Står i en åben park, en lille grøn oase, midt i den pulserende og beskidte storby. Det er søndag, midt på dagen, og det er endelig opholdsvejr, efter en hel nat og halv dag med kraftig regnskyl. Her er et mylder af farverige småfugle, så MPO har stoppet op for at tage et par dogme-fotos. En lille sort-rød finke-fugl, fouragerer foran mig og jeg tager et par “pics” til senere arts-bestemmelse. Bilerne fiser liger forbi da parken ligger tæt op af en byens trafikerede hovedveje.
Pludselig kommer en høj yngre mand, af mørklødet caribisk udseende, gående hen imod mig. Han virker glad, og kommer hen og stiller standard spørgsmålene; Hvor kommer du fra?, hvad kigger du på?, kan du lide Colombia? Hvor lang tid har du været her osv.
Egentlig ret typisk colombiansk udadvendt adfærd, men ham her irriterede mig fra start, da jeg følte han var ret påtrængende. Kunne se på hans påklædning og attitude at han var fra et fattigt slumkvarter. Jeg prøvede på venlig vis at afvise ham, men han blev ved, og da jeg gik i langsom tempo ned gennem den åbne park, fulgte han snakkesaligt efter. Ca 100 meter længere foran os står to unge fyrer, af samme type og karakter som ham der følger mig. Kan mærke at han er ivrig for at få mig over imod de to fyrer og dermed længere ind i parken. Jeg fatter mistanke og drejer af ud mod den trafikerede hovedvej. Han rækker hånden ud for at sige farvel, som er en ret normal kutyme. Jeg vender mig om for lige hurtigt at række min hånd frem mens jeg går. Men han slipper ikke min hånd, han holder hårdt fast, så jeg ikke kan trække den til mig og han beder mig om mine penge. I samme sekund har han fumlet en ubehagelig stor springkniv frem og de to andre personer, der stod længere fremme var lynhurtig henne ved os for at assisterer ham.
Før han noget at løfte kniven, gav jeg ham hurtigt frivilligt min pung og sagde at her er alle mine penge, og håbede det tilfredsstillede dem. Men de visiterede mig og fiskede hurtigt mit lumix Panasonic digital kamera op af lommen (som for æren af at være mit andet frarøvede kamera på mindre end et år).
Nu begyndte det at blive ”kriminelt”, for i min sorte ”Bjørn Borg” rygtaske, lå min bærebare Asus netbook. Det værktøj jeg betragter som det vigtigste og mest værdifulde på denne tur, og som man for alt i verden ikke ville af med. Mens 2 af dem havde travlt med at tjekke og tømme min pung, holdt den tredje person løst fat i mig, og spurgte hvad jeg havde i tasken, mens han greb ud efter den. Jeg vred mig løs og stak af ud mod den trafikerede hovedvej, mens de stak af i modsat retning.
Scenen er park ”Cam” midt i Cali, Colombias tredje største by, beliggende under 1000 meters højde i Cauca dalen i den syd-vestlige del af landet. Store dele af det centrale Cali virker ret slummet og beskidt med affald liggende i de støvede gader og med slidte grå bygninger, og en del omstrejfende subsistensløse, der har gaden som deres hjem. Om natten og om søndagen har centrum af byen et spøgelsesagtigt præg, med store øde passager og butikker med deres betonlignende skodder slået ned.
En lille gåtur fra det støvede centrum, beliggende på en skråning, ligger den gamle koloniale bydel San Antonio, som skiller sig helt ud fra centrum, med sine hyggelige snævre gader, gamle arkitektur og mange hippe og originale cafe-hang outs. Da bydelen ligger et stykke oppe af en skrænt, er der herfra god udsigt over resten af byen og det er selvfølgelig her i kvarteret,man lokaliserer sig, på en af områdets cafe-residencias, hvis man er rygsæks nomade.
Fra Calis hårdkogte gademiljø er der en total kontrast til den lille by, ”Salento”, der er lokaliseret i de smukkeste grønne omgivelser, i Colombias kaffe zone midt imellem Medellin og Cali. Colombias kaffe akse udgøres helt konkret af området mellem de 3 mellem-store byer Manizales, Pereira og Armenia og er et yderst grønt kuperet naturskønt område, med adskillige ”Fincas” (kaffe-farme) man kan besøge og få rundvisning.
Salento ligger i dette område ikke så langt fra Armenia, omgivet af grønne mos-belagte bjerge og en halv times jeep tur fra Cocora-dalen. Byen er absolut en perle, med sin særegne arkitektur, Artesanías- miljø (lokale kunstnere der laver håndværk) og mange super charmerende og billige spise steder. Ud over de smukke omgivelser er byens artesanías-butikker og kreativt indrettede restauranter med sine personlige hyggelige atmosfære med kunst og antik-møbler, med til at løfte stedet et godt stykke over gennemsnittet og gøre det til en af højde-punkterne på en Tour-de-Colombia.
