Vandreturen

Klokken er 20:30, og der er kun halvanden time til at strømmen fra generatoren lukker ned, og efterlader stedet her i total mørke. Sidder i en traditionel Wayuu hytte lavet af materiale fra cardon kaktussen, som er karakteristisk for den sparsomme vegetation her på Guajira halvøen. Den øvre Guajira halvø er Colombias, og dermed hele den sydamerikanske kontinents nordligste punkt, er et off-the-road, spektakulært ørkenlandskab beliggende front up til det Caribiske hav, tæt på den venezuelanske grænse. Trods hele Colombia ligger indenfor den tropiske klimazone, er landskabstyperne i Colombia utrolig varieret og inkluderer også aride områder som Guajira-halvøen.

Her er det Wayuu folket der sætter dagsordenen, et uafhængigt, viljestærkt og sejlivet folk, der lever med sine egne kulturelle rødder, og adskiller sig radikalt fra det øvrige befolkningsgrupper man støder på i Colombia. I mange år er dette område blevet betragtet som et ”no go area” kontrolleret af et stædigt Wayuu folk og af intensiv smugleraktivitet, men er for nyligt blevet åbnet op for en spirende øko-turisme, der formentlig vil eksploderer inden for de kommende år. Wayuu folket har set fortjenesten i økoturisme og her i den lille støvede afsidesliggende fiskerlandsbybyby ”Cabo de vela”, er der mange steder, hvor man kan indlogerer i sig en Wayuu-hytte med hængekøje. Og det er præcist hvad MPO havde valgt at gøre i Cabo de Vela, et sted med strøm indtil kl 22, uden vand, bad og sanitære forhold, med mus på det naturlige jordunderlag og hvor menukortet begrænser sig til fisk og ged. På trods af rygter om internet-connection et sted i landsbyen, er Cabo et sted, hvor der absolut intet er at lave,hvilket uden tvivl er stedets force. Her går man i seng ved strømmens afbrydelse kl 22 og står op før solopgang.

Det er i denne situation, efter strømmens afbrydelse, i bælg ragende mørke, alene oppe i en Wayuu-hytte i Cabo de Vela, til lyden af cikader og bølgebrus, og med udsigten til et skinnende fuldmåneoplyst strandlandskab, at jeg vil lave et flash back på den forgangnes uges vandretur til ”Ciudad perdida (Lost city)”.

Med Base i Santa Marta, en af Sydamerikas ældste byer beliggende ved den caribiske kyst, havde man besluttet sig for at hoppe på turist vognen, og tilmelde sig en organiseret ekskursion af 6 dages varighed til et hengemt ruinkompleks, tilhørende den for længst uddøet tayronakultur. Det er en af de største præ-colombianske byer man har fundet og kan dateres tilbage til 11-1400 tallet, men dets rødder er måske endnu ældre, helt tilbage til 700 tallet. Stedet er unikt ved dets isolerede placering på den nordlige skråning af Sierra Nevada bjergkæden, dybt inde i junglen, og blev i 70′erne fundet af et par lokale skatte-jægere/røvere. En 6 dages vandretur, der starter med at man fra Santa Marta kører 2,5 time i jeep, hvoraf den sidste halvdel er offroad, af hullet ”4WD-Only-vej” ind i den mægtige skov, indtil landsbyen ”Mame”, hvorfra det kun er muligt at bevæge sig til fods eller på hest. Herfra går man 3 dage til selve ruinerne og har 3 dage ad samme rute og overnatningssteder til hjemturen. På trods af at turen ville ”dræbe” budgettet for en periode, havde man alligevel besluttet at hoppe på, for at komme lidt i kontakt med naturen og får at få strukket benene.

Vi var 12 deltagere + en professionel spansk talende guide, en service medhjælper til at bære og lave mad og et par børn tilknyttet guiden. En blandet flok, bestående af et ungt veninde par fra Santiago,Chile, et ungt kærestepar fra Buenos Aires, et semi-ungt vennepar fra Tyskland, Far og datter fra Holland, en middelalderende mand fra Seattle, En yngre mand fra New Zealand og en 59 år gammel solo rejsende dame fra Tyskland. Den 61 årige hollænder var turens ældste deltager, en hyggeonkel,der havde let ved latter, spredte god stemning, og trods hans lettere lastede kropsvægt, klarede det utroligt flot. Datteren som var på en 7 måneders gennemrejse fra Mexico til ?, havde fået lokket ham til Colombia på en 3 ugers ferie, da han aldrig havde været uden for Europa før. Noget han virkede at sætte pris på.

På førstedagen går man ca 3 timer, i et landskab med mange åbne passager, med god udsigt over det dal og bjergrige landskab.

På anden dagen går man 4 timer, en rute der er noget mere kuperet, med nogle lange op og nedstigningsfaser, der tærer godt på kræfterne i den intensive fugtige varme. Her er store dele af ruten tæt omsluttet af junglens mangfoldighed af tropisk evergreen skov, med dens mange lag og niveauer af vegetation. Især i tropeskovens øverste 50 til 85 meter er der et massivt lag af trækroner og omfangsrige blade, fra de mange høje træer, der fuldstændig forhindrer nedtrængning af sollys til skovbunden. På dele af denne rute er der også mange flåter, i forskellige størrelser, nogle mikroskopisk små, dog kan de fleste fjernes med fingerne.

Lige før man ankommer til 2 campsite, indtræder man i de ”indfødtes” reservat, eller indianere om man vil. Her bor nogle af de få tilbagelevende pre-colombianske befolkningsgrupper man finder i Sydamerika. De er tæt beslægtede med de uddøde tayrona kultur og taler bl.a. samme sprog og de har formået at overleve og bevare deres ældgamle kultur ved at flygte op og skjule sig højt oppe i bjergene, hvor isolationen har beskyttet dem mod den hvide mand og den demoraliserende modernitet. Der er et par forskellige grupper/stammer, bl.a. Kuggis og Arsario, som her lever i cirkelformede hytter lavet af træ, mudder og palmeblade. Hytterne er koncentrerede i bittesmå landsbyer, som man støder ind i langs ruten. De lever efter deres helt eget kulturelle system, med en meget speciel og klar kønsdeling i et med og respekt for den natur de lever i. De dyrker afgrøder udelukkende til lokal og privat brug, hvor det er kvinderne der laver det hårde fysiske arbejde bl.a. at høste/samle ind, transporterer det til hustanden og tilberedning af maden. De er ret synlige langs ruten, hvor man kan se dem med deres løstsiddende hvide klæder, og med bælter omkring livet med forskellige redskaber som knive og lignende. De interagerer med de udefrakommende gennem salg af håndværk og vand/sodavand fra et par træhuse langs ruten. Man må under ingen omstændigheder tage billeder af disse mennesker, uden først at have fået tilladelse, da de betragter det som at man berøver dem en del af deres liv. De har af gode historiske grunde en dyb indgroet skepsis over for den ”hvide mand”.

Tredje-dagen er den bedste. 8 timers vandring gennem et storslået sceneri, afvekslende mellem tæt, lukket jungle, krydsning af floder og åbne passager med udsigt over dalstrøg, skovklædte bjerge og rindende floder. Denne etape afsluttes med en stejl stentrappe opstigning på ca 20 minutter i rask tempo, op til det endelige mål ”Ciudad perdida” beliggende på en skovbeklædt skrænt i ca 3000 meters højde. Det er et ruin-kompleks, der dækker et ret stort areal, og fungerede også som Tayrona indianernes hovedstad i Santa Marta området, før civilisationen i 1500-tallet måtte gå under, på grund af lang opslidende krig med de spanske imperialister. Resterne af byen består af en lang række cirkelformede mos-belagte ruiner, som skulle være selve fundamentet til deres huse. De er designet på en speciel måde, bl.a. med cirkelformede kanal uddybninger rundt om huset, for at forhindre at husene skulle blive skyllet væk, med deres udsatte placering.

Der er noget storslået ved at stå her ved ruinerne, fordi man virkelig kan mærke man står midt i no-mans land, kun omgivet af skovklædte bjerge så lang øjet rækker, og med en stilhed kun afbrudt af junglens tropefugle. Det der kendetegner denne seværdighed er dens utilgængelige placering, hvilket gør man har den for dig selv, der vil højest være et andet hold, og nogle udstationerede soldater fra den colombianske hær. Men tilstrømningen af turister er eksplosivt stigende disse år langs den caribiske kyst, og der afgår et hold næsten hver dag fra Santa Marta i Januar måned, som her er højsæson.
Vi overnattede inde i selv området i et træ-shelter med flere etager, som lå ret højt lokaliseret med god udsigt over området. Ifølge guiden, Louis, ville det for fremtiden ikke være muligt at overnatte i ”Ciudad perdida” da Unesco havde skønnet det kulturelt bevaringsværdigt og ikke tillod aktivitet inde i selve området.

En af de største fornøjelser ved turen er tilstedeværelsen af de mange vandløb og små vandfald, hvor man til hver en tid kan tage sig en dukkert i det kolde, rene og klare vand. Jo højere op man kommer, jo køligere, og her ved ”ciudad perdida” i ca 1300 meters højde, takserer det vinterbadning.
Men når man har vandret med fuld oppakning i timevis, med stigningskvotienter uden for kategori, i en fugtig tropisk hede, der får dig til at producere en mængde sved,man ikke troede muligt, ja så er kontrasten til det kolde vand, intet mindre end en velsignelse.

Vi overnattede en nat ved Ciudad Perdida, hvor der blev serveret god colombiansk rom, for ligesom at markerer at målet var noget. Det gav plads til lidt aften underholdning rundt om træbordet, hvor vi sad alle 12 turdeltagere. Da der jo ikke er elektricitet, er her ret mørkt, eneste hjælp er stearinlys og måneskinnets skær, hvilken bidrager til en særlig hyggelig stemning.
Vores guide spurgte om vi gerne ville høre lidt sang og vi råbte selvfølgelig begejstret ja. En mand ved navn ”Jose Garcia” trådte glad frem og introduceret ham selv mens havde prøvede at løfte stemningen med lidt humor. Han var vist tilknyttet det andet hold, der også overnattede her, men som allerede var gået i seng. Så scenen var overladt til Jose, der entusiastisk og fuld af livsglæde kastede sig ud i sang, og fuldstændig solo formåede at holde den kørende, med hans stemme og improviserede tekster, som eneste omdrejningspunkt. Han var god og impulsiv, med sange der selvfølgelig drejede sig omkring kærlighed og kvinder, men det virkede meget improviserende og han formåede også at indflette vers over selve situationen.

