Argentina has it all

Så har MPO efterhånden været hjemme i sin spartanske lejlighed på Nørrebronx et stykke tid og dermed er det blevet tid til at gøre lidt status og reflektere lidt, nu hvor man har fået alle rejseoplevelserne lidt på afstand. Hvis det ikke har skinnet igennem i de forgående indlæg på denne blog, vil jeg gerne benytte lejligheden her til at slå fast at Argentina var en kæmpe oplevelse. Landets størrelse med en lang række forskelligartede regioner der strækker sig over flere forskellige klimazoner, giver en unik variation af natur + landskabs typer og dermed også forskellige befolkningsgrupper og lokalkulturelle særpræg. MPO prioriterede den nordlige del af landet, da det kulturelle og samvær med de lokale var i højsædet. Desuden var det for at holde budgettet nede og for at undgå Patagoniens turisthober. Hvis man vil have storslået natur, tager man bare til det nordlige Skandinavien, var min overbevisning. Desuden havde utilfredsstillende fugle litteratur gjort at man havde opgivet at sætte sig en i den komplekse sydamerikanske arts diversitet og dermed lagt kikkerten på hylden. Mange har undret sig over hvordan man kan begrænse sig til det nordlige Argentina, når man nu har over 5 måneder. Det kan man sagtens, der er mere at se end man umiddelbart tror, stor kulturel variation mellem de forskellige provinser (Bl.a på sproget, med forskelle i accent) og så er det en fornøjelse at have god tid uden at skulle tænke på den næste natbustur.

Følgende steder/byer blev der “overnattet” i løbet af de 5 måneder; Buenos Aires-Rosario-Corrientes-Posado-San Ignacio-Iguazu-Foz de Iguazu (Bra)-Florinopolis (Bra)-Salta-Jujuy-Tilcara-Humahauca-Yavi-Iruya-Tafe de valle-Tucuman-Rioja-Chilicito-Mendoza-San Louis-Merlo-Cordoba-San Marcos-Rosario (2 gange)-Montevideo (Urg)- Barra valizas (Urg)- Colonia (Urg)- Buenos Aires (2 gange).

MPO har prioriteret det lokale kulturmøde over natur-oplevelserne, og haft en absolut passiv, magelig indstilling til tingene, man har dvælet ved hver enkelt sted, uden nogen form for plan eller program for de enkelte dage. Nærtliggende Must-see turist attraktioner og spændende dags-ekskursioner er blevet arrogant ignoreret til fordel for en tilstand af “tilværelsens ulidelige lethed” og laidback chilling i de større byers midte, hvor cafeer og andre faciliteter hele tiden har været inde for overskuelig rækkevidde.
For mig har selve højdepunktet været mødet med de lokale, at mingle med de mennesker som bor i den pågældende region man besøger, at dvæle og deltage i deres kutymer og måder at gøre tingene på og prøve at få talt lidt spansk. Couchsurfing.org, som nogen mener er det bedste der er hændt for den rejsende siden hjulets opfindelse, er intet mindre en et fremragende værktøj til at skabe kontakt med lokalmiljøet og møde fantastiske søde og gæstfri mennesker med en “openminded” attitude. Det har givet denne rejse en markant ekstra dimension og selv om der er relativt let at møde mennesker i Argentina og Sydamerika giver CS muligheden for mere intense og spændende relationer med ligesindede og som lille sidegevinst muligheden for at holde budgettet markant nede.

Følgende personer har indprentet sig i hukommelsen og har været med til at give rejsen fylde og indhold;
Peter (Ger), Fernando (Ros), Marcela (Ros), Lorena (Ros), Gabriella (Cor), Maria + 2veninder(arg), Tucan hostel (Bra), Justin (us), Paola (Ita), Carla+Agustina (BA), Adolfo (BA), Gretel+Maria (BA), Borja (Esp), Alicia(Arg), Augenia+Estella (Tuc), Silvia (Tuc), Ivanna (Tuc), Marianna (Tuc), Nahir (Tuc), Karen + venninde (Dk), Tjalina+ Diana (BA), Alejandro + familie(S.L), Sød veninde til Alejandro (Ger), Silvia (S.L), Veronica + mor (cord), Josefina (Cord), Natalia (Cord), Rosanna/Nacho+børn (URG), Carla+ Juan (URG), Will (UK), Lionel+Brenda (BA), Paula(BA)!!!!!!!

Min opfattelse af det Argentinske folkefærd er meget positivt, jeg beundrer især det sociale liv, måden man er sammen på, måden man interagerer mellem hinanden. Selv om man skal være varsom med at tillægge befolkningsgrupper og kulturer bestemte karakteristika, er der her tale om en en forskel fra det Europæiske (Og især Nord-Europæiske) kultur der er langt mere organiseret og slavisk regelstyret. Det er en befrielse at være et sted, hvor der bliver taget lidt lettere på tingene og hvor mindre regulering betyder end større grad af fleksibilitet i mange forskellige henseender. Folk er generelt dejlig åbne, hjælpsomme og inkluderende på en stille bahagelig og original måde, der får en til at føle sig velkommen. I Argentina virker det “stadigvæk” som om det er normen at man bruger hinanden, spørger hinanden når der er det mindste problem, og ikke mindst er generelt høflige over for hinanden i hverdagslivet. Der forekommer ikke at være den samme barrierer/distance mellem mennesker, ikke det samme hylster der lige skal brydes, og man bliver ikke set an, målt og vejet på samme måde når man indgår i en ny social relation. Selvfølgelig er det forskelligt alt efter hvilke miljø man færdes i, og hvilke typer af personer man omgås med, og det skal selvfølgelig med at jeg befinder mig rejsende og dermed selv er mere åben. Endvidere er der ingen tvivl om, at jeg har færdedes meget i specifikke miljøer, med unge åbne mennesker og det at jeg er fremmed, Europæer, gør at jeg måske i højere grad vil opleve nysgerrighed og åbenhed fra omgivelserne. Men stadigvæk er der en radikal forskel i måden at være sammen på, som man opdager ved at observerer livet rundt omkring sig, idet offentlige rum og interaktionen mellem de folk man omgås med. Det kommer bl.a til udtryk gennem hvordan folk hilser på hinanden, spørger til hvordan det går, deler med sig af primært mad og drikke.

Man kan betragte det som et udslag af typisk varm sydlandsk kultur, men der virker her at være en ekstra dimension, som man heller ikke finder i det sydlige Europa. Jeg opfatter disse “sociale kompetencer” som noget særdeles vigtigt og noget jeg vil tillægge høj værdi. Jeg er villig til at drage den konklusion, at man som menneske simpelt hen føler sig bedre tilpas i omgivelser der inkluderer og åbner op, end i omgivelser der er mere til lukkede og individfokuseret. Måske skal denne forskel i social adfærd mellem Europa og Argentina, som ikke kun beror på en nord-syd forskel, til dels også relateres til forskellige samfunds konstitutioner og grader af økonomisk udvikling. Argentinerne virker grundlæggende at have en anden livsfilosofi, hvor arbejdet og pligter ikke er så styrende og så meget i centrum som i et Europæisk sammenhæng. Denne livsanskuelse kan selvfølgelig både være årsag til eller konsekvens af samfundets opbygning og økonomiske stadie. For eksempel kan ringere jobmuligheder, højere arbejdsløshed, lavere lønninger, større klasseskel osv. være med til at forstærke denne indstilling/livsfilosofi, men omvendt også være et resultat af denne.

For mig er det bemærkelsesværdigt og til dels beundringsværdigt at opholde sig over 5 måneder i Argentina, uden rigtig at opleve nogen form for konflikt, vrede, sure miner eller irettesættelser, hverken personligt rettet eller i det offentlige rum generelt. Ingen gang i trafikken, som ellers er en pålidelig bidragsyder til ophidsede reaktioner og vrede. Der virker generelt at være en høj tolerancetærskel eller en form for ignorering/blindhed overfor gener og småproblemer, som for eksempel larm/støj, forsinkelser eller hvis ting ikke lige går efter planen. Man kan komme af sted med meget uden at opleve frustration og bebrejdelse, og for det meste hersker der en attitude der siger “no problems, det går nok. Det gør at man selv bliver mere rolig og indser at mange af de situationer, hvor man normalt ville hidse sig op i et dansk sammenhæng, for det meste bare er intetsigende småbagateller.

