Jeg mødte Cecilia fra Barcelona i San Augustin. Colombias vigtigste arkæologiske område der kan byde på en række statuer af sten, med lidt uklar tilblivelses-historie, spredt lokaliseret over et større naturskønt område.
Der var egentlig ikke meningen, at jeg ville ligge ruten forbi San Augustin, men til et mindre turistet område, ligeledes af arkæologisk værdi, kaldet TierraDentro. Men på grund af jordskred på de snæver grusede veje, var alle afgange aflyst til TierraDentro den pågældende dag.
Så det blev San Augustin der blev destinationen på min vej østover i retning mod Bogotá. I den kolde utætte minibus, hvor regnen sivede ind langs vindueskanterne, stødte jeg på Cecilia, der satte sig ved siden af mig, da der var for vådt nede på den bageste række af sæder, hvor hun først havde sat sig.
En glad, åben og lattermild kvinde med den fede uafhængige rejseattitude. Hvilket vil sige, ”do it yourself”, undgå at rejse i grupper og helst uden nogen som helst form for guide bog. Beundringsværdigt at kunne rejse rundt uden noget kort og guide bog som Cecilia, det åbner op for det uventede og muligheden for at komme til steder, hvor få andre har sat deres fødder, fordi majoriteten ret slavisk følger bøgernes instrukser. Men der er svært at løsrive sig fra bekvemmelige praktiske råd, specielt hvis man ikke behersker sproget så godt.
Vi tilbragte en dag sammen vandrende rundt i San Augustins skønne grønne kuperede landskab, selvfølgelig fuldstændig løsrevet fra områdets mange guide tilbud om pakke ture, rabat på entre til arkæologiske seværdigheder, ride-ture osv. Vi kreerede vores egen heldags vandretur, i det naturskønne landskab, hvilket indbar at vi ikke så de arkæologiske seværdigheder, men til gengæld havde en mindeværdig dag i hinandens selskab, og hvor vi fik bekræftet at det på trods af ens individuelle særheder er muligt at finde ligesindede. Dagen efter rejste vi i hver vores retning, Cecilia i kurs mod Central-Amerika på sin uforudsigelige ”open end” rejse og undertegnede imod Tatacoa ørkenen. Sær forunderlig oplevelse, at møde sin ”soul-mate” så pludseligt, for derefter at skilles så hurtigt, og aldrig ses igen.
Tatacoa ørkenen er stedet, hvor man skal medbringe sin date eller ”lover” og derudover huske insekt/mygge spray. Dette Semi-aride lille godte af et slette landskab, som man kan diskuterer fortjener klassificeringen ”ørken”, ligger lavt nede i Magdalena-dalen, Huila provinsen, ca 300 km syd vest om Bogota. Det er et lille eksklusivt økosystem med sin særegne mikrofauna, som blandt andet omfatter mange karakteristiske frugtbærende kaktusser og et vibrerende fugleliv, der skulle omfatte en del endemisske arter. Kaktusserne bliver lokalt brugt til at fremstille helseprodukter der skulle have medicinal effekt og søde sager (slik) der skulle være godt for helbredet.
De omkringliggende bjergkæder, tager det meste af den indkomne regn, hvilket betyder at nedbørsmængden i Tatacoa er lav, og dette har bidraget til skabelsen af et dragende unikt formet okkerfarvet landskab. Den nærmest beliggende landsby hedder Villavieja og herfra er der 4 km af ødet landevej ud til selve Tatacoa reservatet, hvilket man selvfølgelig går, for at slippe for en latterlig monopol-opskruet transport pris med de lokale jeeps.
Ude i selve ørkenen ligger der et par små cabañas og et astronomi-observatorium, hvor man kan hyre både telt og hængekøjer. At ligge opspændt her i en hængekøje ude i det fri, er en speciel oplevelse. Her er ingen menneskelig aktivitet, kun lyden fra cikader, og udover skyggerne af et fuldmåne oplyst ørkenlandskab, har man en nattehimmel over sig, der på klare dage giver udsigt til en myriade af stjerner og planeter, der her lyser magisk kraftigt op. Lokaliseringen tæt på ækvator, de tørre og klare observationsforhold og fraværet af lys-forurening fra byområder(elektricitet), gør at området er idealt for observation af himmelrummet.
Sammen med Guajira halvøen, byder Tatacoa på en af Colombias mest originale og romanstiske kulisser, steder hvor man ikke kan lad være med at tænke, ”dette her øjeblik, dette landskab, denne stemning, dette skønmaleri, ville man bare ønske man kunne have delt med en anden person;”.
Sidste stop på vej til ende-stationen Bogotá, er den middelstore by Villavicencio, beliggende 8o km syd øst om Bogota, ved foden af den østligste af de 3 Andes-bjergkæder, der går igennem den vestlige del af Colombia. Det betyder at byen ligger i lav højde, og er hamrende varm i forhold til Bogotá beliggende i 2600 meters højde og med en gennemsnits temperatur på 14 grader. Har her tilbragt en forlænget weekend, der har stået i valgkampens tegn, hvor søndag var den store valgdag, hvor Colombianerne skulle stemme om, hvem der skal sidde i præsidentembedet for de næste 4 år.