Efter Jose havde stået og sunget i en lille halv times tid og skabt en helt unik intim stemning, sprang Markus fra Tyskland op fra træbænken og begyndte at synge. Markus er en høj sympatisk og udadvendt person der er gift med en colombianer, som han har 3 børn sammen med og derfor kan rigtig godt spansk. Uden hæmninger gik han op og sang duet med Jose Marcia, og improviserede nogle vers omkring situationen, om hvor fed han synes Jose Garcia var og at Jose skulle have tak for underholdningen. Jose svarede igen via sang og improvisation, og sådan kørte det frem og tilbage, som en slags dialog transformeret til skønsang, hvor de takkede hinanden og priste livet og selve øjeblikket.

Det var en fornøjelse og sidde med sin rom i tropemørket og i stearinlyset skær betragte disse to entusiastiske og glade mænd. Jeg synes det var noget af det mest originale og intense underholdning jeg har oplevet i lange tider,
og samtidig hylende grinagtig. Mennesker der udtrykker livsglæde; noget så impulsivt, nært og levende, skal man lede længe efter. Festen forsatte med fælles gruppesang af at par af de udødelige klassikere, mens de chilenske piger lod den rullede marihuana joint cirkulerer på rundtur.

Dagen efter,r fortalte Jorn mig, en middelalderende stille mand fra Seattle, at en af pigerne fra det andet hold, havde haft en skorpion i sin ene sko, så det var nok en god ide lige at ryste skoene når man steg ud af hængekøjen. Ellers var der ikke så meget man så til dyrelivet, der lever en ret tilbagetrukken tilværelse her ude i junglen, og desuden virker ruten lige at være en tand for befærdet og ekskursions-grupperne en smule for store og larmende for observation af dyreliv.

Jorn og undertegnede hørte til dem der gik sidst i seng. Alle krøb i hængekøjen mellem 21 og 22, mens vi gav den et par timer ekstra. 5 minutter fra campsite 2, var der en dejlig bred flod omgivet af tæt skov på begge sider. Der gik vi ned ved 23 tiden, da der var helt stille og alle sov, for at sætte os på et par store varme sten midt i floden. Halvmånen formåede at lyse området godt op og blev akkompagneret af en magisk lysende og detaljeret stjernehimmel med uendelig mange stjerner. Som vi sad der og kiggede op kunne vi se de store tropetrækroner som sorte skygger-silhuetter med den mørkeblå stjernehimmel som beggrundkulisse. Lyden af rindende vand blev suppleret med en symfoni af frølyde som kom inde fra vandkanten. Vi kunne se par af dem i det medbragte flashlight skær, frøerne var på størrelse med hamstre. Rundt om os blinkede der engang imellem et blå-hvidt lille lys, de spøjse ildfluer gjorde sit for at bidrage til det særlige sanseindtryk man var ved at danne sig af øjeblikket. En kæmpe flagermus fouragerede et par meter over vandoverfladen om kom et par gange tæt på vores hoveder, alt imens vi diskuterede følgerne af det utopiske scenarie, legalisering af alt narko.

De Campesinos ”Bønder” der har deres plantager rundt omkring især første tredje del af ruten, dyrker en bred vifte af afgrøder, som sukker, majs, kaffe, kakao og Cassava (en aflang kartoffelagtig rodfrugt). Før 2005 levede de fleste her af kokaplantager og kokainproduktion. Området var på det tidspunkt styrede af paramilitære grupper* (se nederst), som organiserede og styrede produktionen, primært for at finansierer deres kamp mod de venstreorienterede guerilla grupper og supportere. Bønderne tjener væsentligt mere ved koka produktion, selv om om hovedfortjenesten går til mellemhandlerne, hvor priserne bliver mangedoblet når det distribueres videre til udlandet. Den Højreorienterede Uribe regering har siden 2002 kørt en hård anti narko-politik, heftigt finansieret og støttet af USA. I 2005 satte man militæret ind for at destruerer koka plantagerne i Santa Marta området og de paramilitære grupper har siden da fundet andre græsgange. Så vidt det forlyder bliver bønderne subsidieret ved at dyrke lovlige afgrøder som kaffe og majs, for at afholde dem fra forsat koka- produktion. Det skal understreges at koka busken vokser naturligt i hele området og bladene herfra altid har været benyttet af de lokale indfødte, som et slags stimuleringsmiddel. Til kokain kræves dog kæmpe mænger af koka blade, ca 1000 kg blade for produktion af ca 1kg kokain pasta. Hvilket svarer til 6000 buske med en højde på ca 2 meter. Dette kan kun lade sig gøre ved en organiseret dyrkning i større anlagte plantager.

Under skrive seancen til dette indlæg blev jeg midlertidigt afbrudt af en Wayuu dreng på 10 år, ved navn Juan, der står ved siden af mig, med store øjne og spørger om jeg har spil på computeren. Han fortæller mig at han hører til familien der bor i dette hyttekompleks og har 8 søskende. Han bekræftiger også at Wayuu-folket har deres eget sprog og at de lever af at lave syet håndværksprodukter, af fiskeri og af opdrættelse af geder. Vi aftaler, at han i morgen kl 7 skal vise mig ”Playa del Pilon”, en idyllisk tropestrand beliggende i en smuk klippekyst kulisse, ca 2 timers gang nord om Cabo de Vela. Tænk at wayuu folket, har haft et rygte om at være utilnærmelige og farlige. Det virker som om at være indgroet egenskab ved menneskeheden, at betragte det, man har manglende kendskab til, som lidt mystisk og farligt.

*Paramilitære grupper; Var oprindeligt lokal rodfæstede grupper der ville forsvare landejere mod overgreb fra guerilla-grupper, men har siden udviklet sig til en uafhængig militaristisk organisation, hvis primære formål er bekæmpelse og overtagelse af områder med guerilla aktivitet og alle former for guerilla support. De benytter samme operations-model som guerilla-grupperne og nogle er ex-guerillaer, der har konverteret. Ifølge en Human right watch rapport står de paramilitære grupper bag uhyggelige og meget omfangsrige overgreb på civile, i deres jagt på ideologiske fjender. Modsat de mere isolerede guerilla grupper der har stået i klar opposition til samfundssystemet, har de paramilitære grupper i højere grad været infiltreret i magtapparatet, da de har et ideologisk fællesskab med staten om at komme guerillaaktivitetenn til livs, hvilketet ifølge human right watch har sat forhindringer op for en ordentlig efterforskning af deres forbrydelser mod menneskeheden*.

MOMPOX

Den over 1500 km lange Magdalena-flod er Colombias primære flod og løber mellem 2 Andesbjerg subkæder, gennem den vestlige del af landet fra Huila i syd og udmunder ved Barranquilla i det caribiske hav i nord. Gennem tiden har floden spillet en vigtig rolle som bindeled mellem den florerende handel på den caribiske kyst og de mere utilgængelige centrale dele af landet, som historisk altid har været geografisk afsondret, på grund af den massive tilstedeværelse af bjerge og regnskov.

At komme til Mompox, regnes for at være lettere omstændigt, da det ligger godt isoleret indenlands, midt ude i Magdalena flodens lavlandsområde, i provinsen Bolivar, i det nordlige del af landet. De fleste tager turen fra den gamle historiske kystby Cartagena, men MPO havde valgt at tage den fra Burcaramanga beliggende i den bjergrige Santander.provins sydøst for Magdalena dalen.
Det krævede en 6,5 timers bustur til El Banco, en slags mellem station beliggende godt ude i flod terrænet, og herfra med jeep de sidste 85 km til Mompox. Da man havde valgt at tage bussen om morgenen og dermed i dagslys, var det muligt at registrere det omkringliggende landskab som bussen passerede. I starten ned af snoede bjergstrækninger med skarpe sving og et fantastisk frodigt kuperet vegetations-dækket landskab i alskens grønne farver, sjældent har man set så mange nuancer og aspekter indenfor den grønne farve. Siden Bogotá i 2600 meters højde, har man bevæget sig længere og længere nedad og var nu på vej ud i et lavlandsområde, beliggende tæt på den caribiske kyst. Landskabet skiftede fra det frodige kuperet, til det flade mere tørre sletteagtige landskab.

Det var i en gammeldags dekoreret buseta (minibus) med plads til ca 15 passagerer og uden indbygget toilet. Egentligt ok bus, men efter at have vænnet sig til komforten i de argentinske busser, med store bløde liggestole, toptunet airconditionanlæg, servering af mad og drikke osv. er det som om at skifte fra, at se en italienske serie a kamp til et dansk superligaopgør mellem en jysk bundprop og FCK. Og da det ikke er ensrettede motorveje, men først snoede bjergveje og siden en bumlet grusvej, hvor ens korpus med jævne mellemrum løftede sig en halv meter over sædet, kan det virkelig mærkes. Det irriterede mig grænseløst at der ikke bar indbygget pauser i turen, hvor man lige kunne strække benene og få noget at spise. Da der var gået over 3 timer af turen, skulle man tisse så meget, at jeg måtte gå op til chaufføren og spørge hvornår vi stoppede, hvor efter han lidt småirriteret svarede om 10 min. Endelig fik vi et stop på en 5 minutters tid, men kun efter pres. Jeg frygtede de sidste 3.5 time, hvis det var med den attitude, så jeg turede ikke drikke noget og slog airkonditionen fra, for at kunne svede lidt mere, og dermed udskyde min tissetrang endnu længere. De sidste to timer af turen foregik i lavere hastighed, off-road, langs en ujævn hullet grusvej, med forgreninger af magdalenafloden omsluttende begge sider af vejen. I det afsvedne soltyranniserede landskab, var der masser af fugle og dyreaktivitet omring vandbredderne. Vadefugle, rovfugle, hvide hejre vrimlede i landskabet og en leguan på størrelse med en mindre hund sad på toppen af en træpæl og solede sig.