Det hele bliver sat i relief da jeg den 16 april ankommer til Frankfurt lufthavn, og skal gå en mindre strækning til den terminal, hvor flyet til København afgår. Efter 5 minutters gang, går jeg ned af en rulletrappe og stopper en smule op ved foden af denne, for lige at orienterer mig om jeg er på rette vej. Straks kæfter en aldrende dame op, bag min ryg, med vred irettesættende stemmeføring, at det ikke var det smarteste sted at stoppe op, da det bremsede trafikken (trods hun havde masser af plads til at gå uden om). Kort efter blev MPO stoppet i grænsekontrollen, da man havde en glas med 400 gram “dulce de leche” (Sød syrupagtig creme, som man bl.a indtager ved morgenbordet) i sin håndbaggage, hvor man efter de nyere europæiske lufthavns-regler kun må have 100 gram. Dog var security-kontrolløren så venlig at jeg fik tilbudt muligheden for at at spise noget af min “dulce de leche” på selve stedet, før det blev smidt ud. Jeg takkede nej og ønskede mig selv velkommen til Europa og til tåbelig paranoid lovgivning, der her ikke kun eksisterer på papiret men også efterfølges og udøves slavisk af myndigheds personerne.

Gad vide, om den fordømmelse/debat og postyr som Jørgen Leths bog “Det uperfekte menneske” skabte i DK, også ville kunne have foregået i Argentina med en tilsvarende argentinsk kunster/medieperson i centrum.
Det forekommer mig fuldstændig usandsynligt, kan ikke forestille mig at man vil opfatte sådan noget som forargende og kontroversielt. Og det kan der være mange komplekse grunde til, men mest af alt fordi det ville være et hån mod samfundets virkelige problemer, hvis medieapparatet gik i selvsving over sådan nogle sager, som mest er tegn på et samfund med for megen overskud og hvor der absolut ingen ting sker. Det seksuelle frisind forekommer mig også generelt at være større, de seksuelle passioner udleves mere naturligt, direkte og intensivt og virker ikke at være omgærdet af så mange barrierer og tabuer.

Til sidst vil jeg opfordrer alle til at tage ud og opleve verdenen, der ofte tager sig væsentligt mere positiv ud end i nyhedsudsendelserne. Gør det med åbent sind og uden for megen planlægning og husk når du endelig har taget beslutningen at rejse, er den værste del allerede overstået, så afsted. Og “stay tune” på denne blog, man ved aldrig hvor MPO befinder sig i morgen……….

Breaking News

Buenos Aires er stor og for at bevaege sg imellem de mange forskellige bydele bliver man noed til, at benytte sig af byens metro-sydtem eller hurtigkoerende busser, der ikke viger tilbage for noget. Efter naesten 5 maaneder i Argentinas nordlige provinser, kan man virkelig maerke kontrasten mellem BA med den urbane metropole individualiseret kultur og de landlige provinser, hvor man ikke er naer saa anonym. Palermo bydelen hvor jeg nu befinder mig, er BA´s smarte, moderne, moderigtige bydel med det typiske selvfede storbysegment, dyre cafeer, designer/fashionshops og en masse kulturelle udbud. Her koncentreres ogsaa en stor del af de turister, der har valgt at komme til BA.

Boede et par dage hjemme hos en ung kvinde, “grafisk designer” og hendes soester. Total kontrast til den lille varme skeave 3-kloever (Roxette-parret) fra san telmo. Hun levede om til alle mine fordomme om prototypen paa en storbyintellektuel der sidder foran sin laptop, det meste af dagen og laver et eller andet saakaldt kreativt hjemmearbejde, for at gaa ud om aftenen og dyrke sin specifikke interesse, inden for et lukket og halvsnobbet subkulturelt miljoe. Hun tog mig til et sted, der fungerede som en fusion af et art-gallery og en restobar,super funky med de helt rigtige fede kunstinstallitioner paa vaeggene og en kaelder etage hvor unge design/kunst studerende havde faaet lov til at eksperimenterer og udtrykke sig. Klientellet var som naevnt, de selvfede storbysmarte der hovedsaligt er tilstede for at networke og for at blive set i det rigtige miljoe. Moden og attituden er den samme som i andre storbyer, og scenen kunne ligesaa godt havde udspillet sig i New york, Berlin eller Barcelona.

MPO tilbringer nu de sidste dage paa hostel, og var idag loerdag aften, som saa ofte foer, ude for at faa en god omgang mad. Denne gang en ordentlig omgang all-you can-buffet paa en simpel kineser inspireret sted. Maden var fin og varieret, men desaverre fik MPO stjaalet sin lille sorte rygsaek, mens jeg i et uopmarksomt oejeblik var oppe ved buffeten for en “refill”. Jeg har i et stykke tid taget det let med sikkerheden omkring mine ting og opbygget en paen portion tillid til mine omgivelser, men den gaar ikke helt i storbyer som BA. Man ser ogsaa at sikkerhedsniveauet her omkring kiosker og forretninger her er langt stoerre end provins-Argentina.

En lidt aergelig episode, da jeg havde min dagbog (det mest vaerdifulde), guidebog, spansk-dansk ordbog, lidt toej, mit kamera(ca 300fotos) og et par vennindegaver. Fravaeret af ens minder/hukommelse i materialiseret form (Dabog/fotos) og dermed dokumentation for rejseoplevelserne, goer at man foeler sig lidt afklaedt og noegen. Heldigvis har guidebogen og ordbogen fuldfoert deres opgaver og jeg har stadig dagsbogsnoter fra foerste halvdel af turen.

Det er ikke for sjov skyld at argentinerne selv ser BA og det oevrige Argentina, som to forskellige verdener. Det er der gode historiske grunde til, som gaar tilbage til Argentinas uafhaengihedskamp mod det spanske koloni-overdoemme og efterfoelgende indre magtstridigheder mellem BA og landets oevrige regioner. Det virker som om der er mere dybereliggende forskelle der straekker sig ud over de umiddelbare kulturelle forskelle mellem land og by. Paa mange omraader foeler man allerede man er vendt tilbage til Europa, naar man kommer til BA efter 5 maaneder i den nordlige og vestlige del af landet, hvilket goer at man lidt paa forskud allerede savner det Argentina der har givet saa mange gode oplevelser.

Cabo polonio

Nu kan aartidens skiften endelig maerkes. Specielt paa lyset, solen staar lavere paa himlen, hvilket giver et mere frisk og klart skaer, samt at det naturligvis bliver tidligere moerkt. Temperaturen har faldet, men det er fortsat varmt set i et tempereret nordeuropaeisk perspektiv.
Den eksklusive urbane sandstrand er paa denne hverdags eftermiddag kun 1/5 fyldt, selv om solen staar flot og braender igennem fra en skyfri himmel.

Vi befinder os paa Ramblaen eller La Rambla, som er Montevideos naesten 20 km lange kystpromenade straekning, som er med til at give Montevideo en frisk og luftig feeling og en saerlig identitet. Byen staekker sig i vest-oestlig gaaende retning, med et industrielt havnekompleks mod vest til eksklusive neighbourhoods beliggende ud mod stranden i oest. Centrum og den gamle bydel, (som er et mix af slidte, raa skyskrapers og stilig akitektur), ligger i byens vestlige del, som straekker sig ud som en tange eller halvoe omgivet af hav paa begge sider af byen.

MPO havde lejet en mountainbike, af forbavsende god kvalitet og havde valgt at cruise op og ned af ramblaen for at tjekke strandene og byen lidt ud. Man skal ikke cykle laengere en 4 km mod oest, fra centrum af, foer man er ved pocito playa, en laekker bred hvid sandstrand belliggende “close up” til storbyen og giver associationer til copacabana og miami. Hen af aftentid og i weekenderne, hvor folk har fri fra arbejde, bliver ramblaen forvandlet til et vadested for byens borgere, der her har et fantatisk rekreativt omraade at boltre sig paa.

Efter kun halvandet doegn i Uruguay kan man konstaterer, ved simpel observation, at deres mate-adfaerd er anderledes end i Argentina. For det foerste er den mate-kop/skaal/gourd de drikker af, for det meste lagt stoerre og for det andet virker forbruget her at vaere indiviualiseret. Her ser man folk i alle situationer indtage drikken, paa cyklen, i bilen, gaaende, siddende osv., hvorimod det i Argentina mere er et socialt samlingspunkt, noget deres indtages i en gruppe og har et rituelt indhold med en fast fremgangsmaade for hvardan det skal indtages.

Efter 2 dage i centrum tog MPO ca. 30 km nordpaa langs kysten for at bo et par dage hos en boernefamilie, et par i start 3oérne, med 2 soede unger paa henholdsvis 2 og 4. De var nye paa couchsurfing og havde bare lyst til at moede lidt andre kulturer og fylde deres store 3 etagers hus lidt ud, nu da den oevrige familie var rejst hjem efter at have boet der hele sommerferien. De var begge advokater, hun arbejde lidt selvstandigt hjemmegaaende over nettet, med noget advokatbistand til uruguayske statsborgere der har bosat sig i Spanien.

