøvede på venlig vis at afvise ham, men han blev ved, og da jeg gik i langsom tempo ned gennem den åbne park, fulgte han snakkesaligt efter. Ca 100 meter længere foran os står to unge fyrer, af samme type og karakter som ham der følger mig. Kan mærke at han er ivrig for at få mig over imod de to fyrer og dermed længere ind i parken. Jeg fatter mistanke og drejer af ud mod den trafikerede hovedvej. Han rækker hånden ud for at sige farvel, som er en ret normal kutyme. Jeg vender mig om for lige hurtigt at række min hånd frem mens jeg går. Men han slipper ikke min hånd, han holder hårdt fast, så jeg ikke kan trække den til mig og han beder mig om mine penge. I samme sekund har han fumlet en ubehagelig stor springkniv frem og de to andre personer, der stod længere fremme var lynhurtig henne ved os for at assisterer ham.

Før han noget at løfte kniven, gav jeg ham hurtigt frivilligt min pung og sagde at her er alle mine penge, og håbede det tilfredsstillede dem. Men de visiterede mig og fiskede hurtigt mit lumix Panasonic digital kamera op af lommen (som for æren af at være mit andet frarøvede kamera på mindre end et år).
Nu begyndte det at blive ”kriminelt”, for i min sorte ”Bjørn Borg” rygtaske, lå min bærebare Asus netbook. Det værktøj jeg betragter som det vigtigste og mest værdifulde på denne tur, og som man for alt i verden ikke ville af med. Mens 2 af dem havde travlt med at tjekke og tømme min pung, holdt den tredje person løst fat i mig, og spurgte hvad jeg havde i tasken, mens han greb ud efter den. Jeg vred mig løs og stak af ud mod den trafikerede hovedvej, mens de stak af i modsat retning.

Scenen er park ”Cam” midt i Cali, Colombias tredje største by, beliggende under 1000 meters højde i Cauca dalen i den syd-vestlige del af landet. Store dele af det centrale Cali virker ret slummet og beskidt med affald liggende i de støvede gader og med slidte grå bygninger, og en del omstrejfende subsistensløse, der har gaden som deres hjem. Om natten og om søndagen har centrum af byen et spøgelsesagtigt præg, med store øde passager og butikker med deres betonlignende skodder slået ned.

En lille gåtur fra det støvede centrum, beliggende på en skråning, ligger den gamle koloniale bydel San Antonio, som skiller sig helt ud fra centrum, med sine hyggelige snævre gader, gamle arkitektur og mange hippe og originale cafe-hang outs. Da bydelen ligger et stykke oppe af en skrænt, er der herfra god udsigt over resten af byen og det er selvfølgelig her i kvarteret,man lokaliserer sig, på en af områdets cafe-residencias, hvis man er rygsæks nomade.

Fra Calis hårdkogte gademiljø er der en total kontrast til den lille by, ”Salento”, der er lokaliseret i de smukkeste grønne omgivelser, i Colombias kaffe zone midt imellem Medellin og Cali. Colombias kaffe akse udgøres helt konkret af området mellem de 3 mellem-store byer Manizales, Pereira og Armenia og er et yderst grønt kuperet naturskønt område, med adskillige ”Fincas” (kaffe-farme) man kan besøge og få rundvisning.
Salento ligger i dette område ikke så langt fra Armenia, omgivet af grønne mos-belagte bjerge og en halv times jeep tur fra Cocora-dalen. Byen er absolut en perle, med sin særegne arkitektur, Artesanías- miljø (lokale kunstnere der laver håndværk) og mange super charmerende og billige spise steder. Ud over de smukke omgivelser er byens artesanías-butikker og kreativt indrettede restauranter med sine personlige hyggelige atmosfære med kunst og antik-møbler, med til at løfte stedet et godt stykke over gennemsnittet og gøre det til en af højde-punkterne på en Tour-de-Colombia.

Et tip er her ”Dona Chava”, en lidt afsidesliggende restaurant 10 minutters gang fra Plaza. Det ligner en almindelig beboelses ejendom udefra, men indvendig er der en nydelig intim indrettet ”Patio” med dunkel belysning og en variation af møbler, der for en til at føle, at det er ens egen dagligstue. De spørger ikke, hvad man vil have, de serverer bare, god mad i store mængder, 3 retters menu, med cafe-latte til sidst som prikket over i ét. Og prisen er så lav, så man sidder og skammer sig, hvis man ikke giver ekstra. Den ene af de to gange jeg spiste her, fik jeg efter endt måltid, oven i købet et stort stykke banankage pakket ind i sølvpapir, til min videre rejse.