Endelig noget vi El Banco; beliggende langs Magdalena flodens bred, i dette vindstille dalområde. Virkelig en kontrast til de højere beliggende provinser længere indenlands. Forståeligt at dette område høre til den caribiske zone, folk er her mere mørklødet og hverdagslivet virker at være skruet væsentligt anderledes og mere traditionelt sammen. Det første man konfronteres med her, er den ulidelige stoflige og fugtige varme, der trykker døgnet rundt, ja året rundt, men måske især her i den tørre periode, som ligger mellem December og April. Der er noget traditionelt landsby agtigt over byen, med de mange grusveje, og små hytte agtige huse. Her er næsten ingen biler, men til gengæld et hav af mænd på motorcykler, der kører dyttende rundt i jagt efter folk de kan transporterer. Her er også et hav af cykeltaxier, uden motorer, der synes at være en velintegreret del af transportsystemet her og flittigt benyttet af de lokale, især den kvindelige del af befolkningen. Centrum af byen, der hvor folkelivet udfolder sig, er langs flodens bred, hvor et større bazar lignende markeds område er slået op, hvor man kan købe forskellige produkter, med hovedsaligt mad og frugter. Det lidt favala agtige bazarområde strækker sig ud på selve flodkantens sandagtige mudderbanker, hvor de store affaldsmængder og skrøbelige bambusagtige hytter giver det et berettiget skær af fattigdom.

Her fra stranden er der en god udsigt over Magdalenafloden og det vådområde af natur som dens mange små forgreninger skaber, floden ligger her i alt sin mægtighed og præger dette landsbysamfunds dagligdag og indretning. En poset fattig mand viste mig lidt rundt nede på stranden, hvorfra det er mulig at tage taxi-kanoer ud til nogle af floddeltaets mange øer. Et par glade børn legede ved flodbredden i solnedgangens skær, mens en større flok gribbe sad og fortæret nogle fiskerester til lyden af dansable caribiske lationorytmer, der flød ud fra en kystnær strandterverna. Langs floden passerede hist og her en kano lavet af træ, sandsynligvis lokale på jagt efter fisk,og der var også en livlig aktivitet af hvide hejre og gråfiskeragtigeisfugle, der med jævne mellemrum kom flyvende lavt over vandet, tæt langs flodbreddens kant.
Blev lidt fascineret over dette isoleredes område unikhed og anderledes, den sære blanding af smuk natur, slum og caribisk laidback attitude, forekom i situationen forførisk og idyllisk.

Trods få turister, jeg registrerede ikke nogen, er der her adskillige residencias, hvor billig overnatning i privatrum er mulig med gode airconditionanlæg. Det er let at komme herfra til Mompox, enten med end af de mange motorcykel-taxier eller mere bekvemt, med en af de toyota firhjulstrækkere der fungerer som bus og kører ligeså snart den er fyldt op med passagerer.

Mompox ligger endnu 85 km længere ude i floddalen, endnu mere isoleret og ifølge de lokale en takt varmere og fugtigere. Mompox ligger i Bolivar provinsen, navnet der går igen og igen i navngivningen af plazas, gader, områder og huse hvor Bolivar har opholdt sig midlertidigt. I Mompox ikke uden grund, da Simon Bolivar her har en særlig stor betydning fra den gang hvor uafhængighedskrigene hærgede over det sydamerikanske kontinent i starten af 1800 tallet. Bolivar regnes for drivkraften bag befrielsen af store dele af Sydamerika og til uafhængigheden fra den spanske koloni herredømme. Adskillige provinser er opkaldt efter store personligheder, oftest generaler, der spillede en stor rolle i slaget mod spanierne, som for eksempel Sucre, Santander og ikke mindst Bolivar.

Trods Bolivars næsten helgen agtige eftermæle og status som landets grundlægger, midlertidige præsident og helt store helt, levede han sine sidste dage i armod, fattig, syg og relativ upopulær og forhadt blandt store dele af befolkningen, fordi uafhængighedskrigene havde ført til splittelse, uenighed og nærmest anarki mellem forskellige regioner og interesser. En forskelligartet befolkning der simpelthen ikke kunne formå at administrere den pludselige frihed, som Bolivar havde forårsaget. Bolivar regnes som grundlæggeren af republikken Colombia, som dengang var det nuværende Venezuela, Panama og Colombia. Mompox var den første by, der i 1810 erklæredee sin uafhængighed og Bolivar har ved en højtidligt anledning udtalt; Til Caracas skylder jeg mit liv, til Mompox min ære, som der også står indgraveret på en af de 2 statuer der er rejst her i byen.

Det var også fra denne epoke at grundkimen blev lagt til to forskellige politiske strømninger, federalisterne der kæmpede for regionale selvstyre og centralisterne støttet af Bolivar der kæmpede for et samlet stor Colombia. Disse to politiske strømninger konsoliderede sig i 1849 indtil to politiske partier, henholdsvis de liberale og de konservative, som kom til at danne scenen for vedvarende konfrontatorisk rivalisering, der har lagt grunden til mange af de borgerkrige og vold som har plaget det Colombianske samfund op igennem historien.

I Mompox foregår ikke ret meget, om dagen ligger byen relativ død hen i den tyranniserende fugtige varme, og byen har ikke længere den strategiske vigtighed som den havde før i historien, da det var et vigtigt handelsknudepunkt af varer der kom fra Cartagena og via Magdalenafloden havde forbindelse til de indre centrale dele af landet. Dengang et blomstrende handelsområde og et eksklusivt sted for mange velhavere. I dag er det som om tiden er gået i stå, byen lever på sin fortid, og ikke meget er forandret, hvilket gør stedet til en spændende lille tidslomme. De hyggelige hvidvaskede kolonialhuse med teglrødt tag står uberørte hen og bliver brugt til samme formål som dengang. Byen 6 gamle idylliske farvede kirker står også intakt og huset hvor Bolivar boede under sine ophold her, er indrettet som museum, hvor man udover Bolivars værelse kan se religiøse værdi genstande der bliver brugt under påske-processionerne.

Langs flodbredden står børn og fisker med snører, mens man har de to tavernaer der ligger hyggeligt placeret ud til bredden, for sig selv. Selv i de tidlige aften-timer er det her nødvendigt at stille løse ventilator apparater udenfor, for lige at skabe lidt kunstig brise, til de få gæster, der nyder udsigten over floden. Længere nede af bredden er der et større mudderbanke, som de lokale unge bruger som en slags strand, eller i hvertfald som afsæt til at dyppe sig i floden og svømme sig en tur i det grumsede brune vand, med sin nordgående strøm. Om aftenen liver byen mere op, folk viser sig i gade-billedet, børn spiller fodbold og mange mompesinos (folk der bor i Mompox) sidder foran deres huse og svajer frem og tilbage i deres specielle træ designede mompesinos-gynge-stole. En special type stol der kun produceres her og som er kendt i hele Colombia.

Her er ganske fornøjeligt at spadserer rundt i de sene aften-timer, hvor varmen har sluppet sit
kvælende favntag og luften kølnet af. Ved pladsen omkring kirke Santa Domingo, midt i byen, bliver der om aftenen stillede madboder frem, hvor lokale rykker deres private køkken ud på pladsen og tilbereder asado (grillet kød) med tilbehør og brygger alskens frugt drinks, som man i en afslappet atmosfære kan indtage på de opstillede borde og stole på selve pladsen. Her render tiggende hunde rundt mellem bordene og kigger længselsfuldt op på de spisende gæster med dårdyrsøjne.

Nede ved flodbredden træder den stjerneklar nattehimmel særligt tydeligt frem og lyden fra cumbaen, der brager ud fra højtaleranlæggene omkring Plaza de la Conception, blander sig på forunderlig vis, med lydmuren af biologisk aktivitet fra floddeltaels dyb, hvor fugle, frøer, insekter,flagermus og plaskende fisk ligeledes danner en symfoni af lyde. Man kan ikke undgå at få en følelse af at være et ganske særligt og eksotisk sted, ja nærmest eventyrligt, og det undrer ikke at Colombias store forfatter Gabriel Garcia Marquez, flere gange har referencer til stedet Mompox, i hans romaner.

PS! En medlidende tanke til Haiti

Pics; Tunja, Villa de Leyva, Barbosa

Statute of the liberator

Tunja-Festival

Decoration

Colonial house from inside

Mushroom-Paridise

Periquera

Periquera

Desayuno

Villa De Leyva

Turkey and white duck

Glennys

Bailar and fiesta with the neighbours

Christmas eve

Maria on fruitmarket

Tree in sun-set

Puente, Village 10 km from Barbosa

Carnival and fiesta

Bull-event, Newyears day

On the road, between Barbosa and San Gil

Landscape; road between Barbosa and San Gil

Scooter on the way to Barichara

On scooter from Barbosa to Barichara

<img src="http://mpoifelten.files.wordpress.com/2010/01/p1000134.jpg?

“JUL”

SI SEÑOR, SI SEÑORA; Disse udtryk er allestedsnærværende i den offentlige sfære, når man bevæger sig rundt i Boyacá og Santander provinsen i det centrale bjergrige dele af landet. På gaden, på cafeen, i hotel receptionen, i mini-bussen; Overalt hører man denne kønspositionerende statement, ofte i et bestemt, bekræftende toneleje, der minder én om, at man befinder sig i en mere traditionel konservativ ramme, hvor familien er et vigtigt omdrejningspunkt.

Således er julen også en vigtig højtid her, ikke fordi det virker som om den bliver taget særligt højtidligt, snarere det faktum at den bliver bestandigt markeret, som en festlig begivenhed. Massiv julelys-installationer i byrummet, processioner med udklædte børn og unge og en lang ferie optakt, hvor det er kutyme at familier mødes på kryds og tværs hver aften de sidste 9 dage før den 24, hvilket alt sammen er med til at bekræfte julens betydning.