Omraadet de boede i var oprindeligt et sommerhusomraade, men folk var begyndt at bo der aaret rundt. Her skulle vaere fyldt med argentinske turister i januar og februar paa grund af det flotte sandklitlandskab, der straekker sig saa lagt oejet raekker. Nu her i slutningen af marts har man hele herlighederne for sig selv, og det er en fornoejelse at vandre i sandklitterne og bare se kilometervis af oede cremefarvet sandstrand staa i kontrast til det azurblaa hav. Rosanna drak stort set mate konstant, selv til aftenmaden havde maten sin plads. Hun var simpelthen blevet afhaengig af den naeringsgivende effekt, som man faar ved at indtage mate og foelte sig syg uden denne.

De var begge fodboldentusiaster, og en af de foerste ting der blev bragt paa banen da vi moedtes var en reference til 6-0 nedelaget i 1986, som er det stoerste nederlag i Uruguays historie. En fodboldhistorie der er dokumenteret paa Estadio Centenario i Montevideo, hvor der er tilknyttet et fodboldmuseum, der udstiller de stoerste oejeblikke inden for vm-fodbold generelt. Dette legendariske stadion er blevet erklaeret “football world historical monument” af FIFA, paagrund af dets arkitektoniske saerpraeg og fordi det var her det foerste vm blev afholdt 1 1930, hvor Uruguay vandt 4-2 over Argentina. Anden gang Uruguay vandt vm var i et legendariske opgoer paa “Maracana” i Rio, hvor hele verden troede at det skulle blive en formelsag for Brasilien, men hvor det endte med 2-1 sejr til Uruguay.

Efter at have brugt en uges tid i Montevideo, tog jeg 300 km syd-oest over langs den uruguayske kyst, for at besoege det naturskoenne strand og kystomraade omkring Cabo polonio. Sprang let og elegant de riges,yuppiernes og celebritiernes foretrukne sted, “Punta del este” over og direkte hen til modsatningen, det halvskaeve barra de valizas, ca 12 kilometer nord om cabo polonio.

En lille landsby beliggende eksponeret helt ud til atlanterhavskysten, omgivet af vild sandklitnatur og spaendende dyrefauna. Omraadet er endnu ikke spoleret at den “generelle modernitets og turisme udvikling” der sniger sig oestover fra punte del este, og mange af de smaa hyggelige traehuse/skure ligger spredt i et uorganiseret moenster uden nogen rigtig infrastuktur eller form for byplan. Mange af husene er uden elektricitet, og generelt foeles det her som om tiden er gaaet i staa. Her kender alle hinanden, og omraadets mange lostgaaende hunde og muligheden for at se gaucholignende typer paa hest giver omraadet en westernagtig tilsnit.Her er ideelle betingelser for simpel living og omraadet tiltrsaekker ogssa en del turister tilhorende det oekoflippede segment.

Delte en halv-primitiv simpel hytte med en naturglad englaender, der havde arbejdet de sidste par maaeneder paa en farm i udkanten af Buenos Aires. Nu ville han bare rejse rundt paa ubegraenset tid, noget af tiden sammen med sin fugleinteresserede graeske kaereste, overnatte i det fri og plukke svampe til privat forbrug, som han mente var det bedste rusmiddel og saa er det ovenikoebet frit tilgaengeligt i naturen.

Vi var begge enige om at det var en specialt sted vi havde havnet, graensende til det bizare. Om aftenen gik vi paa den lokale bodega, her sad de lokale og hang ud. Nogen saa vm-kvalifikations bold andre sad og spillede bongo trommer og guitar, som om det var en livsbeskaeftigelse mens en joint cirkulerede rundt. Ligesom paa de naturskoenne, afsidesliggende steder i Argentina florerer her en slags hippiekultur, med unge artisians (“kunstnere”), der laver smaa handvaerksting, som de saelger fra deres smaa boder eller som her, paa den lokale bodega.

Naeste dag gik vi langs kysten, over et smukt isoleret beliggende kuperet klitlandskab til Cabo polonio. Den 12 km kyststraekning mellem valizas og polonio er fascinerende, det er et stykke flot og vildt hav/sandklitlandskab med et interessant marine dyreliv. De store kuperede klitter giver oerken associationer og langs stranden er det let at spotte vadefugle, saeler, soeloever og skilpadder. Hvis man kommer paa den rigtige aarstid skulle hvaler ogsaa vaere lette at observerer fra kysten. Efter 12 km gang i sandet kommer man til polonio, som minder lidt om Valizas, men bare ligger endnu mere isoleret, omringet af sandklitter uden at vaere forbundet til et vejsytem. Man er enten noed til at gaa de 12km eller tage en special truckeragtig bus der kan koerer i det svaere teraen.

Det er en kontrast at vende tilbage til det urbane anonnyme liv i Buenos Aires, hvor MPO nu befinder sig og har taget hul paa sin sidste uge i felten. Har over weekenden boet hos en lille familie i den hyggelige bydel san telmo, med en mere oprindelig traditionel atmosfaere og gamle bygninger.
Familien bestod af en jaevnaldrende mand, hans kone, hans mor og en hund, der boede klemt sammen i en lille lejlighed. Parret var stor-fans af Roxette med indrammede plakater paa vaeggene, den samlede plade og single samling + forskellige albumversioner fra roxette, Marie Frederikson og gylne tider. De havde vaeret i Sverige i 2001, kun for at opleve roxette “live”, den eneste gang de har vaeret ude at rejse. Meget specielt og lidt svaert og forholde sig til, men der er ogsaa noget forunderligt over det ekstreme. MPO synes bestemt det var sjovt og spaendende at vaere en del af denne tre-kloever familie, som godt nok var lidt skaev, men sjaelden varm og sympatisk.

YIIIIIIIHAAAAA det fedt

Velkommen til en fragmenteret flashback paa MPO`s seneste ugers tour de champeau af oplevelser.
Det starter i Tucuman, Argentinas femte stoerste by, ca. 740 kilo indbyggere og tilsat en strejf af metropolatmosfaere, derfaar den til at skille sig ud fra andre byer i de nordvestlige provinser. Fravaeret af turister og de mere raa facader med fattige boligkvarterer er med til at give byen en mere autentisk og aerlig praeg, ala her gemmer vi ikke det skaeve og “grimme” af vejen. Boede paa et hostel med tagterrasse og et feststemt personale af yngre maend, der havde gjort det at bestyre et hostel til en fest. Et sted hvor man paa foerstedagen bliver udsat for barbeque party paa tagterrasen med superb saftige boeffer og rigelige maengder ferna branca/cola. Et sted hvor der er store chancer for at blive scoret paa en soendag morgen ved 7 tiden (Paa vej hjem fra byen) fordi personalets slaeng af venninder ikke vil holde op med at feste. Et sted hvor det installeret musik-anlaeg naermest i doegndrift spiller paa fuld tryk, hvilket udelukker serioes nattesoevn eller soevn i det hele taget.

Tucuman udviklede sig fra en lidt halvtam til en rigtig god oplevelse. Ikke mindst takket vaere Ivanna, et cs-medlem der igennem cs-sitet havde opsporet min faerden i byen og sendt mig en mail, der spurgte om jeg var parat til lidt action. Og det er MPO for det meste, saa om aftenen, samme dag jeg havde modtaget mailen, stod den paa 2 divisions ball med de lokale helte fra Atletico Tucuman. Og hvis man havde troet man havde noget klimaks i afficinado-rus og galskab med Boca Juniors i Buenos Aires, fik man revideret sin opfattelse efter at have oplevet Atletico Tucuman. Det er simpelthen mere vildskab og passion blandt tilhaengerne i nogle af de mindre 2 og 3 divisionsklubber, hvor den lokale klub blandt mange, er vaerdisat over alt andet. Paa stadion kan man forvente et konstant taage af krudtslam fra affyrede romerlys, forvente at se boern og unge fra de omkringliggende slumkvaterer traenge ind paa stadion via de skraa stadion soejler og via andre genstande som hoeje traer og lignende. Mange staar paa livsfarlige positioner, hoppende, dansende og skrigende, mange paavirket af coke og andre stimulanser som helt aabenlyst bliver taget paa stadion og selvfoelgelig bidrager til at intensivere galskaben. Stadion er som en lovloes, ureguleret kampzone, hvor folk for lov til at gaa lidt af amok og dyrke sin lidenskab og saa maa man egentligt bare konstaterer, at det pludseligt bliver meget sjovt at gaa til fodbold. Ikke som i kontrol-Danmark hvor FCK-fans skal person registreres for at faa adgang til klubbens udekampe.