MPO havde i Salento indlogeret sig på ”Hostel de Artesinas”, drevet og styret af Joseph, en ret speciel og energisk type i slut-fyrrene, der havde lavet sit eget regel system med, hvordan hans lille Guest-house skulle køres. Der var her ikke ret mange faciliteter, hverken WI-FI, tv, varmt vand, vasketøj-service eller sikkerhedsbokse, men til gengæld var der morgenmad inkluderet i lejen.
Og her var vel at mærke ikke tale om et par tørre toast-skiver og en omgang middelmådig kaffe, men det skulle vise sig at være en 8 retters varieret økologisk menu, der skiftede sammensætning, hver eneste dag, tilpasset de gæster der overnattede på stedet. Som Joseph påpegede, gælder det om at adskille sig fra konkurrenterne, specialiserer sig og give sine gæster en god oplevelse, så de kan fortælle det videre, bedre marketings metoder findes næsten ikke.

Joseph præparerede helt selv morgenmaden fra sit lille køkken og gik åbenlyst meget op i kogekunst og gastronomi, for ham var det en hobby at stå der og kokkererer, for senere at præsenterer det på majestætisk maner for sine gæster. Alle ingredienserne var friske råvarer fra lokalområdet og han gjorde meget for at påpege sin økologiske bevidsthed og madens høje nærings og sundheds niveau. Og morgenmaden var fantastisk og bestod af en bred vifte lige fra hjemmelavede yoghurt og oliemarinerede let-stegte tropefrugter til fint tilberedte ørreder, søde næringsfulde grød og dessert-lækkerbiskener.

Efter to døgn, forlod jeg stedet, da jeg ikke kom særlig godt ud af det med Joseph. Følte at hans dominerende adfærd, morgenmads-hype og hans måde at være humoristisk og sjov på havde et tyrannisk islæt. Dråben var, da jeg en aften, muse-stille i god tro, lidt halv-sent, prøvede at lave en kop kaffe. Han flippede ud, og spurgte om jeg ikke forstod enkle regler og at jeg opførte mig som et barn (De sidste kan der muligvis være noget om). For det første ville han absolut ikke have nogle rørte hans køkken for det andet tror jeg ikke han kunne tolerere aktivitet efter kl 22:30, da folk her gerne skulle ligge i deres senge, så de kunne stå tidligt op og nyde hans morgenmad.
Jeg måtte sande at hostelet, der kaldte sig kunstner-hostelet, ikke havde så højt til loftet, og med alt min sadistiske fordomsfuldhed mistænker jeg indehaveren, for at være israeler, da jeg ikke har oplevet noget der ligner blandt de generelt fleksible colombianere.

En halv times jeep tur øst for Salento ligger Cocora-dalen, en idyllisk bred dal indrammet i et frodigt græsgrønt bjerg terræn, dekoreret med den allestedsnærværende ”Wax palm”, som er Colombias national træ. Den overfyldte lille jeep, der tager op til 15 personer, sætter folk af ved den lille landsby Cocora, hvorfra man kan gå ind i dal området til natur reservatet ”Acaime” der ligger ca 2,5 times gang ad en tydeligt afmærket rute.

Den første halvdel af ruten går igennem dette skønne kuperet græs-landskab med de op til 60 meter høje og tynde Wax-palmer, det vokser ind i himlen, langs de frodige evigt-grønne skrænter. De lavtliggende regn-skyer, der er almindeligt forekommende i dette ”cloud-forest” område, giver landskabet en ekstra dimension, i deres smukke sammenspil med de høje palmer og grønne farver.

Sidste del af ruten op til reservatet ”Acaime” går igennem ”Cloud forest” og slutter ved et rastested, et større hytte-kompleks, hvor man får serveret varm kakao med saltet ost, en colombiansk specialitet. Her kan man, mens man indtager sin varme kakao, iagttage de mange forskellige arter af kolibrier der sværmer om øerne på en, som store insekter.
De sværmer om de ophængte beholdere, fyldt op med sukker vand, og man kan her let få nogle close-up fotos af de yndige kolibrier med de brogede farver.

Desværre kan MPOIFELTEN, af ovennævnte grunde, hverken vise billeder af kolibrier, wax-palmer i cocora-dalen, rundvisning på kaffefarm eller billeder fra fugle hostpottet ”rio blanca” nær Manizales, med sine ca 360 arter, hvor en 17 årig kvindelig ornitolog guidede mig rundt i 3 timer.
Som ringe trøst er der et par billeder øverst, hugget fra Flickr.

Kontrasterne fra den caribiske zone er yderst mærkbare, når man kommer ind til Medellins nordlige busstation efter 10 timers bustur fra Arbolette ved den caribiske kyst. For det første gør beliggenheden i Aburrá dalen i 1400 meters højde (Hørende til den nordlige del af Andes-bjergkæden) at den årlige gennemsnit temperatur ligger på omkring 22 grader, hvilket skaber et klima der her er forfriskende skønt, et slags colombiansk forår året rundt, ikke for varmt og ikke for koldt.