Det er juleaftens dag i Barbosa, en varm, energisk og på trods af den ringe størrelse (40.000 indbyggere) en kaotisk by, beliggende i den nordlige del af Santander provinsen. Den skiller sig væsentlig ad fra de mere kølige og rolige byer beliggende i Boyacá provinsen, bare omtrent 50-75 nord om Barbosa. Utroligt som miljøet og kulturen her skifter, alt efter hvilken højde man befinder sig i. !000 meter gør utroligt meget i klima forskel og dermed på det kulturelle liv der udfolder sig i denne bjergrige tropiske zone. Havde færdiggjort min morgenmad på et konditori/cafeteria midt i byen, bestående af æg (ristet på begge sider) , lun croissant med indbagt skinke og ost, en kaffelatte og ikke at forglemme den formidable mælkebaseret juice med passionsfrugt. Endnu en indikator for at man befinder sig i troperne, er netop de den store variation i udbuddet af frugter og dermed også dejlige friskpresset frugtdrinks. Over alt kan man købe frugtdrikke baseret på enten vand eller mælk, med hindbær, jordbær, appelsin, passionsfrugt, mango, ananas, guava, feijoa (pineapple guava), curuba (Banana passions fruit) og et par frugter jeg simpelthen ikke kender navnet på. Langt at foretrække frem for de sædvanlige dominerende 3-4 multinationale sodavandsmærker.

Jeg var blevet inviteret til Barbosa af Carolina, en gæstfri cs-pige jeg havde mødt i Tunja, for at fejre jul med hendes familie. Carolina var sprogunderviser og musikstuderende, der havde tilbragt et år i Minisota. Jeg havde indlogeret mig hos en af hendes veninder, der lejede værelser ud for et beskedent beløb. Fik efter morgenmaden købt en gave til moren, (en kurv fyldt med søde ting og noget vin), og gået en runde i byen, hvilket jeg havde fået forbud mod at gøre aftenen før af Carolina, på grund af sikkerhedsrisikoen efter mørkets frembrud.

Jeg havde ingen anelse om hvordan aftenen ville forløbe, hvornår det var spisetid osv., Carolina havde deponeret mig hos sin veninde, Maria, og sagt at jeg bare skulle følges med hende. Maria var en 33 årig mor, der havde 3 børn, hvoraf den ældste var 16 år gammel. Klokken blev 20 og jeg var ved at være godt sulten, da Maria tog mig med ud på hendes scooter til en lille sightseeingtur i bymidten. Vi røg fobi en kineserrestaurant, hvor Maria kendte ejeren, en kinesisk kvinde der havde åbnet stedet for et år siden. Da hun serverede mad for os, måtte jeg spørge Maria, hvad meningen var, om vi ikke skulle hjem til Carolina og spise der. Hun svarede noget med senere omkring kl. midnat. Jeg syntes det træk ud og træk ud og var efterhånden begyndt at blive utålmodig med den julemiddag.

Først da kl var over 22, mente Maria det var tid til at køre over til Carolina. Da vi kom til Carolina hjem, et slags rækkehus, var der ingen tegn på samling omkring et stort opdækket bord med en masse lækre sager. Familien, Carolina, lillesøsteren Diana, storesøster Glennys, lillebror Cristian, moren og morens kæreste var spredt ud for alle vinde. Moren s kæreste og broren stod nede ved den nærtliggende kiosk og drak øl, lillesøsteren sad inde hos naboen og hyggede og storesøsteren havde lige kommet hjem fra en 10 timers arkitekt arbejdsdag fra nærtliggende Chiquinquira, og var i gang med at stase sig op på badeværelset. Kun moren var disponibel i huset sammen med 3 hunde, og i baghaven som stødte op til køkkenet, gik 5 løse høns rundt og en hvid and, der engang imellem fik forvildet sig ind i selve køkkenet. For mig virkede alt rodet, uden nogen form for system, kunne med et andet udtryk, hverken finde hoved eller hale i dette cirkus. Jeg blev endnu engang bekræftet i min fastgroethed i den ordenstænkning, man er blevet indoktrineret med gennem sin opvækst i det retlinede kølige skandinaviske velfærdssamfund, noget der sidder så dybt i en at man bliver forvirret, hvis tingene ikke forløber efter et bare nogenlunde tilrettelagt skema.

Kunne godt lide denne energiske glade familie. Moren, LuzMarina, skolelærer i engelsk og spansk, var en snakkesalig, glad kvinde med let til latter og man kunne ikke undgå at blive i godt humør i hendes selskab.

Cristian, en ”handsom” 17 årig fyr med et glimt i øjet, meget sympatisk, havde lidt svært ved at forstå mit spanske, men var vild med at prøve at udtale ”øl”, hvis ordlyd var ham fuldstændig fremmed. Han havde under aftenen et kortere besøg af sin kæreste og hendes 2 årige søn.

Lille søsteren, Diana, var en tynd, elegant, stilig klædt ung kvinde, med stramtsiddende tøj af yndig tynd stof, der fremhævede hendes feminine aura. Trods hendes lettere grove ansigtstræk havde hun et passionsfuldt flirtende ansigtsudstråling, der gjorde hende uimodståelig fræk.

Storesøsteren Glennys, var også en elegant sympatisk kvinde, dog med en blødere udstråling og med end mere snakkesalig tilgang til sine omgivelser end lillesøsterens mere kropsbetonede og flirtende kommunikationsform.

Morens kæreste var en robust stille mand med øl-vommen hængende godt nede over bæltetøjet, og hvis primære plads indenfor hjemmets fire vække, tydeligvis var lænestolen. Han underholdte mig med en lille tale om provinsens rigdom af mineraller, hovedsalig smaragd og hvordan udvindingen af disse miniraller, var den primære indtægtskilde blandt mange familier og dermed bidrog til at finansierer deres relative gode levevilkår. Endvidere hvordan de forskellige provinser i landet havde en økonomi, der hver især var bygget op omkring forskellige primære ressourcer, hvadenten der var tale om forskellige former for mineraller, salt, kaffe, kakao eller noget helt tredje.

Da klokken havde passerede 23, blev der serveret store stykker kalkun med lidt kartoffelmos til dem, der tilfældigvis var tilstede. Maden blev noget uhøjtideligt indtaget spredt rundt omkring i dagligstuen, hvor folk tilfældigvis havde lyst til at sidde og altså ikke omkring et festopdækket bord. Folk gik lidt ind og ud som det passede dem, venner og veninder kiggede lidt forbi hist og her, nogle spiste lidt med, andre bare for at sige hej og god jul. Carolina havde lavet desserten, en slags flan, brun sødelig og geleagtig budding. Den blev indtaget lidt løst, før og efter det store måltid, og altså ikke strikt efter hovedretten.

Da klokken slog midnat, udbrød alle i et pludseligt jubelbrøl, krammede hinanden og ønskede hinanden ”god jul”. Vin glas blev hevet frem og der blev skålet i en sød slags portvin, som det var champagne nytårsaften. Jeg spurgte forundret Carolina, hvad meningen var? Hvorved hun svarede ”at det først var nu, det var virkelig jul”. Udenfor var der en lydkulisse af fyrværkeri, der havde akkompagneret os for ufomindsket styrke hele aftenen.

Der var en livlig trafik frem og tilbage ind til nabo-rækkehuset, hvor de var en 6-7 personer samlet. Her på dette kontinent virker det bare som om alle er bedste venner med hinanden og at et begreb som nabokrig er en by i Rusland. Festen rykkede gradvist mere og mere ind til naboen, der havde et lydanlæg kørende, hvorudfra strømmede blandede toner af Reggaton, Salsa og vallenato. Sidstnævnte er en musik/dansegenre i den mere stille, bløde og romantiske afdeling, ofte indeholdende ordene ”corazon” og ”amor” (hjerte og kærlighed).
Her kan man ikke bare stille sig passivt i et hjørne og indtage iagttagerens rolle med en bajer i højrehånden, som ellers er min foretrukne position, når det kommer til festlige lejligheder, som den aktuelle. Især ikke når man er ”Extranjero” (den fremmede), og dermed festens og aftenens eksotiske indslag, og dermed må affinde sig med en ret stor portion opmærksomhed. Man er nødtvungent ud på dansegulvet, hvor man bare må prøve at lege lidt med, så godt man nu engang kan. Her danser og fester alle, gamle som unge og dansen er her en meget vigtig del af det sociale liv, en måde at udtrykke sin livsglæde og passion, og kender dermed absolut ingen aldersgrænse.

På dansegulvet var moren fly og flamme, energisk dansende, med festråb og med klappende hænder. Pludselig rækte hun hendes vinglas med vidtstrakt arm op i luften og råbte ” et skål for Martin, den fremmede, der er kommet til Colombia for at finde kærligheden”, pludselig følte jeg mig et kort øjeblik reduceret til en type sex turist, men fandt hurtigt smilet frem, og havde inderligt lyst til at til at tilføje ” una amor en cada provincia” (en kærlighed i hver provins).

Da klokken var lidt over 1, var det tid til at åbne gaver. Vi trak os tilbage fra naboens stue, så vi kun var Carolinas familie samlet, i deres foyer, hvor de havde et lille juletræ stående, blikende med lys i alskens farver, og tætpakket med gaver ved træets fod. Der blev lidt tilfældigt delt gaver ud, med stor opmærksomhed omkring den person, der var i gang med at åbne op. Hver eneste gaveåbning blev efterfulgt af en begejstret, entusiastisk glædesudbrud af modtageren og dernæst fulgte et stort knus til giveren, mens de øvrige familiemedlemmer ivrigt fotograferende, for at fange øjeblikket.
Carolina åbnede min gave op, en mindre håndlavet stoftaske i blå-violete farver, som jeg havde købt i den gamle og atmosfæriske kolonial by, Villa de Leva i en af byens utallige artisinas-shops (Lokale kunstnere, der lever af at sælge forskellige håndværksting), der er så udbredt i Syd Amerika.
Min opmærksomhed var dog snare rettet mod lillesøsteren Diana, der legende simulerede miss beauty med sin nyerhvervede bikini, alt imens hun sendte et dybt erotisk blik rundt i lokalet, hvilket lige forårsaget et øjebliks distraktion.

