Syd om Cali, i provinserne Cauca og Huila, ligger en af det sydlige Colombias hovedbyer, Popayán.
Denne middelstore by er en af landets mest imponerende kolonial byer, hvor de kalk-hvide facader, har givet den tilnavnet ”den hvide by”.
Fra Popayán, med dens hyggelige barer og vibrerende studenter liv, kan man tage en bus til den lille rolige bjergby, Silvia, med 5000 indbyggere, ca 53 km mord-øst om Popayán.
Silvia liver særligt op om tirsdagen, hvor det er markedsdag, og her kommer folk ind fra de landlige omgivelser for at sælge deres produkter. Det er ikke et hvilket som helst folk, det er ”los Guambianos” en af Colombias mange forskellige små grupper af oprindelige ”indfødte” (Indiginas), der bor i dette område. De bor ikke i selve Silvia, men i 3 små nærtliggende landsbyer, beliggende i smukke ”højlands” omgivelser og det lille samfund skulle tælle i alt ca 12000.
At vandre rundt i Silvia en tirsdag formiddag er en sær oplevelse, da der er blå farver overalt.
Det er Los Guambianos der skiller sig markant ud fra mængden ved deres påklædning. De blå håndvævede klæder/veste, indrammede med lyserøde kanter, deres karakteristiske bowler-hatte, og eskimo lignende ansigtsudtryk giver dem et forunderligt udseende. Endvidere går de alle i nogle Dr. Martin lignende støvler, nogle i brune farver andre i sorte.
Michell, en irsk rygesæksnomade, jeg tilbragte en tirsdag med i Silvia, følte sig hensat til Bolivia, hvor der er lignende bjergrige omgivelser og hvor majoriteten af befolkningen er ”highland- indigenous”. For os senmoderne storby mennesker, tager disse traditionelle grupper sig lidt spøjse ud med deres påklædning og være-måde. Man glemmer let, at det er os der lever i størst distance fra naturen og dermed det originale udgangspunkt. Set med den optik er vi på alle måder dem der objektiv set er de mest underlige, forskruede og kunstige.
Som mange andre ”oprindelige” befolkningsgrupper” vil ”los Guambianos” ikke have at man tager billeder af dem, da det bliver betragtet som man stjæler deres ejendom.
Fra Silvia afgår der, med jævne mellemrum, jeeps til Guambianos landsbyerne Pueblito, la Campana, Guambia og Caciques. Jeep turen tager ca en halv time langs en stenet grusvej, der går jævnt opad i landskabet, og bilen er primært fyldt med Guambianos, der bruger den til at transporterer sig selv og deres landbrugs produkter, til og fra Silvia. At sidde indeklemt i jeepen, vækkede minder om Guajira-halvøen, og en 3 timers jeep tur fra Cabo de Vela til Uribia, hvor man dengang sad indeklemt blandt Wayuu-indfødte. Ligesom som man tror, at nu er den maksimale øvre grænse for plads kapacitet totalt udnyttet, bliver der altid presset et par ekstra mennesker ind, eller i Guajira tilfældet, et par ekstra benbundne geder. Alle former for areal bliver udnyttet, folk sidder på taget af jeepen og oven i det, er der plads til ca 4 mænd der kan stå omme bag på bagsmækken af jeepen.
Landsbyerne smelter nærmest sammen og går i et langs den stenede grusvej, næsten hele vejen ned til Silvia. Jeg tog jeepen op til endestationen, en af de øverst beliggende landsbyer, og gik de 8-10 km tilbage til Silvia igennem dette smukke grønne dal-landskab. Det tager ca 3 timer, og på hver side af vejen ligger disse hyggelige Guambiano bebyggelser, der strækker sig et godt stykke op af de grønne dal-skrænter, og går i perfekt harmoni med den kuperet natur. Mellem de små lave huse og op langs skrænterne ser man de små indrettede landbrugsarealer, som ligner frimærke felter, hvorfra der bl.a. bliver dyrket forskellige kartoffel afgrøder, løg, hvidløg og majs. Traditionel bæredygtig mini-landbrug er deres primære eksistens-grundlag, og de har bevaret deres ældgamle teknikker og metoder til dyrkning af jorden. Ud over dette skulle de også være gode til at strikke og væve og lave forskellige håndværksmæssige produkter.
Guambiano civilisationen smelter på idyllisk vis sammen med naturomgivelserne som bl.a. udgøres af kegleformede små bjergtoppe og en rindende flod, der gennemskærer dalen og giver landskabet et levende præg. På vejen ned af grusvejen, møder man en del guambianos, der her går op og ned mellem de forskellige landsbyer. De er meget venlige og snakkesalige og de fleste hilser med en ” Buenas tardes” (god eftermiddag). Mange steder er der små børn der løber grinende rundt og leger på grusvejen, og ser søde ud med deres specielle påklædning og hjemmelavede strikhuer.
.
Når man kommer tilbage til Silvia, kan man gå ind og få en omgang god portion varmt mad, fra en af byens adskillige simple spisesteder. I Colombia er det således, at man de fleste steder finder billige enkle spise-steder, hvor man kan få almuerzo (frokost) eller aftensmad serveret. Omkring middagstid er mange af disse enkle spisesteder fyldt med mennesker, da colombianerne har frokosten som selve dagens hovedmåltid. Oftest består det af en varm suppe, efterfulgt af en varieret tallerken mad bestående af ris, patacones (stegt banan), salat og et stykke kød (Kylling, bøf eller fisk). Det er ikke gastronomi, men det er sund, varieret, billig kost, hvor de fleste kan være med, og hvor det primære mål er at få stillet sin sult, og dermed står i kontrast til de etablerede restauranter og fastfood kæder.
