The South Coast

Kunne godt selv se, at jeg befandt mig i en ugunstig forhandlings-position. Klokken var mange, det var mørkt, midt i tæt frodig jungle, i en simpel primitiv landsby, hvor der kun var lokale unge sorte mænd at få øje på. Den lille flække hedder Cordoba og jeg skulle videre til en endnu mindre flække, San Cirpriano, som jeg i situationen ikke kunne huske navnet på. Jeg vidste at landsbyen lå ca 6 km længere inde i den tætte mørke jungle, og at jeg var afhængig af at blive transporteret. Men de tog klart overpris, med den undskyldning at det var mørkt. Jeg fik dem presset ned på den pris en retur-”billet” koster i ”dagslys”, for at blive transporteret derud.

Transportmidlet bestod af en træ palle som hovedfundamentet, fast spændt til en motor-cykel-knallert, som udgjorde trækkraften. Dette sære monstrum var koblet til et tilstedeværende net af jernbaneskinner, der gik fra Cordoba ud til San Cirpriano. Tvivler på, at der oprindelig har været en tog rute i dette uvejsomme terræn. Der kan sidde ca. 4 personer på hver palle, som desuden er udstyret med en lille træ-bænk. Og så går turen gennem den mørke trope jungle, hvor eneste pejlemærke er lysskæret fra knallertens forlygte, og hvor skovens lyde næsten overdøver knallertens brummende mortor lyd.

Her ligger San Cirpriano, en lille simpel flække med 500 indbyggere, et sted med sin helt egen rytme, hengemt og beskyttet som en lille ø, af den omgivende skov. Det er en spøjs oplevelse at ankomme til dette område, som hører med til stillehavs-regionen af Colombia. En region beboede af Afro-colombianere, efterkommere fra slave-æraen under det spanske koloni styre. En etnisk gruppe der er med til at sætte sit klare præg på området, med sin egen livsstil og mentalitet. Modsat den Caribiske zone, virker dette område mere afskåret fra omverdenen og det virker som om de lokale lever mere i overensstemmelse med deres oprindelige udgangspunkt, eller mindre integreret med det øvrige samfund. For at sige det lige ud, kan man i denne region og særligt i San Cirpriano, momentvis få følelsen af at være havnet i en banan republik i central Afrika.

Det er ikke andet end en 3-4 timers bustur og en bjergkæde der skiller Cali og ”fastlandet” fra San Cirpriano og nærtliggende BuenaVentura ved den Colombianske Stillehavskyst, men der er en verden til forskel. Stillehavs-regionen er varm og ekstrem fugtig, fordi det ligger lige over havets overflade. Området er den region i Colombia med de største nedbørsmængde, og ligger isoleret bag en massiv jungle, der gør kyst strækningen logistisk utilgængelig, og det er kun Buenaventura der er forbundet med landtransport i form af bus.

Hvis man vil rundt langs kysten, eller til Guachalito i Choco-regionen længere oppe mod nord, må man tage en båd eller flyve fra Medellin, Bogota eller Cali. Og når man ikke har til sinde at lave små unødvendige bekvemmeligheds-flyvninger, som er den største bidragyder til luftforureningen i atmosfæren, kan det kun blive den landfaste busforbindelse mellem Cali og Buenaventura, der kommer på tale.

I San Cirpriano er der kun simple lav budget cabañas og hoteller, med hårde madrasser, støvede trægulve og rustne defekte ventilatorer. Ikke det mest komfortable sted, til gengæld ejer steder et særegenhed ud over det sædvanlige. Da jeg var ankommet hertil og indlogeret mig på mit beskedne værelse, gik strømmen i hele den lille by, og alt var bælgragende mørkt. Regnen tiltog og dannede lydkulisse med junglens kor af nattens lyde.
Området blev momentvis oplyst af lynets skær og så småt stillede folk stearinlys frem på deres borde, hvor de hist og her sad og små-hyggede i små grupper.
En aften gåtur i mørket afslører at der er lir i luften, mange yngre mennesker strejfer omkring, og hist og her finder man par der står og kommunikerer i det skjulte.