Tilbragte lørdagen, dagen før valget, med Isabel. En advokat på min alder, der har boet i London et år, og nu her hos sin familie i et mere eksklusivt boligkvarter i udkanten af Villavicencio. Hun var klar støtter af Mockus Antanas, en ex-borgmester af Bogota, med rødder fra Litauen, og kendt for sine kontroversielle alternative metoder med henblik på kriminalitets bekæmpelse under hans 2 borgmester perioder i Bogotá. Her lykkedes det ham bl.a. at nedbringe mordprocenten med 70 procent, trafik forseelser faldt med 50 % og drikkevand blev gjort tilgængeligt for alle hjem.
Hans metoder bestod blandt andet i at mobiliserer borgere lokalt i civil modstand mod volden, at hyrer folk til at gøre grin med trafik lovovertrædere og indførelse af en ”kvindernes nat”, hvor mændene skulle blive hjemme for at varetage husholdningen og passe børn.
Han har både i 1998 og senest i 2006 stillet op til præsidentposten, men med ringe succes, og kun opnået en beskeden andel af stemmerne. Anderledes står det til i år, hvor han har allieret sig med en succesfuld ex-borgmester fra Medellin ved navn Fajardo, hvilket har betydet at han i år, har ligget i tæt kamp med den hidtil siddende præsidents (Uribe) efterfølger, ved navn Santos.
Den hidtil siddende højrefløjs regering med Uribe i spidsen har profileret sig på en hård og konsekvent indsats mod kriminalitet, guerilla-grupper og narko handel, og på overfladen ser det godt og succesfuldt ud, hvor man har fået skabt sikkerhed og stabilitet i store dele af det centrale beboede dele af landet. Men som Isabel påpegede, føres der en alt for ensidig optrapnings politik, hvor alle ressourcer går til denne kamp og militæret, hvilket betyder at social politikken er fraværende, korruptionen fortsætter med at florerer, en konfrontations kurs med Venezuelas ”Hugo Chavez” intensiveres og kampen mellem militariseret grupper fortsætter, bare i mere fjerne egne til stor last for de indfødte lokal samfund.
Valget er i skrivende stund overstået, og det bliver endnu 4 år med højredrejet ”Tough on Guerilla, drugs and crime”, med Santos i spidsen, som afløser for Uribe. Isabel fortalte at det primært var over og middelklassen der stemte på oppositions partier som Mockus, og at der var mange blandt de fattige der lod sig købe af let forståelige budskaber og stemte på Santos, uden at kunne gennemskue at den førte politik er med til at holde dem på samfundets bund. Lidt de samme mekanismer som har gjort sig gældende i dansk politik de sidste 10 år, uden nogen form for vækkelse.
Om aftenen deltog jeg i en fødselsdags familie komsammen hos Isabel. Hendes 5 tanter og de fleste af deres børn, gjorde pludseligt at der var ret mange til stede. Igen bliver jeg slået over, hvor dejligt uformelt og uhøjtideligt det hele løber af stablen. Det samme gjorde sig gældende i Argentina, og må ligge i latino-kulturen. Folk satte sig på have-stole i en rundkreds ude på villa vejen foran huset. Her blev der lidt efter lidt serveret lidt mad, grillspyd og kartofler, fra et stort fad, som man kunne tage i hånden og spise, altså uden stort opdækket bord med service. Nogle stod op i smågrupper og snakkede mens de spiste, andre gik rundt og talte i mobil med et grillspyd i hånden.
Den store kage blev indtaget på samme måde dog med paptallerkner. Under valg weekenden er der erklæret ”ley seca” (den tørre lov), hvilket vil sige at der ikke må drikkes alkohol, for at holde gemytterne i ro. Og dette bliver modsat så meget andet, overholdt ret strengt, hvilket betød at selskabet måtte nøjes med sodavand i stedet for øl og Aguadiente . Vil kategoriserer Isabel og hendes familie til at tilhører overklassen og kunne ikke lade være ed at tænke hvordan en lignende begivenhed ville løbe af stablen i et land som eksempelvis England.
Således har de sidste par uger af rejsen været ret begivenhedsrige og intense, og hvis man bare er en smule opsøgende, er der altid noget nyt der ligger og venter om hjørnet. At være på farten har sine opgange og nedgangsfaser, nogle gange føler man sig som den ensommste i verden, andre gange dominerer en fuldstændig altgennemtrængende lykkefølelse; af frihed, et intenst øjeblik, et smukt landskab, forførende gæstfrihed eller mødet med den anden. Herfra slutter historierne fra det uforudsigelige, fleksible og diverse ”Garcia Marquez”-land hvor alt kan ske, og kursen er endnu engang sat imod CPH, SOMMER OG DISTORTION.