Et tip er her ”Dona Chava”, en lidt afsidesliggende restaurant 10 minutters gang fra Plaza. Det ligner en almindelig beboelses ejendom udefra, men indvendig er der en nydelig intim indrettet ”Patio” med dunkel belysning og en variation af møbler, der for en til at føle, at det er ens egen dagligstue. De spørger ikke, hvad man vil have, de serverer bare, god mad i store mængder, 3 retters menu, med cafe-latte til sidst som prikket over i ét. Og prisen er så lav, så man sidder og skammer sig, hvis man ikke giver ekstra. Den ene af de to gange jeg spiste her, fik jeg efter endt måltid, oven i købet et stort stykke banankage pakket ind i sølvpapir, til min videre rejse.
MPO havde i Salento indlogeret sig på ”Hostel de Artesinas”, drevet og styret af Joseph, en ret speciel og energisk type i slut-fyrrene, der havde lavet sit eget regel system med, hvordan hans lille Guest-house skulle køres. Der var her ikke ret mange faciliteter, hverken WI-FI, tv, varmt vand, vasketøj-service eller sikkerhedsbokse, men til gengæld var der morgenmad inkluderet i lejen.
Og her var vel at mærke ikke tale om et par tørre toast-skiver og en omgang middelmådig kaffe, men det skulle vise sig at være en 8 retters varieret økologisk menu, der skiftede sammensætning, hver eneste dag, tilpasset de gæster der overnattede på stedet. Som Joseph påpegede, gælder det om at adskille sig fra konkurrenterne, specialiserer sig og give sine gæster en god oplevelse, så de kan fortælle det videre, bedre marketings metoder findes næsten ikke.
Joseph præparerede helt selv morgenmaden fra sit lille køkken og gik åbenlyst meget op i kogekunst og gastronomi, for ham var det en hobby at stå der og kokkererer, for senere at præsenterer det på majestætisk maner for sine gæster. Alle ingredienserne var friske råvarer fra lokalområdet og han gjorde meget for at påpege sin økologiske bevidsthed og madens høje nærings og sundheds niveau. Og morgenmaden var fantastisk og bestod af en bred vifte lige fra hjemmelavede yoghurt og oliemarinerede let-stegte tropefrugter til fint tilberedte ørreder, søde næringsfulde grød og dessert-lækkerbiskener.
Efter to døgn, forlod jeg stedet, da jeg ikke kom særlig godt ud af det med Joseph. Følte at hans dominerende adfærd, morgenmads-hype og hans måde at være humoristisk og sjov på havde et tyrannisk islæt. Dråben var, da jeg en aften, muse-stille i god tro, lidt halv-sent, prøvede at lave en kop kaffe. Han flippede ud, og spurgte om jeg ikke forstod enkle regler og at jeg opførte mig som et barn (De sidste kan der muligvis være noget om). For det første ville han absolut ikke have nogle rørte hans køkken for det andet tror jeg ikke han kunne tolerere aktivitet efter kl 22:30, da folk her gerne skulle ligge i deres senge, så de kunne stå tidligt op og nyde hans morgenmad.
Jeg måtte sande at hostelet, der kaldte sig kunstner-hostelet, ikke havde så højt til loftet, og med alt min sadistiske fordomsfuldhed mistænker jeg indehaveren, for at være israeler, da jeg ikke har oplevet noget der ligner blandt de generelt fleksible colombianere.
En halv times jeep tur øst for Salento ligger Cocora-dalen, en idyllisk bred dal indrammet i et frodigt græsgrønt bjerg terræn, dekoreret med den allestedsnærværende ”Wax palm”, som er Colombias national træ. Den overfyldte lille jeep, der tager op til 15 personer, sætter folk af ved den lille landsby Cocora, hvorfra man kan gå ind i dal området til natur reservatet ”Acaime” der ligger ca 2,5 times gang ad en tydeligt afmærket rute.
Den første halvdel af ruten går igennem dette skønne kuperet græs-landskab med de op til 60 meter høje og tynde Wax-palmer, det vokser ind i himlen, langs de frodige evigt-grønne skrænter. De lavtliggende regn-skyer, der er almindeligt forekommende i dette ”cloud-forest” område, giver landskabet en ekstra dimension, i deres smukke sammenspil med de høje palmer og grønne farver.
Sidste del af ruten op til reservatet ”Acaime” går igennem ”Cloud forest” og slutter ved et rastested, et større hytte-kompleks, hvor man får serveret varm kakao med saltet ost, en colombiansk specialitet. Her kan man, mens man indtager sin varme kakao, iagttage de mange forskellige arter af kolibrier der sværmer om øerne på en, som store insekter.
De sværmer om de ophængte beholdere, fyldt op med sukker vand, og man kan her let få nogle close-up fotos af de yndige kolibrier med de brogede farver.
Desværre kan MPOIFELTEN, af ovennævnte grunde, hverken vise billeder af kolibrier, wax-palmer i cocora-dalen, rundvisning på kaffefarm eller billeder fra fugle hostpottet ”rio blanca” nær Manizales, med sine ca 360 arter, hvor en 17 årig kvindelig ornitolog guidede mig rundt i 3 timer.
Som ringe trøst er der et par billeder øverst, hugget fra Flickr.