Trods Ivanna arbejder 10 timer dagligt, blandt andet for at bidrage til husholdningen derhjemme, med en mor der ikke arbejder, havde hun overskud til at fyre den af med MPO 5 aftener i traek. Hvad enten det var fanatisk 2 divisions bold, Late-night fredags marihuana-chill med hendes soede venninder, Loerdags-clubbing med hostellet, soendagspicnic i et naertliggende naturomraade eller venninde-foedselsdag, var Ivanna der, med en straalende entusiasme. Jeg er imponeret og maa konstaterer at det var fedt det hele.

Foedselsdagen var med hendes venninde Marianna, der rundede de fantastiske 31 en mandag aften. Jeg var fascineret over hvor ligetil og ukompliceret det loeb af stablen. Det foregik paa et gadehjoerne ud for en pizza-restaurant midt i byen. Nogle hurtige informelle invitationer via sms til familie, venner, arbejdskollegaer, om at vi moedes kl 22 ved dette gadehjoerne. Herefter er det bare at smaekke nogle af de udestaeende borde sammen og for hver ekstra gaest/er der kommer tilfoeres bare en ekstra stol og et ekstra bord om noedvendigt. Her sidder man saa med en skoen blanding af forskellige mennesker, aeldre familiemedlemmer, boern, arbejdskolegger og tilfaeldige venne bekendskaber i et stort socialt selskab. Folk bestiller forskellige ting paa kryds og tvaers og til sidst splittes regningen mellem alle, og folk betaler mere udfra et skoen paa deres forbrug end noeje beregning. Ivanna havde medbragt kagen, som pizza restauranten hjalp til med at opbevare koldt og skaerer op og serverer. Paa de fleste restauranter i Argentina kan man desuden selv medbringe vin, mod man betaler et lille symbolsk beloeb. Jeg kan godt lide denne mere informelle, fleksible maade at goere tingene paa, lidt paa kryds og tvaers af de mere rene og stive opdelinger, man paa mange omraader finder i det nordlige Europa.

MPO aflagde efter Tucuman den ultra varme og oerken/praerie agtige Rioja-provins (Vest-nordvest Argentina) et hurtigt visit. Herunder soveflaekken Chilicito, hvor man ikke ser skyggen af liv foer solnedgang ved 19 tiden og hvor et ophold langere end af 2 dages varighed uden litteratur er en absolut killer. Rioja-provinsen, der naermest kun har 2 byer, vierker isoleret, og saert anderledes og distanceret fra det oevrige Argentina. Ligesaa stillestaaende og saer Rioja provinsen kan virke, ligesaa dynamisk og up to-date er Mendoza omraddet der ligger syd for Rioja-provinsen. Mendoza er som en stoerre europaeisk by; ren, organiseret, med alle taenkelige kommercielle faciliteter og fungerer som en af Argentinas stoerste turist-pullers, paagrund af de fine ekskursionsmuligheder til de naertliggende andesbjerge. Hvor ellers er man saa uheldig at man baade stoeder paa danskere, svenskere og nordmaend, paa det hostel hvor man er indlogeret. Det var kun min anden gang jeg havde stoedt paa danskere her i Argentina. Foerste gang var en single-rejsende gut fra AArhus, jeg havde moedt i Rosario.
Denne gang var det to friske yngre kvindelige (Geografi+RUC)studerende, der havde kastet sig ud i at tage et semester i Buenos Aires og lejet en stoerre luksurioes lejlighed til deling.

Mendoza er kendt worldwide for sin vinproduktion, omraadets varieret topografi goer at det er muligt at producerer mange forskellige varianter, inden for baade roed og hvidvin. Rundt om byen ligger utallige vingaarde, man frit kan besoege og faa rundvisning og gratis smagsprover. De senere aar er vinproduktionen blevet endnu mere sofistikeret og der satses mere paa eksport, grundet argentinernes svigtende vinforbrug (Foretreakker forstaeligt nok Oel). Man har raffineret vandningssystemerne i dette ellers toerre omraade, hvor vandet kommer som smeltevand fra Andes-bjergene, og desuden er klimabetingelserne gode i regionen, hvor koelige naetter og varme dage skulle have en positiv effekt for udviklingen af baade syrligheden og soedmen i druerne.

Under 200 km vest om Mendoza ligger nogle af andesbjergkaedens hoejeste bjergtoppe, herunder Anconcagua paa 6962 meter, der ligger ca 15 km fra graensen til Chile og er det hoejeste bjerg uden for Asien. I dette bjergfyldte omraade op til graensen til Chile, med dens mange nationalparker, er der gode betingelser for trekkeing, bjergbestigning, rafting, paragliding og andet eventyr-sport-outdoor forlystelser, der endvidere er med til at tiltraekke denne type turisme til omraadet. Fik apropos andesbjergene, en (faelles) mail fra min hitchhiking-amigo, Borja, der nu havde besluttet sig for at bestige Anconcagua, “fucking freak” taenker MPO.

Man skal ikke laengere end til den lille nabo-provins San louis, oest for Mendoza, for at komme til et omraade hvor sandsynligheden for at observerer en turist (af ikke argentisk herkomst) er lige saa usandsynlig som at feltobse stortrappe paa stubben, foer den blev ryddet. I San louis by er der et eneste hostel, med rigtig gode faciliteter, bl.a inkluderet swimingpool, som man har fuldstaendig for sig selv. Det kan godt vaere at provinsen sevaerdighedsmaessigt, blegner lidt iforhold til Mendoza, men stadigvaek er der mulighed for mange smaa-ekskursioner. Her er hyggelige mindre bjerge, en nationalpark der skulle have et enestaaende geologisk interessant landskab der giver associationer til grand canyon og ca 100 km nord om San louis ligger lille idylliske Carolina, der foruden at vaere lokaliseret i et smukt groent kuperet landskab a la det skotske hoejlands plateau, kan byde paa en guldmine og gamle huleinskriptioner fra inca-aeraen.

I San Louis couchsurfede jeg over en weekend, en gut ved navn Alejandro, der boede sammen med sine foraeldre, lille bror og 3 meget selskabssyge hunde + kat i deres beskedne men hyggelige raekkehus. Jeg boede i dagligstuen, og blev serviceret som jeg var en del af familien. Efter Alejandro havde trukket mig til argentinsk rockkoncert med divididos fredagnat og bytur l lokalomraadet om loerdagen, var det tid til at slappe af om soendagen. Og her var jeg saa heldig at blive introduceret for et faenomen der er almindeligt forekommende i Argentina.

“Hoteles por hora”, et vaerlese man lejer for et par timer, for at kunne vaere privat og intim sammen med sin venninde eller ven. De ligger ofte en smule afsides, i udkanten af byen, saa man maa ofte have en taxi derud. Alt foregaar totalt annonymt, taxaen koerer ind gennem en ladeport hvor der er forskellige garager/carporte at vaelge imellem, der har hvert sit tilstoedende rum. Et lysende nummer ud for en af garagerne signalerer hvor taxaen skal koerer hen. Inde i garagen bliver garageporten lukket, saa man i moerke kan liste hen til det tilstoedende vaerelse, uden nogen menneskelig kontakt. Inde i selve vaerelset bliver man betjent med drinks og andet proviant gennem en lille skabsdoer i vaeggen, hvor de ting man bestiller over telefonen, bliver leveret helt anonymt. 10 minutter foer tid for man et kald over telefonen, at nu er det ved at vaere tjeck-out tid, og betalingen foregaar ligeledes fuldstaendig problemfrit gennem samme lille skabsdoer. Disse “love pr. hour” hoteller varierer i standard og service alt efter pris, de mest luksurioese skulle vaere fuldstaendig “outstanding”. Jeg var nu godt tilfreds med det i San louis. Relativt billigt, drinks til under 10 kr, dunkel erotisk belysning, tv med de helt rigtige “fjernsyn for dig” kanaler og et vindue med udsigt ud til en lille lukket baggard, hvor der hang et stort lysende hjerte til dekoration. Disse hoteller er en vidunderlig iscenesaettelse og jeg forstaar hvorfor man har brug for saadan noget her. For udover det faktum at mange her her udlever sine passioner mere direkte bor mange unge stadig med sin familie til et godt stykke op i alderen.

Jeg smilede til min venninde og gav udtryk for at dette koncept faldt i rigtig god jord hos MPO. Hun smilede tilbage og sagde med munter stemmefoering “Welcome to Argentina”, hvortil jeg ikke kunne andet end at loefte mit piña colada glas og uddele et “Salud”.

Godt foraar!