Aftenen endte med en tur i byen, hvor byens unge var samlet i bar og disco zonen, for at feste til langt ud på den lyse morgen. Det hele virkede mere som en nytårsfest, med party beats og et alkohol konsumerende menneske hav, end en hellig juleaftensnat og hele fest set-upet får næsten julen hjemme i DK til at fremstå helt taditionel og højtidelig.
Generelt er der her et energisk natteliv, hvor der bliver drukket godt igennem i øl, rom, aguadiente og danset igennem til forskellige latinamerikanske rytmer blandet med kommerciel pop musik. Den megen alkohol blandet med et testosteron forstyrret behov for maskulin selvhævdelse, gør at der ikke er langt mellem slagsmålene, som virker hyppigt forekommende, når man bevæger sig rundt i nattelivet

Her er også mange Karaoke-steder, hvor folk uden hæmninger synger deres latinamerikanske favoritter, som de fleste kan til fingerspidserne. Således var undertegnede for et par uger siden, også hevet med på karaoke bar i byen Sogamoso, Boyacá provinsen, sammen med Carolina og fire af hendes venner. En dunkelt belyst bodega bar med træinventar og et karaoke anlæg med storskærm. Heldigvis var der ikke særligt mange mennesker, der sad et par gaucho-typer med cowboyhatte og stirrede ud i lokalet, men de drak deres ”klub colombiano” øl. Selskabet jeg var sammen med var vilde med at synge, her tænker man ikke så meget på omgivelserne, man udtrykker sig mere direkte og folder sig ud. De to velklædte mænd i vennegruppen, var ivrige for at optræde og sang med autoritet, selvsikkerhed og høj stemmeføring, latinamerikanske klassikere, og kunne teksterne med bind for øjnene. Til sidst kom øjeblikket, hvor man måtte se i øjnene, at det var ens egen tur, trods ihærdige undvigelsesmanøvre. Lidt i manglen på bedre og grundet et lille sympatiforhold til denne melodi, valgte jeg, Barbra Streisand ”woman in love”. Den blev gennemført med en lowkey, usikker og selvudslettende stemmeføring, som jeg mente ville give nummeret et lidt alternativt skær og stå i udfordrende kontrast til den omgivende macho-kontekst. Den kvindelige halvdel af vennegruppen var ved at dø af grin, mens de to mænd stiltiende stirrede på mig, som om jeg lige var landet fra månen. ”Weird” at synge en romantisk ballade med intet-køns stemme i disse rammer.

Hermed afsluttes dette indlæg og jeg vil luske ned til den bar-café, Maria ejer, for at få serveret min mælkebaseret guava-juice, café ”tinto”colombiano, æggeomelet og diverse eksotiske frugter.

Godt Nytår

First impressions

I love ”la candelaria”! A atmospheric neighborhood located in the central area of this 8 million inhabitants sized city, with its 300-year-old restored colonial houses, narrow up-hill streets, dark sneaky bars and cheap eateries. This barrio (neighborhood) seems divided from the rest of the city with is distinctive atmosphere, characterized with a mixture of slum, backpack-culture, cozy bar-life and a lively student and hipster environment. Some of the cities most popular hostels is discretely clustered here on the same narrow street in old colored colonial houses.

It was here, I’m the first night jumped into Bryan from Australia, a road traveler for 2 ½ year, included one years work in Colorado. He was writing on his “Asus eee” net-book, already here we had something in common, working on notes to a book about his experiences with American (US) culture. He had gone though so many crazy things, for example a close-up shooting in his workplace in Colorado, their resulted in the the death of a colleague (The killer was an redneck maniac working the same place and who had been giving Bryan a lift 2 hours before the shooting, where they went through a peaceful conversation), so he now had to write down his feelings and thoughts as an self-therapy. He was planning a crossing the border trip to Merida in Venezuela, despite the insecure border conditions, and rumors in the backpack environment about border and security officials systematically robbing travelers for values. But he had to go, he had arranged a meeting with an famous Australian author, and his plan was to hide all his money squeezed together in an sandwich and simulating that he was eating it. I liked this dude; sensitive, open, frustrated over the rules of life, and a little bit naive and crazy. I could definitely see a part of my self reflected in him.

The security standards is quite high here in the middle of Bogota, you find armed public security guards in almost every street corner and the doors are quite barricaded. Also the door into the hostels, small apartments which are located in the cozy old colonial houses along calle 16.
When I the second day, braked the key into my apartment, so half the key were left inside the lock, I was sure that now we had a big problem, because Bryan was inside and couldn’t.’t get out. But this is south America where everything seems so easy, so of course there was an handy man at the reception, working for the hostel, who solved the problem on the spot immediately, and gave me a new couple of keys. Bryan commented, “if this had been at home, we would have been waiting for days”. It’s this semi-developing country thing, with the flexible “everywhere existing” informal service sector, where everything seems by the the hand.

The northern part is quite different from the more slummy central part. Here it’s more like an average modern city part with focus on the commercial. It’s mainly the middle class and upper class hanging around here in this areas many exclusive eateries, bars, coffeehouses. Prices rises here dramatically compared to Candelaria.

Finally I braked through with an cs-meeting with Carolina, living in “Parque 93” in the northern part of the city. Stayed here a couple of nights together with her parents and brother, in an “not quite
clean flat “ without hot water, but full of the latest communications technology. The division of gender roles was quite clear in this house, I never saw the masculine part of the family even nearby the kitchen, and Carolina had to wake up earlier than her brother, so she could prepare breakfast. You could clearly trace a dissatisfaction with this conditions through Carolina and her female friends.

The macho-way of doing things, is quite strong. It also seems that the macho culture is overshadowing the right understanding of the cs- concept. It seems quite impossible to get an answer if you send an Couch request to a guy here, perhaps they are afraid to send the wrong signals, their can be misinterpreted by the surrounding society.

Carolina was designing clothes and had made her own little shop on face-book, selling to different contacts in her network. She was clearly addicted to communication technology, she walked around with 3 different cell phones (All connected to different companies) on her, and it was hard to keep up a conversation whit her without interruptions. She told me that it was more expensive here to send sms’es than making a call, which maybe can explain the high rate of people speaking in their cellphones. In general people here seems to have a quite dense social network, with huge families and many friends their despite loads of work, spend a lot of time on each other, which fits well with the motto, “that colombianos work hard and party hard”. So instead of reducing the need of c- technology it looks like a huge social network actually are stimulating a more intensive use of c-technology as cellphones, messenger, face-book and so on.

Quite interesting too, that Carolina has converted to Protestantism, and was member of a protestantic community, which there should be plenty of in Bogota. She said that this community had helped her out of an alcohol abuse and lead her life into a more meaningful and healthy path. She took me to one of several christian events, here around Christmas times. A huge open air scene, like a stadium, full of happy people, all with a candle in their hand, some praying with their eyes closed, many with their hands raised up against the sky, all repeating what a well dressed toastmaster was screaming from the stage “ feliz cumplianos Jesus”, while a dense firework was making the background setting. All mixed with a variation of stage performance, included rock music and ballet.
Quite odd, but the most important is that, people was happy and seemed to find meaning and confidence in this communities belief.

Merry Christmas to all

Pics, Bogota

La Candelaria, street-art

La candelaria

Coloured colonial houses

Carolina in the kitchen, making fried bananas

Argentina has it all

Så har MPO efterhånden været hjemme i sin spartanske lejlighed på Nørrebronx et stykke tid og dermed er det blevet tid til at gøre lidt status og reflektere lidt, nu hvor man har fået alle rejseoplevelserne lidt på afstand. Hvis det ikke har skinnet igennem i de forgående indlæg på denne blog, vil jeg gerne benytte lejligheden her til at slå fast at Argentina var en kæmpe oplevelse. Landets størrelse med en lang række forskelligartede regioner der strækker sig over flere forskellige klimazoner, giver en unik variation af natur + landskabs typer og dermed også forskellige befolkningsgrupper og lokalkulturelle særpræg. MPO prioriterede den nordlige del af landet, da det kulturelle og samvær med de lokale var i højsædet. Desuden var det for at holde budgettet nede og for at undgå Patagoniens turisthober. Hvis man vil have storslået natur, tager man bare til det nordlige Skandinavien, var min overbevisning. Desuden havde utilfredsstillende fugle litteratur gjort at man havde opgivet at sætte sig en i den komplekse sydamerikanske arts diversitet og dermed lagt kikkerten på hylden. Mange har undret sig over hvordan man kan begrænse sig til det nordlige Argentina, når man nu har over 5 måneder. Det kan man sagtens, der er mere at se end man umiddelbart tror, stor kulturel variation mellem de forskellige provinser (Bl.a på sproget, med forskelle i accent) og så er det en fornøjelse at have god tid uden at skulle tænke på den næste natbustur.

Følgende steder/byer blev der “overnattet” i løbet af de 5 måneder; Buenos Aires-Rosario-Corrientes-Posado-San Ignacio-Iguazu-Foz de Iguazu (Bra)-Florinopolis (Bra)-Salta-Jujuy-Tilcara-Humahauca-Yavi-Iruya-Tafe de valle-Tucuman-Rioja-Chilicito-Mendoza-San Louis-Merlo-Cordoba-San Marcos-Rosario (2 gange)-Montevideo (Urg)- Barra valizas (Urg)- Colonia (Urg)- Buenos Aires (2 gange).

MPO har prioriteret det lokale kulturmøde over natur-oplevelserne, og haft en absolut passiv, magelig indstilling til tingene, man har dvælet ved hver enkelt sted, uden nogen form for plan eller program for de enkelte dage. Nærtliggende Must-see turist attraktioner og spændende dags-ekskursioner er blevet arrogant ignoreret til fordel for en tilstand af “tilværelsens ulidelige lethed” og laidback chilling i de større byers midte, hvor cafeer og andre faciliteter hele tiden har været inde for overskuelig rækkevidde.
For mig har selve højdepunktet været mødet med de lokale, at mingle med de mennesker som bor i den pågældende region man besøger, at dvæle og deltage i deres kutymer og måder at gøre tingene på og prøve at få talt lidt spansk. Couchsurfing.org, som nogen mener er det bedste der er hændt for den rejsende siden hjulets opfindelse, er intet mindre en et fremragende værktøj til at skabe kontakt med lokalmiljøet og møde fantastiske søde og gæstfri mennesker med en “openminded” attitude. Det har givet denne rejse en markant ekstra dimension og selv om der er relativt let at møde mennesker i Argentina og Sydamerika giver CS muligheden for mere intense og spændende relationer med ligesindede og som lille sidegevinst muligheden for at holde budgettet markant nede.