For det andet lægger man hurtig mærke til hvor urbant og moderne Medellins nordlige bus station tager sig ud, med sin renhed, med sine kaffe-latte shops, med sit frit offentligt tilgængelige Wi-fi og tilstødende brugervenlige Metro-system. Menneske strømmen går her med en raskt og målrettet attitude, mange iklædt urbant og mere modeorienteret outfit, der et øjeblik gør at man føler sig henvist til en hvilken som helst europæisk storby.

Tøjshoppen 11:11

MPO har lokaliseret sig i bydelen ”Belen” et godt stykke fra det mere rå og kaotiske centrum. Her har indlogeret sig hos Cs-vennen Bertan fra Istanbul, der har boet i Medellin et år og driver en lille uafhængig tøj/gadgets shop ved navn 11:11, sammen med sin Colombianske veninde ”Deisy”. Selve forretningen er indrettet i den tilstødende carport til selve stue lejligheden, så der kan drives forretning samtidig med der laves praktiske huslige opgaver, som f.eks. at kokkerere og gøre rent. Tøjet, hovedsalig t-shirts, hører til det mere fashion orienteret urbane outfit, med kreative logos, kreeret af deres designer-venner fra deres store facebook netværk. Endnu et eksempel på hvordan tidsrøveren facebook, kan bruges progressivt i forretnings øjemed, både til opretholdelsen af en god forbindelse til kunder og leverandører og endvidere til hele promotion delen.

Venne begrebet på facebook er totalt udhulet (hvilket sådan set ikke er nogen nyhed eller opsigtsvækkende iagttagelse), da den mindste overfladiske møde med et andet menneske, kan føre til at man bliver facebook forbundet. I forbindelse med 11:11 kommer det til udtryk ved bl.a.. at man prøver at blive facebook opkoblet til de tilfældige kunder der frekventerer forretningen. Her er dog i det mindste en årsag og en interesse bag facebook forbindelsen, i modsætning til alle de kontakter som ingen eksistens berettigelse har, som bare fungerer som fyld, så vennetallet ude i venstrekolonnen kan ranke højt.

Deisy læser grafisk design, denne allestedsnærværende populære uddannelse, der passer perfekt ind i det sen kapitaliske samfund, med sin opdeling, diversificering og niche orientering af produktmarkedet. Hun studerer samtidig med at hun driver forretningen og repræsenterer hermed ganske godt den typiske colombianer (især her i paisa regionen) der står tidligt op og arbejder hårdt, ikke kun fordi det er nødtvungent på grund af lave lønninger, men også fordi mange her har et lille entreprenør gen indbygget i sig. En af de mere friske 11:11 tiltag, er at kører konkurrence kampagner på nogle af byens mange universiteter, hvor dem der kommer op med den bedste ide/skitse til et nyt design, vinder et gavekort til butikken.

På grund af problemer med betændelse i øjnene og dermed nogle dages linse-pause, har man nulstillet sit i forvejen beskedne aktivitets niveau, og er pænt ”grounded” hos Bertan og Deisy i mode forretningen 11:11. Da Colombiansk tv viser alt fodbold lige fra Argentinsk anden division til til den hollandske æres division, har det medført et par dage på sofaen, samt en god opdateret viden om den aktuelle status på de forskellige klubhold og ligaer.

Nye briller:

Man har under opholdet her været til øjen-tjek hos en brille optiker i et eksklusivt indkøbs center, for at få løst problemet med svie og rødme i øjnene. Her blev man behandlet af en hårdt opsminket kvinde i start 30érne, med en gennemsyret professionel og perfektionistisk tilgang både til sit udseende, påklædning og profession. Egentlig ret repræsentativ for mange af de kvinder der arbejder i service-datail sektoren her og som skal møde kunder/klienter ansigt til ansigt. De minder lidt om de kvindelige magasin ekspedienter i parfume afdelingen, hvis man bare lige korrigerer det med en faktor 5 i feminin charme og et ”minus” i snob og arrogance. Efter en lille times tid med lige delt samtale og eksemanering af øjnene, fik man beskeden, at ens nuværende linser havde en helt forkert styrke, til trods for at man senest har været til linse-tjek kort før afrejse (Hvor alt var ok) og har brugt den samme styrke -2,75 på begge øjne de sidste mange år. Hun ville sætte styrken ned til -1,25 på det højre øje og -2,25 på det venstre øje. Hun virkede overbevisende i sin udmelding og var så flink også at give mig noget væske mod infektionen og et par nye linser med den anbefalede styrke.