On the road

Tirsdag den 3. Februar var det paa tide at komme videre fra Salta by, hvor MPO har tilbragt ialt 3 uger over 2 omgange. Byens superbe cafeliv, med ekstremt velproduceret cafe con leche og billige morgenmadsbuffeter, som kan indtages paa nydelige plaza de 9 julio, er et hit. Generelt er der i Argentina et vaeld af cafeer, restobarer, restauranter osv. hvor det isaer er meget udbredt at spise morgenmad, smaa mellemmaaltider, espresso med noget soedt eller bare et glas/flaske vin. Der eksisterer en hyggelig udekultur, hvor det at gaa paa cafe og spise mogenmad mens man laeser dagens avis, er en integreret del af ens dagligdag. Det at man har et obligatorisk mellemmaaltid mellem 18 og 20, er ogsaa med til at stimulere cafeaktivitet tidligt paa aftenen, naar folk er paa vej hjem fra arbejde. Stort set over det hele kan man faa et morgenmads tilbud til omkring 10-15kr, der bestaar af cafe-leche, et glas mineralvand, et glas friskpresset appelsinjuice, croissanter el. ristet toast med marmelade eller “dulce de leche(en karamelagtig maelkebaseret sirup, som her bruges som paalaeg)”. Hvilket goer at man ikke gider at bruge saa meget tid i supermarkedet eller paa madlavning.

Havde paa mit hostel i Salta, faaet mig en lille vennegruppe i form af Gretel og Maria fra Buenos Aires og Borja fra Bilbao. Da Borja og MPO begge havde udtaenkt deres naeste destination til at vaere “Tafe de valle” var det oplagt, at vi skulle foelges ad. Borja er svaer at putte paa formel, paa den ene side en slags semi-punker med lidt flippet livsstil og paaklaedning, paa den anden side var der noget klart stringent over hans intiativrighed, udfarenhed og machofacon. Han havde i Salta faaet lavet en kaempe stor ond tatovering der daekkede hele hoejre side af hans overkrop.
Han foretrak at blaffe sig frem til tafe de valle, en disciplin han ofte benyttede sig af, dog ville det vaere foerste gang i Argentina. Ved siden af ham foelte jeg mig pludselig som en velfriseret skoledreng fra provinsen med en halvkedelig konform livsstil.

Pigerne tog til B.A, mens Borja og jeg placerede os paa den udfaldsvej der foerte til Tucuman. Efter 20 min fik vi et et lift af en middelaldrende mand fra jujuy, der koerte os 40 km derudaf til et stoerre traffikeret kryds, hvor vi blev sat af. Herfra skulle vi saa blaffe os videre de sidste 200km sydover til Tucuman og derfra sandsynligvis med en bus til Tafe de valle. En stoerre rasteplads med cafeteria var det eneste der laa i naerheden af den traffikerede landevej, hvor vi var blevet sat af. Paa landevejen stod i forvejen to argentiske backpackerpar og blaffede. Vi passerede dem og stillede os bag dem, for ligesom at overholde koeen. Efter et par timers venten, havde begge par faaet et lift og imellemtiden var ankommet en far med sin ca 10 aarige datter og havde stillet sig foran os. Da de ogsaa fik et lift, valgte vi efter 4 timer, at gaa laengere frem til den position hvor de andre havde faaet deres lift. Nu var der kommet endnu en blaffer, der stod foran os, en aeldre mand med sin arbejdsmappe. Efter ialt 5 timers venten kom en lastbil der satte 3 backpackertoeser af over paa rastepladsen. De kom over mod os, krydsede vejen og stillede sig ca 100 meter foran os. De vinkede, hoppede og gestikuleredeivrigt ud til de forbipasserende biler og efter 10 minutter var der en lastbil der stoppede og tog dem med. Kort tid efter ankom endnu en blaffer, en politimand med sin uniform og stillede sig foran os. Da en personbil stoppede og samlede ham op, loeb Borja hen og svinede politimanden og chauffoeren til, men lige lidt hjalp det. Tilbage stod vi 3 frustrerede maend i solnedgangens skaer og proevede at finde en forklaring paa vores uheld.

Kort efter stoppede en personbil, der kun havde plads til en person, saa det blev den aeldre herre med mappen, mens Borja og mig stod tilbage som de store tabere.
Nu var det blevet moerkt og vi havde efterhaanden staaet en hel dag med straekt arm og en “thumbs up”, uden held. Vi gik over til motorvejsrestauranten for at faa noget at spise og for at hoere om det var et hostel eller mulighed for at fange en bus i naerheden. Men der var hverken overnatningsmuligheder eller nogle busser der stoppede i naerheden, saa den eneste mulighed for at komme videre var at tomle. Borja foreslog at vi sov paa gaden, stod tidligt og begyndte at blaffe igen ved solopgang. Noget han skulle have god erfaring med fra Spanien, og da der ikke rigtig var andre muligheder maatte vi kaste os ud i det. Efter et godt maaltid (Selv paa motorvejscafeerne er maden fuldt ud godkendt), kylling med kartoffelmos og Qielme “stout” (God argentinsk moerk oel), soegte vi efter et sted for natten.

Vi fandt et sted ude ved rastepladsarealet, et belyst areal taet paa de offentlige toiletter og endnu et cafeteria, der gjore at der hele tiden var lidt trafik af mennesker. Borja mente det var vigtigt at der var lidt mennesker omkring os og at vi ikke laa for isoleret. Vi lagde os op af nogle buske, paa et lille stykke graesareal for at underlaget ikke skulle blive for haardt. Vi lavede en lille lejr, foldede soveposen ud, tandte roegelsepinde og koebte kiks og karameller, da jeg skulle have mit daglige sukkerfix. Scenen var sat, der sad vi paa en vejsiderabat midt paa en rasteplads omgivet af store parkerede lastbiler og af en livlig trafik af isaer prostituerede kvinder, der skulle paa toilettet og shine sig op. Ja her myldrede med glaedespiger, som her kunne finde noget business, med de mange langdistance chauffoerer som primaer maalgruppe.

Borja var vaek i over et kvarter da han skulle ind og koebe tobak, pludselig kom han tilbage med 2 unge rygsaekrejsende piger fra BA, og begejstret raabte at vi ville faa selskab i nat. Pigerne, en psykologstuderende og en bar-servitrice, var friske, glade, lattermilde, snaksalige og nysgerrige. Eller sagt paa en anden maade, typisk argentinske. Og man maa endnu engang tilfoeje, at jeg er yderst fascineret af den lethed og ubekymrethed hvorved man aabner sig op over for hinanden her, uden rigtig at se hinanden an, man er bare inkluderet.
De var ligeledes strandet her paa deres vej fra Iruya til Salta, og soegte et sted for natten. Vores lejr blev udvidet, der blev hygget omkring yerba mate og Borja gav pigerne undervisning i hvordan man paa bedste hippiemaner brodere/fletter/haandlaver armbaand til udsmykning af haandled.

Det var svaert at sove, paagrund af de mange myg, oerntviste og store biller, der jaevligt kom i naerkontakt med ens hoved. Efter et par timer, ved 4:30 tiden, begyyndte det at smaaregne og vi matte finde et nyt sted, hvor der var lae. Vi fandt et vaerkstedsomraade med et stoerre halvtag, hvor vi lagde os paa et stykke toer asfalt. Regnen havde tiltaget kraftigt og det var begyndt at tordne med hyppige lyn, der lyste himlen godt op. Foruden os fire, var der en landevejstryger der havde soegt ly, en lille gruppe prostituerede og en vaad hund, der lagde sig ved vores side.

Regnen begyndte at traenge igennem taget, og til sidst var der kun et begraenset stykke areal med toert asfalt. Her laa vi saa taet indtil hinanden, med selskab fra en vaad hund, en landevejsstryger og et par prostituerede, i lynets skaer og til regnvejrets beroligende lyd. Nogle vil maaske mene at det lyder som en roevtur, men jeg fandt situationen, oejeblikket og scenen helt speciel, graensende til det obskure, men samtidig komisk og fantastisk. Jeg vidste i selve oejeblikket at denne scene ville braende sig fast paa min nethinde for eftertiden, at der var noget magisk og stort over situationen, som jeg absolut ikke ville have vaeret for uden. Der var noget smukt over tilfaeldigedernes spil, der havde bragt os “forskellige skaebner” sammen paa denne skaeve lokalitet, paa dette tidspunkt af doegnet uden rigtigt selv at kunne have indflydelse paa situationen.