Følgende personer har indprentet sig i hukommelsen og har været med til at give rejsen fylde og indhold;
Peter (Ger), Fernando (Ros), Marcela (Ros), Lorena (Ros), Gabriella (Cor), Maria + 2veninder(arg), Tucan hostel (Bra), Justin (us), Paola (Ita), Carla+Agustina (BA), Adolfo (BA), Gretel+Maria (BA), Borja (Esp), Alicia(Arg), Augenia+Estella (Tuc), Silvia (Tuc), Ivanna (Tuc), Marianna (Tuc), Nahir (Tuc), Karen + venninde (Dk), Tjalina+ Diana (BA), Alejandro + familie(S.L), Sød veninde til Alejandro (Ger), Silvia (S.L), Veronica + mor (cord), Josefina (Cord), Natalia (Cord), Rosanna/Nacho+børn (URG), Carla+ Juan (URG), Will (UK), Lionel+Brenda (BA), Paula(BA)!!!!!!!

Min opfattelse af det Argentinske folkefærd er meget positivt, jeg beundrer især det sociale liv, måden man er sammen på, måden man interagerer mellem hinanden. Selv om man skal være varsom med at tillægge befolkningsgrupper og kulturer bestemte karakteristika, er der her tale om en en forskel fra det Europæiske (Og især Nord-Europæiske) kultur der er langt mere organiseret og slavisk regelstyret. Det er en befrielse at være et sted, hvor der bliver taget lidt lettere på tingene og hvor mindre regulering betyder end større grad af fleksibilitet i mange forskellige henseender. Folk er generelt dejlig åbne, hjælpsomme og inkluderende på en stille bahagelig og original måde, der får en til at føle sig velkommen. I Argentina virker det “stadigvæk” som om det er normen at man bruger hinanden, spørger hinanden når der er det mindste problem, og ikke mindst er generelt høflige over for hinanden i hverdagslivet. Der forekommer ikke at være den samme barrierer/distance mellem mennesker, ikke det samme hylster der lige skal brydes, og man bliver ikke set an, målt og vejet på samme måde når man indgår i en ny social relation. Selvfølgelig er det forskelligt alt efter hvilke miljø man færdes i, og hvilke typer af personer man omgås med, og det skal selvfølgelig med at jeg befinder mig rejsende og dermed selv er mere åben. Endvidere er der ingen tvivl om, at jeg har færdedes meget i specifikke miljøer, med unge åbne mennesker og det at jeg er fremmed, Europæer, gør at jeg måske i højere grad vil opleve nysgerrighed og åbenhed fra omgivelserne. Men stadigvæk er der en radikal forskel i måden at være sammen på, som man opdager ved at observerer livet rundt omkring sig, idet offentlige rum og interaktionen mellem de folk man omgås med. Det kommer bl.a til udtryk gennem hvordan folk hilser på hinanden, spørger til hvordan det går, deler med sig af primært mad og drikke.

Man kan betragte det som et udslag af typisk varm sydlandsk kultur, men der virker her at være en ekstra dimension, som man heller ikke finder i det sydlige Europa. Jeg opfatter disse “sociale kompetencer” som noget særdeles vigtigt og noget jeg vil tillægge høj værdi. Jeg er villig til at drage den konklusion, at man som menneske simpelt hen føler sig bedre tilpas i omgivelser der inkluderer og åbner op, end i omgivelser der er mere til lukkede og individfokuseret. Måske skal denne forskel i social adfærd mellem Europa og Argentina, som ikke kun beror på en nord-syd forskel, til dels også relateres til forskellige samfunds konstitutioner og grader af økonomisk udvikling. Argentinerne virker grundlæggende at have en anden livsfilosofi, hvor arbejdet og pligter ikke er så styrende og så meget i centrum som i et Europæisk sammenhæng. Denne livsanskuelse kan selvfølgelig både være årsag til eller konsekvens af samfundets opbygning og økonomiske stadie. For eksempel kan ringere jobmuligheder, højere arbejdsløshed, lavere lønninger, større klasseskel osv. være med til at forstærke denne indstilling/livsfilosofi, men omvendt også være et resultat af denne.

For mig er det bemærkelsesværdigt og til dels beundringsværdigt at opholde sig over 5 måneder i Argentina, uden rigtig at opleve nogen form for konflikt, vrede, sure miner eller irettesættelser, hverken personligt rettet eller i det offentlige rum generelt. Ingen gang i trafikken, som ellers er en pålidelig bidragsyder til ophidsede reaktioner og vrede. Der virker generelt at være en høj tolerancetærskel eller en form for ignorering/blindhed overfor gener og småproblemer, som for eksempel larm/støj, forsinkelser eller hvis ting ikke lige går efter planen. Man kan komme af sted med meget uden at opleve frustration og bebrejdelse, og for det meste hersker der en attitude der siger “no problems, det går nok. Det gør at man selv bliver mere rolig og indser at mange af de situationer, hvor man normalt ville hidse sig op i et dansk sammenhæng, for det meste bare er intetsigende småbagateller.

Det hele bliver sat i relief da jeg den 16 april ankommer til Frankfurt lufthavn, og skal gå en mindre strækning til den terminal, hvor flyet til København afgår. Efter 5 minutters gang, går jeg ned af en rulletrappe og stopper en smule op ved foden af denne, for lige at orienterer mig om jeg er på rette vej. Straks kæfter en aldrende dame op, bag min ryg, med vred irettesættende stemmeføring, at det ikke var det smarteste sted at stoppe op, da det bremsede trafikken (trods hun havde masser af plads til at gå uden om). Kort efter blev MPO stoppet i grænsekontrollen, da man havde en glas med 400 gram “dulce de leche” (Sød syrupagtig creme, som man bl.a indtager ved morgenbordet) i sin håndbaggage, hvor man efter de nyere europæiske lufthavns-regler kun må have 100 gram. Dog var security-kontrolløren så venlig at jeg fik tilbudt muligheden for at at spise noget af min “dulce de leche” på selve stedet, før det blev smidt ud. Jeg takkede nej og ønskede mig selv velkommen til Europa og til tåbelig paranoid lovgivning, der her ikke kun eksisterer på papiret men også efterfølges og udøves slavisk af myndigheds personerne.

Gad vide, om den fordømmelse/debat og postyr som Jørgen Leths bog “Det uperfekte menneske” skabte i DK, også ville kunne have foregået i Argentina med en tilsvarende argentinsk kunster/medieperson i centrum.
Det forekommer mig fuldstændig usandsynligt, kan ikke forestille mig at man vil opfatte sådan noget som forargende og kontroversielt. Og det kan der være mange komplekse grunde til, men mest af alt fordi det ville være et hån mod samfundets virkelige problemer, hvis medieapparatet gik i selvsving over sådan nogle sager, som mest er tegn på et samfund med for megen overskud og hvor der absolut ingen ting sker. Det seksuelle frisind forekommer mig også generelt at være større, de seksuelle passioner udleves mere naturligt, direkte og intensivt og virker ikke at være omgærdet af så mange barrierer og tabuer.

Til sidst vil jeg opfordrer alle til at tage ud og opleve verdenen, der ofte tager sig væsentligt mere positiv ud end i nyhedsudsendelserne. Gør det med åbent sind og uden for megen planlægning og husk når du endelig har taget beslutningen at rejse, er den værste del allerede overstået, så afsted. Og “stay tune” på denne blog, man ved aldrig hvor MPO befinder sig i morgen……….

Breaking News

Buenos Aires er stor og for at bevaege sg imellem de mange forskellige bydele bliver man noed til, at benytte sig af byens metro-sydtem eller hurtigkoerende busser, der ikke viger tilbage for noget. Efter naesten 5 maaneder i Argentinas nordlige provinser, kan man virkelig maerke kontrasten mellem BA med den urbane metropole individualiseret kultur og de landlige provinser, hvor man ikke er naer saa anonym. Palermo bydelen hvor jeg nu befinder mig, er BA´s smarte, moderne, moderigtige bydel med det typiske selvfede storbysegment, dyre cafeer, designer/fashionshops og en masse kulturelle udbud. Her koncentreres ogsaa en stor del af de turister, der har valgt at komme til BA.

Boede et par dage hjemme hos en ung kvinde, “grafisk designer” og hendes soester. Total kontrast til den lille varme skeave 3-kloever (Roxette-parret) fra san telmo. Hun levede om til alle mine fordomme om prototypen paa en storbyintellektuel der sidder foran sin laptop, det meste af dagen og laver et eller andet saakaldt kreativt hjemmearbejde, for at gaa ud om aftenen og dyrke sin specifikke interesse, inden for et lukket og halvsnobbet subkulturelt miljoe. Hun tog mig til et sted, der fungerede som en fusion af et art-gallery og en restobar,super funky med de helt rigtige fede kunstinstallitioner paa vaeggene og en kaelder etage hvor unge design/kunst studerende havde faaet lov til at eksperimenterer og udtrykke sig. Klientellet var som naevnt, de selvfede storbysmarte der hovedsaligt er tilstede for at networke og for at blive set i det rigtige miljoe. Moden og attituden er den samme som i andre storbyer, og scenen kunne ligesaa godt havde udspillet sig i New york, Berlin eller Barcelona.

MPO tilbringer nu de sidste dage paa hostel, og var idag loerdag aften, som saa ofte foer, ude for at faa en god omgang mad. Denne gang en ordentlig omgang all-you can-buffet paa en simpel kineser inspireret sted. Maden var fin og varieret, men desaverre fik MPO stjaalet sin lille sorte rygsaek, mens jeg i et uopmarksomt oejeblik var oppe ved buffeten for en “refill”. Jeg har i et stykke tid taget det let med sikkerheden omkring mine ting og opbygget en paen portion tillid til mine omgivelser, men den gaar ikke helt i storbyer som BA. Man ser ogsaa at sikkerhedsniveauet her omkring kiosker og forretninger her er langt stoerre end provins-Argentina.

En lidt aergelig episode, da jeg havde min dagbog (det mest vaerdifulde), guidebog, spansk-dansk ordbog, lidt toej, mit kamera(ca 300fotos) og et par vennindegaver. Fravaeret af ens minder/hukommelse i materialiseret form (Dabog/fotos) og dermed dokumentation for rejseoplevelserne, goer at man foeler sig lidt afklaedt og noegen. Heldigvis har guidebogen og ordbogen fuldfoert deres opgaver og jeg har stadig dagsbogsnoter fra foerste halvdel af turen.