Se nu er MPO i vildrede, hvor ligger misinformationen, hos nærværende Colombianske dame eller hos synoptik i København. Eller kan styrken eventuelt havde forbedret sig så meget i løbet af bare 3 måneder, og så med den forskel mellem højre og venstre øje. På baggrund af at de nye udleverede par linser virker synsmæssigt, vælger jeg at tro på den nyerhvervede information, og har skyndt mig at investere i et par billige briller med den nye styrke, da de skal aflaste øjnene fra overdreven linsebrug. Jeg må konstaterer at man generelt har svært ved at tage det moderne behandlingssystem seriøst med sine mekaniserede upersonlige procedurer og en konsultation i DK der højst varer 5 minutter. Men for aktuelle problemstilling kan det også skyldes at man simpelthen ikke tjekker styrken på øjnene, når man er til linsetjek.

Bydelen Santa Domingo:

Medellin spreder sig over et ret stort areal med sin placering i bunden af Aburrá dalen og med en bydannelse, der spreder sig et godt stykke op af de stejle dalskråninger, der omgiver byen. Det betyder at der er mange forskellige distrikter og bydele, hvor de mere perifere udkantsområder, som f.eks den informelle bebyggelser op langs bjergskråningerne er hjemsted for den fattigste del af befolkningen. Mange af disse områder er ikke tilgængelige med almindelig transport, så man må tage en cable-car for at komme der op. Til bydelen Santa Domingo, som ligger et godt stykke oppe af bjergskråningen, med panorama udsigt over dalbunden og dermed Medellin, er der cable-cars, som fungerer som et led i byens metro-system. Bertan og Undertegnede var et smut der oppe for at inspicere området. Det favala lignende område ligger her slum romantisk lokaliseret med smuk udsigt over det meste af Medellin, med sine smalle snævre gader, der løber imellem de små, simple, tætliggende og beskedne ”huse” der er placeret på skråningerne med alt deres skrøbelighed.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at hovedparten af den aktivitet der foregår her ikke holder sig inden for lovgivningens rammer. Det er ikke mindre end et mafia område, hvor kampen for at overleve ikke skelner til hvad den moderne stat har defineret som rigtigt/forkert og lovligt/ulovligt. På trods af politiets tilstedeværelse i gaderne, bliver man alligevel her tilbudt ”drugs” af drenge i pubertets alderen, der åbenlyst ikke er vant til at møde udlændinge her. Men her er ganske fredeligt at vandre rundt midt på dagen og en lille hyggelig oplevelse at spadserer rundt i de små gader her, nyde udsigten og blive bemødt af venlige nysgerrige lokale, der automatisk tror man er ”Gringo” (Amerikaner) hvis de kan se man ikke er fra Colombia.

Pablo Escobar:

Det er i områder som dette, at kokain baronen over dem alle, ”Pablo Escobar” stadig bliver betragtet som en helt og et forbillede for de mange unge, der drømmer om at finde en vej ud af fattigdommen. Det er da også en spændende livshistorie Escobar kan fremvise, fra en fattig barndom, hvor han blev sendt hjem fra skole, fordi han ikke havde nogen sko, til en dramatisk død i 1993, hvor hans gemmested i et middelklasse kvarter i Medellin blev opsporet af nyt avanceret USA leveret overvågningsudstyr, og hvilket resulterede i at han blev skudt af det colombianske national politi under flugten på toppen af et tag sammen med sin bodyguard.
Escobar startede med udviklingen af sin kokain operation i 1975 og oprettede distributions og smugler netværk i Florida, Californien og andre stater i USA, på et tidspunkt hvor kokain efterspørgslen steg eksplosivt. Han og hans Medellin kartel opkøbte sågar en ø på Bahamas, der i årene 1978-1982 fungerede som et transit/lagringssted for kokain-smuglingen.

Escobar var mestrer i bestikkelse og korruption, som var måden hvorpå han interagerede med det colombianske system, hvad enten det var politikere, dommere eller politifolk. Folk der modarbejde ham eller han anså som en trussel blev myrdet og Escobar skal nok krediteres som en af hovedårsagerne til den eskalering af vold, mord og ustabilitet som det colombianske samfund led under op igennem 80érne og start 90érne.På toppen af karrieren kontrollerede hans Medellin kartel 80 % af det globale kokain marked og Escobar rangerede som verdens 7 rigeste mand. Mens han var fjende af USA og det Colombianske regering, blev han anset som helt i Medellin, hvor han havde/har et Robin Hood image, som en der distribuerede penge til de fattige gennem støtte til civile og sociale projekter og sågar støttede konstruktionen af mange kirker, hvilket gav ham popularitet i den romersk katolske kirke.