Ved 6:30 tiden klarede det op, solen tittede frem og paa rastepladen loeb morgenaktive hoens rundt og bidrog til morgenstemningen. Vi spiste mogenmad med pigerne, yerba mate og buscuits, foer vi tog afsked med hinanden og genoptog blafferiet i hver vores retning. Vi stillede os samme sted, hvor vi havde staaet dagen foer. Efter et lille kvarter stoppede en venlig lastbilchauffoer, der godt ville have lidt selskab og koerte os hele vejen til Tucuman, hvorfra vi med det samme fik en bus til tafi del valle, som var turens hovedmaal. Ligesaa uheldige vi havde vaeret dagen foer, ligesaa heldige var vi denne dag.

Heri ligger ogsaa et stort cadeau til denne type rejseform (blaffe), der trods sin svingende effektivitet, aabner op for noget andet, end den sikre skemalagte bustur. Nemlig uforudsigeligheden, det at du er overladt til tilfaeldighedernes vold, som aabner op for situationer af den mere skaeve og spetakulaere slags.

Un lugar en el mundo – El norte “part 3″

Saa er det blevet tid til at praesenterer et gaeste-indlaeg. Gaesteskribenten er min gode cs/rejse/Rosario-venninde Lorena, som har vaeret saa elskvaerdig at bruge tid paa et bidrag til bloggen. Som den kvikke blog-laeser vil vide, har jeg rejst med Lorena det meste af Januar i Argentinas nordvestlige provinser. Gaesteskribenten skriver frit fra leveren og har dermed selv valgt indlaeggets emne og indhold.

MPO har sat sig i oversaetterens rolle, og beklager at oversaettelsen langt fra er optimal. Jeg har provet at oversatte saa ordret som muligt, hvilket betyder at det flere steder fremstaar som ukorrekt/ halvdaarlig dansk. Men jeg har oensket at prove at bevare detaljerne i de spanske formuleringer. Endvidere kan de mange indskudte saetninger, goere det en smule svaert at forstaa. Men haaber “anyway” at det giver nogenlunde mening.

Un lugar en el mundo (Af Lorena Bestier)

Quien no se ha preguntado alguna vez por que se siente mas a gusto en una determinada ciudad que en otra, en el mar mas que en la montaña, en un sitio rodeado de construcciones que nos remontan a tiempos pasados o en ciudades modernas con novedosos y espectaculares edificios.

No existe una explicación “lógica” de por que algunos sitios ejercen un extraño y fascinante poder sobre nosotros y nuestros sentimientos, los cuales se apagan de a poco cuando nos alejamos, pero que se vuelven a encender una y otra vez cuando regresamos gustosos a ese lugar que desde que visitamos por primera vez supimos que era “nuestro lugar en el mundo” al cual siempre deseamos regresar.

Ese sitio es para mi Tilcara, un particular pueblo del noroeste argentino situado en la provincia de Jujuy a 2.460 m.s.n.m. en el centro de la famosa Quebrada de Humahuaca (sitio declarado Patrimonio Cultural y Natural de la Humanidad por la U.N.E.S.C.O. en el año 2003), y que toma su nombre de los antiguos pobladores del lugar, los indios Tilcaras, parcialidad zonal de la antigua etnia de los Omaguacas que dominaban la zona en el periodo prehispánico.

Visité Tilcara por primera vez cuando tenía tan solo 8 años de edad; desde entonces he mantenido un vínculo único y especial con el pueblo, tan fuerte como el que mantengo con mi ciudad de nacimiento. Desde aquella primera vez he visitado Tilcara un gran numero de veces, quizás no en forma regular, pero si en diferentes etapas de mi vida -en la niñez, en la adolescencia, en la juventud-. Cada una de esas visitas, cada momento vivido en Tilcara, ha quedado marcado a fuego en mi memoria en todas las formas sensoriales que puedan existir…olores, imágenes, sensaciones táctiles, sonidos se desprenden de mi mente cuando pienso en Tilcara y producen una sensación especialmente conmovedora cuando estando nuevamente allí las vuelvo a percibir.

En todos estos años el pueblo ha ido “mutando”, pasando de ser un pintoresco y silencioso pueblo de montaña a un bullicioso centro vacacional, preferido en su gran mayoría por jóvenes mochileros que particularmente en los meses de enero y febrero -meses en los cuales se celebran dos de los mas importantes festivales del lugar, el “Enero Tilcareño” y el “Carnaval”- llenan sus estrechas calles y acogedoras plazas de música y movimiento, y que continúan hasta la madrugada cantando y bailando en las típicas “Peñas” del lugar, sitios en los cuales solo se escucha música folclórica argentina, en especial del noroeste –alegres Carnavalitos y Huainos, rítmicas Chacareras, melancólicas Zambas y Bagualas, tristes y sentidas Coplas, etc.-siempre ejecutados con los instrumentos típicos de la zona: charangos, sikus, erkes, bombos, cajas, violines y guitarras.

El perfil del pueblo -podríamos decir hoy ciudad- también ha cambiado. Una floreciente industria hotelera con emprendimientos realizados por inversores en su mayoría provenientes de una migración interna de Bs. As. y otras provincias importantes del país ha modificado notablemente el estilo arquitectónico simple y de casas bajas de “adobe” (efectivos bloques de excelentes cualidades térmicas realizados con barro -mezcla de arcilla y arena- que permiten aún actualmente que los pobladores puedan realizar sus propias viviendas sin la intervención de un comercio que provea el material, pues este se encuentra al alcance de todos en la naturaleza misma). Estas nuevas y modernas construcciones, preferentemente realizadas en piedra con grandes superficies vidriadas y a veces de colores llamativos, intentan imitar el estilo propio del noroeste, pero su imponencia provocadora delata inmediatamente su procedencia foránea.

Pero a pesar de estos cambios que en cierta manera modifican la esencia del lugar, el efecto mágico y misterioso de Tilcara se sigue percibiendo. Allí siguen estando como silenciosos testigos de estos cambios los majestuosos cordones montañosos que a un lado y otro cobijan al pueblo de Tilcara. También los ríos Grande y Huasamayo que solo desbordan con aguas rápidas y turbulentas en época de intensas lluvias, mientras permanecen secos el resto de la temporada, con lánguidos hilos de agua que discurren entre las rocas en las cuales existe la posibilidad, siempre y cuando se tenga un poco de paciencia, de encontrar escondidos en su interior organismos fosilizados de una antigüedad de 300.000 millones de años denominados “trilobites”.

También sigue allí la atracción preferida entre los turistas que llegan a Tilcara, el conocido “Pucara” que en lengua quechua significa “lugar fortificado”, sitios elegidos como habitación por las poblaciones prehispánicas –en este caso los “tilcaras”- de aproximadamente 900 años de antigüedad. Ubicado a 2 km del pueblo sobre un morro se puede reconocer fácilmente no solo por el perfil de sus edificaciones –algunas reconstruidas y otras aún en ruinas-, sino también por la profusión de cardones (tipo de cactus de gran altura y tamaño típico de la zona de la quebrada, cuyo crecimiento es tan lento que a causa de una continua depredación de los mismos para el uso de su particular madera o simplemente a modo de “souvenir” se ha tenido que implementar un decreto de protección para los mismos), que en estos sitios se observan claramente aún a la distancia.

Con gusto se puede observar cada día de la semana que allí siguen, en la plaza central de Tilcara, los pintorescos y coloridos puestos de artesanías, en donde se pueden adquirir desde económicos objetos de cerámica hasta sofisticados tejidos realizados con lana de llama y oveja principalmente.

Y por supuesto aún están allí los rostros duros de mirada triste y profunda de los verdaderos “dueños” de Tilcara, sus originarios pobladores, gente parca y sencilla que desde antaño y hasta el día de hoy sigue soportando todos los tipos de dominación existentes, primero fueron los Incas, luego los colonizadores españoles y ahora mediante la explotación muchas veces poco conciente de los recursos turísticos del lugar que habitan, que realiza principalmente el “gringo”, termino que utilizan para referirse al hombre blanco, tanto para el que viene de las grandes ciudades de Argentina -aunque el contraste entre unos y otros pobladores sea tan marcado que la sensación es que se trata de dos países diferentes- como para el extranjero que elige visitar sitios como Tilcara aunque mas no sea por conocer otro lugar “exótico” de esos que se encuentran alejados en tiempo y espacio de su propia cultura.

Todo esto y mucho mas es Tilcara, ese lugar enigmático y maravilloso que conocí una vez hace mucho tiempo y que aún hoy, a pesar de los grandes cambios acontecidos, sigue ejerciendo su fascinante y magnético poder.

Et “sted” i verden:

Hvem har ikke paa et eller andet tidspunkt spurgt, hvorfor man foeler sig bedre tilpas i en bestemt by fremfor en anden, ved havet fremfor i bjergene, i et sted omgivet/fyldt med gamle bygninger som er opstaaet engang tilbage i tiden, eller moderne byer med splitternye og spetakulaere bygninger.