Det er ikke for sjov skyld at argentinerne selv ser BA og det oevrige Argentina, som to forskellige verdener. Det er der gode historiske grunde til, som gaar tilbage til Argentinas uafhaengihedskamp mod det spanske koloni-overdoemme og efterfoelgende indre magtstridigheder mellem BA og landets oevrige regioner. Det virker som om der er mere dybereliggende forskelle der straekker sig ud over de umiddelbare kulturelle forskelle mellem land og by. Paa mange omraader foeler man allerede man er vendt tilbage til Europa, naar man kommer til BA efter 5 maaneder i den nordlige og vestlige del af landet, hvilket goer at man lidt paa forskud allerede savner det Argentina der har givet saa mange gode oplevelser.

Cabo polonio

Nu kan aartidens skiften endelig maerkes. Specielt paa lyset, solen staar lavere paa himlen, hvilket giver et mere frisk og klart skaer, samt at det naturligvis bliver tidligere moerkt. Temperaturen har faldet, men det er fortsat varmt set i et tempereret nordeuropaeisk perspektiv.
Den eksklusive urbane sandstrand er paa denne hverdags eftermiddag kun 1/5 fyldt, selv om solen staar flot og braender igennem fra en skyfri himmel.

Vi befinder os paa Ramblaen eller La Rambla, som er Montevideos naesten 20 km lange kystpromenade straekning, som er med til at give Montevideo en frisk og luftig feeling og en saerlig identitet. Byen staekker sig i vest-oestlig gaaende retning, med et industrielt havnekompleks mod vest til eksklusive neighbourhoods beliggende ud mod stranden i oest. Centrum og den gamle bydel, (som er et mix af slidte, raa skyskrapers og stilig akitektur), ligger i byens vestlige del, som straekker sig ud som en tange eller halvoe omgivet af hav paa begge sider af byen.

MPO havde lejet en mountainbike, af forbavsende god kvalitet og havde valgt at cruise op og ned af ramblaen for at tjekke strandene og byen lidt ud. Man skal ikke cykle laengere en 4 km mod oest, fra centrum af, foer man er ved pocito playa, en laekker bred hvid sandstrand belliggende “close up” til storbyen og giver associationer til copacabana og miami. Hen af aftentid og i weekenderne, hvor folk har fri fra arbejde, bliver ramblaen forvandlet til et vadested for byens borgere, der her har et fantatisk rekreativt omraade at boltre sig paa.

Efter kun halvandet doegn i Uruguay kan man konstaterer, ved simpel observation, at deres mate-adfaerd er anderledes end i Argentina. For det foerste er den mate-kop/skaal/gourd de drikker af, for det meste lagt stoerre og for det andet virker forbruget her at vaere indiviualiseret. Her ser man folk i alle situationer indtage drikken, paa cyklen, i bilen, gaaende, siddende osv., hvorimod det i Argentina mere er et socialt samlingspunkt, noget deres indtages i en gruppe og har et rituelt indhold med en fast fremgangsmaade for hvardan det skal indtages.

Efter 2 dage i centrum tog MPO ca. 30 km nordpaa langs kysten for at bo et par dage hos en boernefamilie, et par i start 3oérne, med 2 soede unger paa henholdsvis 2 og 4. De var nye paa couchsurfing og havde bare lyst til at moede lidt andre kulturer og fylde deres store 3 etagers hus lidt ud, nu da den oevrige familie var rejst hjem efter at have boet der hele sommerferien. De var begge advokater, hun arbejde lidt selvstandigt hjemmegaaende over nettet, med noget advokatbistand til uruguayske statsborgere der har bosat sig i Spanien.

Omraadet de boede i var oprindeligt et sommerhusomraade, men folk var begyndt at bo der aaret rundt. Her skulle vaere fyldt med argentinske turister i januar og februar paa grund af det flotte sandklitlandskab, der straekker sig saa lagt oejet raekker. Nu her i slutningen af marts har man hele herlighederne for sig selv, og det er en fornoejelse at vandre i sandklitterne og bare se kilometervis af oede cremefarvet sandstrand staa i kontrast til det azurblaa hav. Rosanna drak stort set mate konstant, selv til aftenmaden havde maten sin plads. Hun var simpelthen blevet afhaengig af den naeringsgivende effekt, som man faar ved at indtage mate og foelte sig syg uden denne.

De var begge fodboldentusiaster, og en af de foerste ting der blev bragt paa banen da vi moedtes var en reference til 6-0 nedelaget i 1986, som er det stoerste nederlag i Uruguays historie. En fodboldhistorie der er dokumenteret paa Estadio Centenario i Montevideo, hvor der er tilknyttet et fodboldmuseum, der udstiller de stoerste oejeblikke inden for vm-fodbold generelt. Dette legendariske stadion er blevet erklaeret “football world historical monument” af FIFA, paagrund af dets arkitektoniske saerpraeg og fordi det var her det foerste vm blev afholdt 1 1930, hvor Uruguay vandt 4-2 over Argentina. Anden gang Uruguay vandt vm var i et legendariske opgoer paa “Maracana” i Rio, hvor hele verden troede at det skulle blive en formelsag for Brasilien, men hvor det endte med 2-1 sejr til Uruguay.

Efter at have brugt en uges tid i Montevideo, tog jeg 300 km syd-oest over langs den uruguayske kyst, for at besoege det naturskoenne strand og kystomraade omkring Cabo polonio. Sprang let og elegant de riges,yuppiernes og celebritiernes foretrukne sted, “Punta del este” over og direkte hen til modsatningen, det halvskaeve barra de valizas, ca 12 kilometer nord om cabo polonio.

En lille landsby beliggende eksponeret helt ud til atlanterhavskysten, omgivet af vild sandklitnatur og spaendende dyrefauna. Omraadet er endnu ikke spoleret at den “generelle modernitets og turisme udvikling” der sniger sig oestover fra punte del este, og mange af de smaa hyggelige traehuse/skure ligger spredt i et uorganiseret moenster uden nogen rigtig infrastuktur eller form for byplan. Mange af husene er uden elektricitet, og generelt foeles det her som om tiden er gaaet i staa. Her kender alle hinanden, og omraadets mange lostgaaende hunde og muligheden for at se gaucholignende typer paa hest giver omraadet en westernagtig tilsnit.Her er ideelle betingelser for simpel living og omraadet tiltrsaekker ogssa en del turister tilhorende det oekoflippede segment.

Delte en halv-primitiv simpel hytte med en naturglad englaender, der havde arbejdet de sidste par maaeneder paa en farm i udkanten af Buenos Aires. Nu ville han bare rejse rundt paa ubegraenset tid, noget af tiden sammen med sin fugleinteresserede graeske kaereste, overnatte i det fri og plukke svampe til privat forbrug, som han mente var det bedste rusmiddel og saa er det ovenikoebet frit tilgaengeligt i naturen.

Vi var begge enige om at det var en specialt sted vi havde havnet, graensende til det bizare. Om aftenen gik vi paa den lokale bodega, her sad de lokale og hang ud. Nogen saa vm-kvalifikations bold andre sad og spillede bongo trommer og guitar, som om det var en livsbeskaeftigelse mens en joint cirkulerede rundt. Ligesom paa de naturskoenne, afsidesliggende steder i Argentina florerer her en slags hippiekultur, med unge artisians (“kunstnere”), der laver smaa handvaerksting, som de saelger fra deres smaa boder eller som her, paa den lokale bodega.

Naeste dag gik vi langs kysten, over et smukt isoleret beliggende kuperet klitlandskab til Cabo polonio. Den 12 km kyststraekning mellem valizas og polonio er fascinerende, det er et stykke flot og vildt hav/sandklitlandskab med et interessant marine dyreliv. De store kuperede klitter giver oerken associationer og langs stranden er det let at spotte vadefugle, saeler, soeloever og skilpadder. Hvis man kommer paa den rigtige aarstid skulle hvaler ogsaa vaere lette at observerer fra kysten. Efter 12 km gang i sandet kommer man til polonio, som minder lidt om Valizas, men bare ligger endnu mere isoleret, omringet af sandklitter uden at vaere forbundet til et vejsytem. Man er enten noed til at gaa de 12km eller tage en special truckeragtig bus der kan koerer i det svaere teraen.

Det er en kontrast at vende tilbage til det urbane anonnyme liv i Buenos Aires, hvor MPO nu befinder sig og har taget hul paa sin sidste uge i felten. Har over weekenden boet hos en lille familie i den hyggelige bydel san telmo, med en mere oprindelig traditionel atmosfaere og gamle bygninger.
Familien bestod af en jaevnaldrende mand, hans kone, hans mor og en hund, der boede klemt sammen i en lille lejlighed. Parret var stor-fans af Roxette med indrammede plakater paa vaeggene, den samlede plade og single samling + forskellige albumversioner fra roxette, Marie Frederikson og gylne tider. De havde vaeret i Sverige i 2001, kun for at opleve roxette “live”, den eneste gang de har vaeret ude at rejse. Meget specielt og lidt svaert og forholde sig til, men der er ogsaa noget forunderligt over det ekstreme. MPO synes bestemt det var sjovt og spaendende at vaere en del af denne tre-kloever familie, som godt nok var lidt skaev, men sjaelden varm og sympatisk.

YIIIIIIIHAAAAA det fedt

Velkommen til en fragmenteret flashback paa MPO`s seneste ugers tour de champeau af oplevelser.
Det starter i Tucuman, Argentinas femte stoerste by, ca. 740 kilo indbyggere og tilsat en strejf af metropolatmosfaere, derfaar den til at skille sig ud fra andre byer i de nordvestlige provinser. Fravaeret af turister og de mere raa facader med fattige boligkvarterer er med til at give byen en mere autentisk og aerlig praeg, ala her gemmer vi ikke det skaeve og “grimme” af vejen. Boede paa et hostel med tagterrasse og et feststemt personale af yngre maend, der havde gjort det at bestyre et hostel til en fest. Et sted hvor man paa foerstedagen bliver udsat for barbeque party paa tagterrasen med superb saftige boeffer og rigelige maengder ferna branca/cola. Et sted hvor der er store chancer for at blive scoret paa en soendag morgen ved 7 tiden (Paa vej hjem fra byen) fordi personalets slaeng af venninder ikke vil holde op med at feste. Et sted hvor det installeret musik-anlaeg naermest i doegndrift spiller paa fuld tryk, hvilket udelukker serioes nattesoevn eller soevn i det hele taget.