Op igennem slut firserne og start 90érne eskalerede krigen mellem narko kartellerne og regeringen, da sidstnævnte intensiverede kampen mod narko handelen. Kartel bosserne forsvandt fra det offentlige liv og prøvede at indgå en fredspagt med regeringen, hvor de tilbød at investere kapital i nationale udviklings programmer og afbetale Colombias samlede udlandsgæld på 13 milliarder dollars, imod immunitet fra forfølgelse. Da regeringen afslog dette, eskalerede volden, med mord og terror til følge. Hvor narkokartellerne op igennem 90´erne har slippet taget, har de ideologiske militaristiske ydergrupperinger, Guerillaerne og de Paramilitære, taget over og bidraget til at Colombia forsat har kunne forsyne den forsat stigende globale efterspørgsel.

Damer:

Medellin har også et offentligt rygte som stedet hvor kvinderne er ekstra attraktive og smukke. Hvilket har gjort at byen er populær for udenlandske turister, der er koncentreret i den eksklusive bydel ” El poblado” hvor også byens natteliv er koncentreret og hvor alt er 3 gange så dyrt. I dette område ligger samtlige byens hosteller, som er fyldt op med party-stemte ”yanks”, for hvem det virker som at formålet med rejseaktiviteten er reduceret til drugs og nemme kvinder, der ikke har opdaget at dollaren er på vej yt.

Og de er da smukke de små charmerende Paisa-piger, og rigtig gode til at spille på deres feminitet i alt dens kunstighed og stereotype forudsigelighed. Kønsrollerne bliver her dyrket til fulde og kvinderne er med alt deres ”updulled” selviscenesættelse med til at reducerer dem selv til kønnede dekorative objekter. Nu er det selvfølgelig ikke alle her der fortjener at blive karakteriseret således, men der hersker her en noget polariseret rollespil mellem kønnene, som udover den machokultur der hersker generelt i Colombia, muligvis også kan forklares med et levn fra den før omtalte narko-kartel æra. Under en samtale med en lokal studerende, fik jeg at vide som svar på min ublide karakteristik af Paisa-pigerne, at det kun var et segment der opførte sig sådan, og en af faktorerne kunne være at der her i Medellin stadig er en rest/levn af gangsterkulturens normer på området, med dens krav om at kvinderne skal være smukke objekter der symboliserer status og kan vises frem som en materiel gode, og altså som noget der kan købes for penge.

Illegal fest:

Heldigvis er Medellin så stor, så hvis man ikke er til ”Poblado” bydelens mere celebre og yankifiseret natteliv, kan det godt lade sig gøre at finde noget undergrund. Deisy og Bertan tog MPO med til illegal fest på en stor openair terrasse på toppen af et lejligheds kompleks, i et slummet kvarter i centrum af byen. Det er en privat person der jævnligt holder disse uannonceret fester hemmeligt i sin store lejlighed, mod en lille entre pris i døren. Døren er permanent lukket, man skal banke på, hvorefter man hurtigt bliver lukket ind, da der helst ikke må ophobes nogen folk uden foran stedet, da politiet patruljerer jævnligt. Ude på vejen foran stedet er der absolut ingen tegn på at der er fest, andet end et par svage tekno-beats fra terrassen, der ligger godt lydisoleret, og med jævne mellemrum støver lidt unge rundt, heraf nogle der ikke ved hvilken dør de skal banke på for at komme op til den gyldne terrasse.

Når man kommer ind i lejligheden, går man igennem en lang smal gang, hvor der for enden er en snoet vindeltrappe, der fører op til det store åbne trashede terrasse areal. Det føles her som om man står på toppen af et tag, da terrassen nærmest går i et med kvarterets øvrige hustage og man kan nemt forvilde sig rundt her, skyline Medellin, i en kæmpe rus.
Udsigten over området herfra er fantastisk de sene nattetimer, ikke bare udsigten over lokal kvarterets gadeoplyste tage, men også store dele af byen lyser her op så langt øjet rækker. På en nærliggende stor slidt bygningsværk blev der projekteret ”catchy” visuals, og dj-pulten + djén var lokaliseret under et lille halvtag, adskilt fra det øvrige gæste areal ved hjælp af en gennemsigtig prisseneng.

Da man kom op og så denne fuldstændig geniale kulisse, til lyden af voksen-tekno, havde MPO svært ved at skjule sin begejstring, NOW WE ARE TALKING, det er ikke bare silikone og overflade det hele, det her rykker. Og så bliver der endda solgt øl og ”DRUGS” til henholdsvis kiosk og gadepriser nede fra privat køkkenet. Yderst befriende med et frirum, hvor der absolut ingen ”voksende” er til stede, kun halv skæve freaks med slidte Converse sko, grimt hår og pandebånd. Da MPO forlod området ved 5:30 tiden, var der fuld knald på electro-clashen, fra det frit stående højtaler anlæg, der må have spillet hele kvarteret godt op til dans. Forstil jer hvis det havde været KBH, der vil ikke været gået 10 minutter før der var kommet en nabo klage og et par timer yderligere ville ordensmagten storme bygningen. But this is Medellin, meine damen und herren, stedet hvor man mixer weed og coke på det groveste………………………………