Der eksisterer ikke en logisk forklaring paa, hvorfor nogle steder udoever en maerkvaerdig og fascinerende kraft/tiltraekningskraft paa os og vores foelelser, en kraft/foelelse som forsvinder efterhaanden som vi fjerner os fra stedet/ (naar vi ikke er paa stedet), men som blusser op(taender) igen de gange, naar vi med glaede vender tilbage til dette sted. Fra da vi besoegte det foerste gang, vidste vi at dette var “vores “sted” i verden”, et sted hvor vi altid oensker at vende tilbage.

Dette sted, er for mig “Tilcara”, en maerkvaerdig nordvest argentisk landsby, lokaliseret i Jujuy-provinsen 2460 meter over havets overflade, i centrum af den kendte Quebrada de Humahauca (Et sted der fra aar 2003 blev klassificeret som en del af U.N.E.S.C.O kultur og naturarv), og som har taget sit navn fra stedets antikke befolkninger, indianerne fra Tilcara, og en saerlig gammel/antik etnisk gruppe kaldet “omaguacas” som dominerede zonen i den pre-hispaniske periode.

Jeg besoegte Tilcara for foerste gang da jeg var 8 aar gammel; lige siden da har jeg haft/foelt en unik og speciel forbindelse/tilknytning, som er lige saa staerk som den jeg har med den by hvor jeg blev foedt.
Lige siden denne foerste gang, har jeg besoegt Tilcara adskillige gange, maaske ikke paa en regelmaessig/formel/stringent maade, men i forskellige etaper af mit liv- i min barndom, puberteten, i min ungdom-.
Hver og en af disse besoeg, hvert oejeblik man har tilbragt i Tilcara har brandt sig fast i min hukommelse i alle sanselige former; lugte, synsindtryk, foelelser, lyde-alle noget som opstaar i mit sind naar jeg taenker paa Tilcara og naar jeg paa ny befinder mig der.

Igennem alle disse aar har landsbyen gennemgaaet en forandring, fra at vaere en malerisk og stille bjerglandsby til et larmende feriested, hovedsaligt foretrukket af unge backpackers, der saerligt i januar og februar maaned-(de 2 maaneder, hvor man fejrer 2 af stedets vigtigste festivaler, “el enero Tilcareño” og “el carnival”)- fylder de smalle gader og hyggelige livlige plazas, og som fortsaetter med at synge og danse indtil morgengry i stedets typiske peñaer. Peñaer er steder hvor man udelukkende hoerer argentinsk folklore, specielt nordvestlig folklore-den glade karnival+huainos, rytmisk chacareras, melankolsk zamba og Baguala, soergmodigt og foelelsefuldt coplas, mm.- Altid udfoert med instrumenter som kendetegner regionen; Charangos, sikas, erkes, bombos, cajas, violiner og guitar.

Landsbyens profil (idag kan vi betegne den som en by) har ogsaa forandret sig. En blomstrende hotelindusti, foretagender realiseret af investorer der hovedsaligt har immigreret fra B.A.
Andre af landets vigtige provinser har ladet sig inspirere af den simple arketektoniske stil med lave huse af adobe (Effektive blokke/materiale med fortraeffelig termisk egenskeber (holder paa varmen) realiseret med ler/mudder-blanding af ler og sand- som selv nutildags muliggoer at indbyggerne kan realiserer sine egne boliger uden intervention fra kommerciel side, eftersom alt materiale er fra den omkringliggende natur.)
Disse nye og moderne konstruktioner, fortrinsvis lavet i sten med store overflade arealer af glas og af og til med ioejenfaldene farver, i et forsoeg paa at efterligne den typiske byggestil fra nordvest-regionen, men den udforderende efterligning afsloerer oejeblikkeligt den fremmede uoriginale oprindelse.

Men paa trods af disse forandringer, som uden tvivl forandre stedets essens, er der stadig en aura af magi og mystik over Tilcara. Staaende som tavse vidner til denne forandring, finder vi de store majestaetiske bjerg-kaktusser(cardones), som paa en eller anden maade beskytter landsbyen Tilcara. Ogsaa floderne “Rio grande” og Huasamayo sm kun flyder over sine bredder under perioder med intens regn, mens det resten af tiden forbliver toert med en svag stroem af vand som loeber mellem stenene/klipperne. Her findes en mulighed for, hvis man har lidt taalmodighed, at finde skjulte fossile organismer med en alder paa over 300.000 millioner aar, betegnet trilobiter.

Endvidere finder vi ogsaa her den foretrukne attraktion blandt turisterne der kommer til Tilcara, den kendte “Pucara” som i Quechua sprog betyder “Det befaestede sted”, steder som tidligere har vaeret brugt til beboelse af pre-hispaniske befolkningsgrupper- i dette tilfaelde “Los Tilcaras” for naesten 900 aar siden. Beliggende 2 km fra byen som en snude(der stikker frem, via en klippeforhoejning), kan den let genkendes, ikke kun paa ruinernes profil (nogle ruiner er rekonstruerede, andre er stadig oprindelige rester) men ogsaa for et vaeld af cardones (en stor kaktus der findes i stoerre hoejder og som er meget karakteristisk for Quebrada dalen, hvis vaekst er saa langsom at det har foraarsaget en fortsat tilbagegang af kaktusserne, grundet udnyttelsen af dens saerlige trae og endvidere at den bruges som souvenir-genstand.Derfor har man vaeret noed til at implementere et beskyttelses dekret for at bevare cardones), som man fra dette punkt kan observerer over det hele, selv fra distancen.

Paa Tilcaras centrale plads kan man med glaede hver dag hele ugen observerer kunsthaandvaerkernes maleriske og farverige salgsboder, hvor man kan anskaffe alt fra billige keramik objekter til sofistikerede tekstil, primaert realiseret med uld fra lama og faar.

Og stadigvaek finder vi her det oprindelige/aegte folk/ejere af Tilcara med deres haerdede ansigter og dybe og triste blikke, de originale indbyggere, noejsomme og enkle/ligefremme folk, der fra gamle dage indtil idag har vaeret underlagt alle taenkelige former for undertrykkelse/dominans. Foerst var det Incaerne, derefter de spanske kolonister og nu den mindre bevidste og mindre direkte udnyttelse fra turisme industrien paa stedet, undertrykkelse/dominans der primaert realiseres af “el gringo”, en term der referere til den hvide mand som hovedsaligt kommer fra de stoerre argentinske byer (Selv om der vil vaere kontraster mellem nogle af de lokale, foeler man at det er befolkninger (De hvide turister versus de lokale)fra to forskellige lande-.
Naar man som fremmed/udefrakommende (Argentiner)vaelger at besoege steder som Tilcara, vil det ikke kun vaere for at besoege et eksotisk sted, men for at moede/opdage et stykke af sin egen kultur, der virker fjern i tid og rum.

Alt dette og meget mere er Tilcara, dette gaadefulde og vidunderlige sted, som jeg for foerste gang laerte at kende for laenge siden og som selv idag, til trods for tidens store forandringer, fortsaetter at besidde en fascinerende og magnetisk magt.

MPO paa coke (El Norte “part 2″)

Da MPO ikke er vant til de store hoejder, skabte det i starten lidt uligevaegt med traethed, lettere svimmelhed og en aften med opkast. De tyndre luftlag svaekker iltoptaget og man maa lige tage det lidt mere med ro. Ikke underligt at det Argentinske landshold har problemer naar de skal spille paa udebane mod Boliva. En kamp der forergaar i Bolivias hovedstad La Paz, 3640 meter over havets overflade.

Heldigvis befinder vi os i Andes-regionen hvor det hellige naturprodukt, “kokablade” er vidt udbredt og er almindelig accepteret blandt originalbefolkningen. Det er de samme blade som bruges til at producerer kokain, der er et kraftigt koncentrat fra disse blade. Det er primaert importeret fra Bolivia, og i hele Andes-bjergregionen har det i mange tusinder aar vaeret en almindelig social kutyme at tygge disse lette euforiserende blade, der har en “feel good” virkning, i form af en lettere opkvikkende effekt og fjernelse af sult. Blandt originalbefolkningen er bladene gennem historien blevet betragtet som hellige,som en gave fra gud.
Der hersker lidt forvirring omkring legaliteten veroerende besiddelse af bladene. I Bolivia er det lovligt, men ifoelge lonely planet fraraades det at vaere i besiddelse af bladene i Argentina, da videresalg er ulovligt. Dog fornemmede MPO at bladene er allestedsnaervaerende og saelges fra kiosker og gadeboder, uden konsekvens fra den lokale ordensmagt.