Tucuman udviklede sig fra en lidt halvtam til en rigtig god oplevelse. Ikke mindst takket vaere Ivanna, et cs-medlem der igennem cs-sitet havde opsporet min faerden i byen og sendt mig en mail, der spurgte om jeg var parat til lidt action. Og det er MPO for det meste, saa om aftenen, samme dag jeg havde modtaget mailen, stod den paa 2 divisions ball med de lokale helte fra Atletico Tucuman. Og hvis man havde troet man havde noget klimaks i afficinado-rus og galskab med Boca Juniors i Buenos Aires, fik man revideret sin opfattelse efter at have oplevet Atletico Tucuman. Det er simpelthen mere vildskab og passion blandt tilhaengerne i nogle af de mindre 2 og 3 divisionsklubber, hvor den lokale klub blandt mange, er vaerdisat over alt andet. Paa stadion kan man forvente et konstant taage af krudtslam fra affyrede romerlys, forvente at se boern og unge fra de omkringliggende slumkvaterer traenge ind paa stadion via de skraa stadion soejler og via andre genstande som hoeje traer og lignende. Mange staar paa livsfarlige positioner, hoppende, dansende og skrigende, mange paavirket af coke og andre stimulanser som helt aabenlyst bliver taget paa stadion og selvfoelgelig bidrager til at intensivere galskaben. Stadion er som en lovloes, ureguleret kampzone, hvor folk for lov til at gaa lidt af amok og dyrke sin lidenskab og saa maa man egentligt bare konstaterer, at det pludseligt bliver meget sjovt at gaa til fodbold. Ikke som i kontrol-Danmark hvor FCK-fans skal person registreres for at faa adgang til klubbens udekampe.

Trods Ivanna arbejder 10 timer dagligt, blandt andet for at bidrage til husholdningen derhjemme, med en mor der ikke arbejder, havde hun overskud til at fyre den af med MPO 5 aftener i traek. Hvad enten det var fanatisk 2 divisions bold, Late-night fredags marihuana-chill med hendes soede venninder, Loerdags-clubbing med hostellet, soendagspicnic i et naertliggende naturomraade eller venninde-foedselsdag, var Ivanna der, med en straalende entusiasme. Jeg er imponeret og maa konstaterer at det var fedt det hele.

Foedselsdagen var med hendes venninde Marianna, der rundede de fantastiske 31 en mandag aften. Jeg var fascineret over hvor ligetil og ukompliceret det loeb af stablen. Det foregik paa et gadehjoerne ud for en pizza-restaurant midt i byen. Nogle hurtige informelle invitationer via sms til familie, venner, arbejdskollegaer, om at vi moedes kl 22 ved dette gadehjoerne. Herefter er det bare at smaekke nogle af de udestaeende borde sammen og for hver ekstra gaest/er der kommer tilfoeres bare en ekstra stol og et ekstra bord om noedvendigt. Her sidder man saa med en skoen blanding af forskellige mennesker, aeldre familiemedlemmer, boern, arbejdskolegger og tilfaeldige venne bekendskaber i et stort socialt selskab. Folk bestiller forskellige ting paa kryds og tvaers og til sidst splittes regningen mellem alle, og folk betaler mere udfra et skoen paa deres forbrug end noeje beregning. Ivanna havde medbragt kagen, som pizza restauranten hjalp til med at opbevare koldt og skaerer op og serverer. Paa de fleste restauranter i Argentina kan man desuden selv medbringe vin, mod man betaler et lille symbolsk beloeb. Jeg kan godt lide denne mere informelle, fleksible maade at goere tingene paa, lidt paa kryds og tvaers af de mere rene og stive opdelinger, man paa mange omraader finder i det nordlige Europa.

MPO aflagde efter Tucuman den ultra varme og oerken/praerie agtige Rioja-provins (Vest-nordvest Argentina) et hurtigt visit. Herunder soveflaekken Chilicito, hvor man ikke ser skyggen af liv foer solnedgang ved 19 tiden og hvor et ophold langere end af 2 dages varighed uden litteratur er en absolut killer. Rioja-provinsen, der naermest kun har 2 byer, vierker isoleret, og saert anderledes og distanceret fra det oevrige Argentina. Ligesaa stillestaaende og saer Rioja provinsen kan virke, ligesaa dynamisk og up to-date er Mendoza omraddet der ligger syd for Rioja-provinsen. Mendoza er som en stoerre europaeisk by; ren, organiseret, med alle taenkelige kommercielle faciliteter og fungerer som en af Argentinas stoerste turist-pullers, paagrund af de fine ekskursionsmuligheder til de naertliggende andesbjerge. Hvor ellers er man saa uheldig at man baade stoeder paa danskere, svenskere og nordmaend, paa det hostel hvor man er indlogeret. Det var kun min anden gang jeg havde stoedt paa danskere her i Argentina. Foerste gang var en single-rejsende gut fra AArhus, jeg havde moedt i Rosario.
Denne gang var det to friske yngre kvindelige (Geografi+RUC)studerende, der havde kastet sig ud i at tage et semester i Buenos Aires og lejet en stoerre luksurioes lejlighed til deling.

Mendoza er kendt worldwide for sin vinproduktion, omraadets varieret topografi goer at det er muligt at producerer mange forskellige varianter, inden for baade roed og hvidvin. Rundt om byen ligger utallige vingaarde, man frit kan besoege og faa rundvisning og gratis smagsprover. De senere aar er vinproduktionen blevet endnu mere sofistikeret og der satses mere paa eksport, grundet argentinernes svigtende vinforbrug (Foretreakker forstaeligt nok Oel). Man har raffineret vandningssystemerne i dette ellers toerre omraade, hvor vandet kommer som smeltevand fra Andes-bjergene, og desuden er klimabetingelserne gode i regionen, hvor koelige naetter og varme dage skulle have en positiv effekt for udviklingen af baade syrligheden og soedmen i druerne.

Under 200 km vest om Mendoza ligger nogle af andesbjergkaedens hoejeste bjergtoppe, herunder Anconcagua paa 6962 meter, der ligger ca 15 km fra graensen til Chile og er det hoejeste bjerg uden for Asien. I dette bjergfyldte omraade op til graensen til Chile, med dens mange nationalparker, er der gode betingelser for trekkeing, bjergbestigning, rafting, paragliding og andet eventyr-sport-outdoor forlystelser, der endvidere er med til at tiltraekke denne type turisme til omraadet. Fik apropos andesbjergene, en (faelles) mail fra min hitchhiking-amigo, Borja, der nu havde besluttet sig for at bestige Anconcagua, “fucking freak” taenker MPO.

Man skal ikke laengere end til den lille nabo-provins San louis, oest for Mendoza, for at komme til et omraade hvor sandsynligheden for at observerer en turist (af ikke argentisk herkomst) er lige saa usandsynlig som at feltobse stortrappe paa stubben, foer den blev ryddet. I San louis by er der et eneste hostel, med rigtig gode faciliteter, bl.a inkluderet swimingpool, som man har fuldstaendig for sig selv. Det kan godt vaere at provinsen sevaerdighedsmaessigt, blegner lidt iforhold til Mendoza, men stadigvaek er der mulighed for mange smaa-ekskursioner. Her er hyggelige mindre bjerge, en nationalpark der skulle have et enestaaende geologisk interessant landskab der giver associationer til grand canyon og ca 100 km nord om San louis ligger lille idylliske Carolina, der foruden at vaere lokaliseret i et smukt groent kuperet landskab a la det skotske hoejlands plateau, kan byde paa en guldmine og gamle huleinskriptioner fra inca-aeraen.

I San Louis couchsurfede jeg over en weekend, en gut ved navn Alejandro, der boede sammen med sine foraeldre, lille bror og 3 meget selskabssyge hunde + kat i deres beskedne men hyggelige raekkehus. Jeg boede i dagligstuen, og blev serviceret som jeg var en del af familien. Efter Alejandro havde trukket mig til argentinsk rockkoncert med divididos fredagnat og bytur l lokalomraadet om loerdagen, var det tid til at slappe af om soendagen. Og her var jeg saa heldig at blive introduceret for et faenomen der er almindeligt forekommende i Argentina.

“Hoteles por hora”, et vaerlese man lejer for et par timer, for at kunne vaere privat og intim sammen med sin venninde eller ven. De ligger ofte en smule afsides, i udkanten af byen, saa man maa ofte have en taxi derud. Alt foregaar totalt annonymt, taxaen koerer ind gennem en ladeport hvor der er forskellige garager/carporte at vaelge imellem, der har hvert sit tilstoedende rum. Et lysende nummer ud for en af garagerne signalerer hvor taxaen skal koerer hen. Inde i garagen bliver garageporten lukket, saa man i moerke kan liste hen til det tilstoedende vaerelse, uden nogen menneskelig kontakt. Inde i selve vaerelset bliver man betjent med drinks og andet proviant gennem en lille skabsdoer i vaeggen, hvor de ting man bestiller over telefonen, bliver leveret helt anonymt. 10 minutter foer tid for man et kald over telefonen, at nu er det ved at vaere tjeck-out tid, og betalingen foregaar ligeledes fuldstaendig problemfrit gennem samme lille skabsdoer. Disse “love pr. hour” hoteller varierer i standard og service alt efter pris, de mest luksurioese skulle vaere fuldstaendig “outstanding”. Jeg var nu godt tilfreds med det i San louis. Relativt billigt, drinks til under 10 kr, dunkel erotisk belysning, tv med de helt rigtige “fjernsyn for dig” kanaler og et vindue med udsigt ud til en lille lukket baggard, hvor der hang et stort lysende hjerte til dekoration. Disse hoteller er en vidunderlig iscenesaettelse og jeg forstaar hvorfor man har brug for saadan noget her. For udover det faktum at mange her her udlever sine passioner mere direkte bor mange unge stadig med sin familie til et godt stykke op i alderen.

Jeg smilede til min venninde og gav udtryk for at dette koncept faldt i rigtig god jord hos MPO. Hun smilede tilbage og sagde med munter stemmefoering “Welcome to Argentina”, hvortil jeg ikke kunne andet end at loefte mit piña colada glas og uddele et “Salud”.

Godt foraar!