Det der falder en i øjnene, er det radikalt anderledes forhold mellem hund og mennesker, man finder her, sammenlignet med NordEuropa. Her er størsteparten af de hunde man støder på løst omstrejfende, vilde og uden en specifik ejer. Man begrænser her ikke deres bevægelsesområde til specifikke zoner som det private hjem og hundene kan så at sige færdes hvor de vil, ja selv på spisestederne. Hvis man til sammenligning betragter NordEuropa, hvis man her ser en løst gående hund, der ikke har en ejer inden for en radius af højst 5o meter, frembringer det vrede og omgående snak om at ringe til myndighederne. Her skal hundene holdes i snor og være under en konstant overvågning af en ejer og helst holdes inden for hjemmets 4 vægge og hunden skal være glad for at blive luftet 2-3 gange om dagen.

Jeg synes hunde-eksemplet fortæller ret meget om de kulturelle forskelle på et generelt plan, et eksempel der kan overføres på rigtig mange områder og overordnet fortæller noget om hvordan et samfund fungerer. Hvordan man det ene sted organiserer, administrer og styre helt ned i detaljen, noget der forekommer naturligt og man ikke tænker over, når man lever i det, og hvordan man det andet sted har en informel tilgang,, hvor tingene mere flyder og hvor grænserne er diffuse og gennemtrængelige.

Fra Puntas Gallinas i nord (nordspidsen af Colombia) til Capurgana tæt op af grænsen til Panama ,hvor jeg befinder mig nu, er denne informelle kultur særlig udpræget. Det er den Caribiske zone, den ca. 1700 km lang kysstrækning, der udgør den nordlige del af Colombia. Som tidligere nævnt adskiller denne zone sig fra de indre bjergrige centrale dele af Colombia. De lokale i den caribiske zone har historisk levet af havet og med relationer og indflydelse kommende udefra den store verden, hvorimod de centrale dele, har ligget isoleret og afsondret, uden den store indflydelse udefra. De lokale her i den caribiske zone, har et særligt etnisk præg, de er mørklødet og bærer tydeligt spor af deres afro-etniske rødder, fra dengang hvor slaveæraen bragte dem til området. En stor del af befolkningen her med afro-etniske gener har en anden kropsbygning, er kraftigere og væsentlig højere. Forden de fysiske karaktertræk, er accenten her forskellig og generelt længere fra det rene castilianske, sammenlignet med de indre dele af landet. Her er varmt og det påvirker selvfølgelig også mentaliteten som her er væsentlig anderledes.
Generelt er den caribiske kyststrækning kendetegnet ved at være et område, hvor folk tager det afslappet, her er ingen hast og jag og alt virker her lidt mere tilfældigt, et sted, hvor man ikke skal tage noget for givet. Denne uforudsigelighed kan i visse situationer godt gå en lidt på nerverne.

Det er den mest turistet zone af Colombia og i en by som Cartagena, denne gamle kolonialby med sin historisk intakt bevaret koloniale bymidte, ser man konstant udlændinge i gadebilledet. Især mange ”Gringos” (Mexicansk betegnelse for amerikanere, som bruges overalt i Latinamerika) kommer her, da kan flyve hertil fra Miami, for næsten ingen penge. Men også europæere fra hovedsaligt England, tyskland og Frankrig, sætter sit præg. Har særligt langt mærke til de mange tyske mænd, der har bosat sig her, giftet sig med en colombianer og driver selvstændig Business i form af et spisested eller hostel. Det må også være noget mere lige til og virke lettere at opstarte noget her, uden alt det regel bureaukrati, der dræber initiativet, i mere formelle samfund.
Cartagena er et af de steder, hvor jeg allerede begynder at planlægge min exit, før jeg har fundet mit hostel. Mange turister, betyder højere priser og overfyldte hostels, hvor man skal være glad for at finde en ledig seng og hvor lokalsamfundet mere betragter dig som en de kan tjene penge på, end en eksotisk gæst de vil lære bedre at kende. Cartagena er den eneste by, man har været i, hvor man på hvert et gadehjørne bliver bemødt med tilråb som, ”amigo”, eller et langstrakt viske lyd ala bzzzzzzzzzzz, fra glade afro-colombianere der vil sælge alt fra frugter til sex og drugs. Der er et eller andet komisk over disse henvendelser, når man render rundt i de sene aftentimer, men jeg er ikke i tvivl om at de nok har et stor kunde segment blandt en del af de turister der færdes her.