Midt i denne jungle-landsby af simple træ-hytter, høres lyden af salsa rytmer. Ved byens eneste bar og dansested, er der på dette tidspunkt, livlig aktivitet. Her må være tilknyttet en reserve generator til at holde musikken og det blå-dunkle lokale beslysning kørende. Den kraftige regn, og strømsvigtet har fyldt dansegulvet med livligt dansende unge, der parvis danser traditionel salsa; tæt, sensuelt og energisk. Det er ikke for ingenting at Cali og omegn regnes for epicentret for salsa passionen.
Denne mørke, regnskyllene nat midt i junglen, udgjorde de perfekte rammer til at se Steven Söderberghs 2 ”Che” film fra 2008, som jeg er så heldig at have liggende på note-booken.

En halv time buskørsel herfra ligger Buenaventura, ud til stillehavs-kysten. Denne beskidte havneby, der er knudepunkt for megen af Colombias illegale transport, har båd service til forskellige steder op langs Stillehavskysten, bl.a. andet Ladrilleros en times sejlads i katamaran nord om Buenaventura. Her finder man en 6 km lang sandstrands-strækning, der grænser op til denne grønne frodige jungle-vegetation og skaber en storslået kontrast.

Her er møder det store åbne uforudsigelige stillehav den utæmmede jungle, og kyststrækningen ligger dejligt urørt hen, et sted hvor man har store vidder gråbrun sandstrand og store hvid brusende bølger, for sig selv. I weekenden er der dog en del weekend-turister fra Cali, der vælger at tage herud, for at smide sig i bølgerne, der ikke sjældent her kan være op til 2-3 meter høje. Der er især mange yngre par, der her tager på romantisk strandferie og nyder deres sidste grad af frihed, før der sættes børn til verden, som om den ikke er nok overbefolket..

Men los Caleños er hovedsalig koncentreret ved strandstrækningen der ligger nærmest landsbyen, og hvis man bare går et stykke længere ned af kysten, tynder befolkningstætheden hurtig ud, og man har det for sig selv. Et stykke ureguleret, dynamisk og gennem original strandkulisse, som ikke kan andet end at besmitte en med enorm livsglæde, en sted fri for intetsigende masseturisme, hotel-kæder og industrielle affaldsmængder.

En uforudsigelig strandbred, hvor tidevandet med 6 timers intervaller, skaber skiftevis høj og lavvande. Under højvande svinder stranden så meget ind, af den i passager er fraværende og tilbage står kun de stejle klipper badet i bølgesprøjt. Så man risikerer, som undertegnede, at gå langs stranden en fin stille formiddag, hvor den er bred og let fremkommelig til en total forandring på tilbageturen om eftermiddagen, hvor den viser sig druknet i havets bølger, hvilket tvinger en til at finde stier inden over land, for at komme tilbage. Ud over pelikaner og fregatfugle der med jævne mellemrum pryder luftrummet, er strandbredden fyldt med en livlig bevægelse fra de mange krabber i forskellige størrelser, der her i højt tempo løber ind og ud mellem hinanden.

Stillehavs regionen af Colombia og især Choco regionen længere nord på er en heftigt militariseret zone, og marine soldater fylder her meget i miljøet, da området indtil for nyligt har været præget af la Violencia (vold og ustabilitet forårsaget af den komplekse konflikt mellem forskellige militariserede grupper, og som har det med at bryde ud i forskellige regioner på forskellige tidspunkter). Og dette er selvfølgelig også en af årsagerne til at området i dag har så få turister og er forholdsvist uberørt.

Ærgrer mig over ikke at have brugt mere tid i dette område, det blev kun til en forlænget weekend i Buenaventura området, da jeg ikke kunne undvære internet forbindelse mere end 4 dage. Men det var nok til at efterlade mig med et stærkt indtryk, af at have været på et unikt off the road lokalitet, med en særlig intensive tropestemning, kraftig natte-regnvejr, fattig lokal befolkning og karismatisk natur.