Fik mig en interessant samtale med lokale 30 årige ”Rony Monsalve” under mit ophold i Cartagena. Rony arbejde som administrator for et lille øko-turist firma i Cartagena og boede i en lille nært beliggende fiskelandsby ved navn Boquilla. Vi talte om hverdagslivet i Colombia, hvordan det caribiske adskilte sig fra det øvrige Colombia, om den udprægede fattigdom i det caribiske område og lidt om lykke og livsglæde i Colombia generelt. Han understregede hans egen fattigdom og hvordan det var et særligt problem blandt de stigmatiserede afro-colombianere, der ifølge ham ofte blev mødt med diskrimination fra samfundets side og hvor svært det var at komme ud af denne fattig cirkel, når familien ikke havde de økonomiske midler til at deres børn kan få uddannelser.

Han understregede at den caribiske zone var særligt udpræget fattig set i forhold til det øvrige Colombia, hvor middelklassen udgør en stor proportion af befolkningen i forhold til mange andre Sydamerikanske lande, hvor klassedelingen er større.
På trods af at Rony arbejder som chef i en turist organisation, tjener han ikke ret meget, da lønningerne her er meget lave og han er nød til at have flere jobs, for at kunne få det til at løbe rundt og forsørge hans to børn.

På trods af de til tider hårde økonomiske odds, understregede Rony at han var 100 % tilfreds med livet her og at han elskede Colombia. Noget der falder en i øjnene når man rejser rundt i Colombia er den glæde og optimisme de fleste colombianerne møder dig og selve hverdagen med. Jeg spørger mig selv, hvorfor? Hvorfra har de denne glæde? Hvad motiverer dem? Hvordan er deres tilgang til livet generelt? Der er ikke et enkelt simpel svar til disse spørgsmål, og der er sandsynligvis mange faktorer der spiller ind.
Men jeg kan konstaterer at de colombianere jeg har mødt er meget bevidste om deres egen kulturs styrke, i at de har noget værdifuldt som ikke kan erstattes. Og at denne styrke ligger i netop livsglæden den barriereløse interaktion mellem mennesker, familien, udlevelse af passionen osv.

Rony understregede at han værdsatte meget variationen i Colombia, i alt fra tøj til mad. På grund af beliggenheden i troperne og dermed stor variation i natur og landskabstyper, er Colombia selvforsynende med en lang række forskellige madprodukter, som de fleste kan få fra deres lokal område. Både fra byens markeder, og fra lokale boder med privat personer der sælger deres produkter fra baghaven eller deres lille stykke land. Endvidere ser man også mange spisesteder, hvor man kan få billig middagsmad/frokost (Almuerzo), bestående af en sund bred vifte af kød, stegt banan, ris, bønner, salat osv. Der er ikke nogen klar grænse mellem hvad der er etableret restaurant her og hvad der er et privat hjem, hvor der er smækket et skilt der signalerer at mad udbydes og hvor husmoren står ude i et lille simpelt køkken. At alle her driver lidt små Business på må og få, på tværs af grænser, til dagen og vejen, er egentlig ret charmerende og originalt. Det lidt ironiske er, at selv en del fattige i Colombia, lever sundere og får bedre madprodukter end mange ”rige” i vestlige lande, som køber hovedparten af deres mad i store supermarkedskæder med deres processerede fødevarere.

Rony spurgte mig om jeg havde en forklaring på hvorfor selvmords.-raten var så høj, der hvor jeg kom fra. Jeg elsker det spørgsmål, et spørgsmål jeg ikke møder derhjemme, men som jeg ikke desto mindre har mødt adskillige gange i det Sydamerikanske. Som om vi (Skandinavien/Nordeuropa) er kendte ude i den store verden, for netop dette faktum. Den statistik jeg senest har tjekket bekræfter den kedelige tendens i det nordlige Europa, selv om man godt kan finde lande der ligger højere på listen, som eksempelvis mange af de eks-sovjetiske republikker og Rusland. Jeg kom til at tænke på sociologen Emelie Durkheim der i slutningen af 1800-tallet beskæftigede sig med problemstillingen og arbejdede med en teori der klassificerede forskellige typer af selvmord og årsagerne hertil. Trods fejlkilder i Durkheims statistiske analyse arbejde er teorien omkring årsagerne til den højere selmords-rate i den protestantiske lande overfor de katolske lande yderst interessante.

Ved ikke om noget af Durkheims teori kan bruges på Colombia, hvor individualiteten ikke er så udpræget som Europa og hvor familien er et vigtigt omdrejningspunkt. Måske har det noget at gøre med tro, livsattitude generelt, mængden af sollys, psykiatriens præmisser, eller måske er der en helt syvende forklaring. Sandsynligvis er der flere forklaringer der er vævet sammen i en diffust komplekst sammenspil.
Som et slags kommentar til Ronys spørgsmål om høj selvmords-rate fortalte jeg om den radikale individualitet, mange lever med i Vesten, inkluderet undertegnede. Og hvordan den frihed den giver, både har sine gyldne og mørke sider, da man har et ansvar for sin egen succes og fiasko, hvordan man så end vurderer hvad der er fiasko og hvad der er succes.

Fra Cartagena til Capurgana og Sapzurro, to små afsidesliggende landsbyer, omgivet af jungle, beliggende tæt op til den panamanske grænse, i den sydligste ende af Colombias caribiske kyststrækning. Her er den særlige caribiske mentalitet særligt fremtrædende. Afslappetheden og uforudsigeligheden er kodeord her. Området er kun tilgængeligt via en 2.5 times sejltur i en åben katamaran motorbåd, hvor man gør klogt i at lægge alle sine ting ned i plasticposer og undgå de forreste sæder, da man her bliver ekstra våd og bådens hop, føles her som korporlig afstraffelse. De lokale kalder det forreste sæde gringo-sædet, da det er her man forsøger at placerer alle med nordamerikansk udseende. Stedets isolation skaber en særlig form for afslappethed, her er ingen biler eller andre former for køretøjer og de to landsbyerrr her og Puerto Obaldia på den panamanske side, som alle ligger i hver sin lille idylliske bugt, er kun forbundet med omverdenen og hinanden gennem bådtrafik. Dog kan man gå fra Capurgana til Sapzurro, en times gang gennem tæt jungle.

Her i Capurgana er der intet der er helt sikkert, hverdagslivet her har sin helt egen caribiske rytme, bådene går på uberegnelige tidspunkter, hvis de overhovedet går, her er mangel på byttepenge og visse ting der foregår virker tømt for alt god rationel logik. Men når det er sagt har stedets sin klare charme, sin hvilen i sig selv, flotte natur og hyggelige spisesteder lokaliseret ud til vandet. Jeg tilbragte her et par dage sammen med canadieren ”Dwaine”, en høj, bunderfaren oplevelsesrejsende i slut 40érne. Han ville videre til nogle ubeboet øer på den panamanske side og vi forhørte os langs bugten om der var nogle der skulle den vej. Her mødte vi bl.a. en svensker i midt 50′erne med mørkebrun solhærdet hud og skinnende blå øjne. Helt rolig og med lav stemmeføring, fortalte han at han her havde sin egen sejlbåd, som han boede permanent i sammen med sine unge colombianske kone og deres fælles barn. Han ville sejle Dwaine ud til øgruppen på en 5 dages picnictur med alt inkluderet for 600 dollars, hvilket jeg synes lød lige Business agtigt nok. Han levede åbenbart af at sejle folk lidt rundt på må og få i hans privat båd. Lidt senere mødte vi en belgier omkring de 30, der også tjente sine penge på at sejle folk rundt i sin egen mindre sejlbåd. Han havde krydset atlanten, alene, i sin sejlbåd og ville gøre det igen i August. Det er vist det man kalder en tapper mand.

Generelt i Colombia, men særligt her i grænseområdet der periodevis har været
præget af guerilla aktivitet, er der meget militær tilstedeværelse. Det bemærkelsesværdige er disse unge knægtes attitude. De er meget afslappede og møder en som en ven, snarere end en autoritær myndighed. Denne informelle aura der her omgiver militæret, gør at skellet mellem dem og civilbefolkning ikke virker så stor og at de nærmest flyder i et med de lokale.

Havde en samtale med Danine om hvordan opfattelsen af tid her adskiller sig fra hvad vi er vant til fra Nord Europa og Canada. Vi er opdraget med at tid er dyrebar og med en mekanisk eksakt forståelse af tidspunktet. Her opererer man ikke lige så meget med tidspunkter og det symbolerer her mere et pejlemærke end noget der skal følges bogstavligt. Efter man har vænnet sig til den løse tolkning af tid, fremstår måden hvorpå man opererer med tid i den senmoderne vestlige verden som stressende og tyrannisk. Dwaine fortalte om en episode, hvor han skulle fra en landsby til en større by ca 2o km væk. Han fik fat på en taxi-bil (som fungerer som en slags bus) og chaufføren sagde at han kørte lige straks, om 5 min. Efter Dwaine havde ventet en halv time, blev han utålmodig, fordi han gerne ville være sikker på at nå en bus videre, fra den by , hvor han var på vej hen. Han opsøgte chaufføren, som havde gået ind på et offentligt toilet for at tage et bad og klæde om. Dwaine måtte indse at han ikke fik meget ud af at presse på, andet end at fremstå overstadig og mærkelig. Jeg kunne ikke andet end at tilføje ”ja, jeg tror nok, når alt kommer til alt, at det er os der er de mest syge”; Canadieren kvitterede med et; ”yeaah, I think you right on that one”.