De byer der ligger nord om Tilcara, ligger i hoejde omkring de 3000 meter og derover. Lorena og MPO ville gerne besoege et par af disse landsbyer og for at vare paa den sikre side proppede MPO sig med koka-blade og hoejdesyge-piller, som Lorena havde medbragt. Reakken af byer vi naede at besoege inkluderer foelgende, Purmamarca(1dag)-Tilcara(hovedbase)-Humahauca(2dage)-quiacha(gennemfart)-Yavi(2dage)-Yavi “chico”(3timer)-Iruya(3dage)-San Isidro(2timer).

Iruya ligger placeret ca 60 km off-road (fra hovedvejen rute 9) hengemt bag et 4000 meter hoejt bjergpas i et smukt isoleret bjerglandskab. Der er busafgange derud ca. 3 gange dagligt, fra Humahauca. Ikke luksusbusser som i det oevrige Argentina, men beskedne, stoevede, smaa dieselbusser meed haarde saeder. Vejen fra humahauca til Iruya tager 3 timer og gaar af spetakulaere snoede grusveje over det 4 km hoeje bjergpas, uden nogen form for afskaermning til de stejle skraenter, med en haeldningskvotient paa 99 %.

Vi skulle naa bussen 9:30 fra Humahauca, hvilket er tidligt for Lorena og MPO, der begge ser klarest i moerke. Da vi skulle afsted, var vi ikke klar over at busturen villetage 3 timer og at det var i discountbusser importeret fra Bolivia. Da man samtidig havde opkastfornemmelser allerede inden kampstart, var vi taet paa at vende om, og tage bussen tilbage til fredelige Tilcara.
Men vi valgte at satte os ind i den fyldte bus, hvor vi heldigvis fik plads paa de forreste raekker. Bussen var fyldt med glade unge hippies fra Buenos Aires, der fyrede den af med faellessang, akustisk guitar og dans. For MPO er det en gaade, hvordan man paa dette ukristelige tidspunkt af doegnet kan frembringe saadan en entusiasme, med en 3 timer lang koeresyg-frembringende tur foran sig. De unge der udlevede den klichefyldte 60`er livsstil 100%, maa have vaeret paa LSD, eller paa en afterburner fra natten foer.

Vi overlevede turen, der viste sig ikke at blive saa slem som frygtet. Efter vi havde passeret et par hoejderygge af idylliske snoede bjergveje, tonede den uberorte landsby frem, beliggende beskyttet i et dalstrog, med imponerende bjergtoppe som baggrundskulisse. Iruya mindede om en sydeuropaeisk bjerglandsby, som den laa der, beliggende paa en skraent med sine stejle smalle streader. Dermed skilte den sig ud fra de oevrige vindblaeste, oerkenagtige flade landsbyer, med de lave hjemmelavede adobe-huse (huse lavet af soltoerret ler), beliggende taettere paa hovedvejen.

Fra iruya kan man vandre til et par naertliggende landsbyer, hvor det dog anbefales at man ledsagers af en guide, paagrund af det uberegnlige taerren, med chance for jord og mudderskred. Dagen foer havde vi paa en lille aftentur moedt en gruppe “trekkere”, der havde vaeret paa en vandretur til landsbyen “San Isidro” langs dalstroeget nordvest om Iruya. De sagde det var en fantastisk tur, der ville tage et par timer og man skulle holde sig til den venstre side af dal-bunden. Det skulle man paagrund af den flod der loeb langs dalbunden, og som forgrenede sig i flere haeftigt fossende vandloeb.

I troen paa at det kun ville vare et par timer, paabegyndte vi vores vandretur ved 12:30 tiden og gik frejdigt derud af, i hoej solskin og omfavnet af imponerende roedtonede klippeskraaninger til begge sider. Vi holdte os som vejledt, til klippesraaningen paa venstre side af dalbunden. For at undgaa flodvandet, maatte vi paa visse tidspunkter op og kravle paa selve klippeskraaningen, med det noget loese sandmateriale. Da vi paa ruten saa adskillige andre personer gaa samme rute, regnede vi ikke med at det ville vaere noget problem. Efter et par timers gang kom vi til en passage, hvor man var tvungen til at krydse det kraftigt fossene vandloeb. Da det var svaert at se hvor dybt det var og stroemmen var paent kraftigt, turde vi ikke at krydse barfoedet. Vi satte os afventene ned, for at se hvordan andre ville baere sig ad med at krydse vandet. Efter kort ventetid kom en stoerre flok unge med en rutineret leder i front. Han hoppede over floden via et par vaade stene, paa hver sin kant af vandet. Derefter kunne han tage imod den naeste der skulle springe, saa vedkommende ikke gled paa den vaade sten. Vi gik hen til flokken efter de alle havde hoppet over, en af deltagerne blev tilbage for at hjaelpe os og tage imod os i springet. MPO der ikke er saa smidig som han har vaeret,fik et totalvaadt bukseben, sko og sok.

Smaa deprimeret over den vaade sko, (En secondhand nike sko fra 1988, der er 3 dage om at toerre) gik vi det sidste stykke hentil landsbyen San Isidro. Det sidste stykke hen til landsbyen gik langs en spetakulaer klippeskraaning med idyllisk udsigt over dalen med det rindende vand i bunden. Klippeskraaningen var fyldt med groen vegetation, specielle planter, graessende gedeflokke, fouagerende kolebrier og enkelte smaa stenhuse til dyreholdene. Den smalle grussti langs klippeskraaningen snor sig op til selve San Isidro, der ligger paa en forhoejning i et pittoreske landskabssceneri, omgivet af hoeje bjerge med panoramaudsigt over dalbunden for neden. Her er andes-kondoren et almindeligt syn og vi ser to fugle haenge i majestaetisk stor hoejde over selve landsbyen. Det er traditionel landsbyliv der leves her med stort T. Totalt isoleret fra omverden og med aesler som eneste tansportmiddel, er elektricitet stadigvaek en relativ ny ting. En af landsbyerne i omraadet fik saaledes foerst tilfoert elektricitet for foerste gang i 2007.

Husene i landsbyen er simple, bygget med lokale naturmaterialer af sten og ler. Nogle af husene minder om moerke huler uden elektricitet. Vi finder et privathjem med et skilt hvor der staar “hay empanadas” (Der er/vi har Empanadas). Vi gaar ind i forhaven, hvor et aeldre aegtepar byder os velkommen og konen laver 12 empenadas af gedeost til os. De bliver lavet fra et lille beskedent privat koekken med en enkelt stegepande.

Det havde taget os over 4 timer at gaa herud og vi havde ikke regnet med at turen var saa udfordrende og vanskelig, som den viste sig at vaere. Nu var kl 18 og vi skulle gerne naa hjem foer det blev moerkt. Endnu vaerre var det, at det trak op til torden og det begyndte at smaaregne, hvilket betyder at det kan blive risikofyldt at betraede de stejle klippeskraenter med det loese grusede materiale. De andre backpackere/trekkingfolk vi moedte i byen havde valgt at overnatte der og mente det var en smule risikofyldt at gaa tilbage. Da Lorena insisterede paa at hun ville tilbage og ikke overnatte i San Isidro, pabegyndte vi vores tilbagevandring i hoejt tempo og til lyden af buldrende torden. Jeg frygtede at regnen ville tiltage og at vi ville blive fanget et sted ude midt paa ruten. Heldigvis stoppede regnen efter en times tid og det klarede op.

Men floden skulle krydses paa ny og denne gang, hvor skumringens dunkle lys naermede sig, var der ikke et oeje til at assistere. Vi gik hen til det sted, hvor vi foerste gang havde sprunget, men vi kunne hurtigt indse at det var for risikabelt, med de glatte vaade sten, uden nogen til at tage imod paa den anden side. Vi gik frem og tilbage langs det fossende vand, for at finde et sted som kunne vaere egnet til passage. Et sted der kunne passeres med bare foedder, hvor vandet ikke stroemmede saa kraftigt og hvor der ikke virkede saa dybt. Vi havde opgivet at springe da afstanden mellem brederne var for stor. Vi toevede, der var gaaet 45 min med at gaa frem og tilbage og moerket havde efterhaanden taget kraftigt til. MPO havde smidt cowboybukserne og var kun ifoert sine simpsons-boksershorts, for ikke at blive for vaad og for at foroege foelelsen af smidighed.

Noget matte goeres, en chance matte tages. Vi fandt den bredeste passage, da jeg mente at stroemmen logisk nok maatte vare mindre intensiv her. Skoene maatte totalofres, da man blev noedtil at staa solidt fast i det stroemmende vand. Jeg forsoegte mig og med stroemmende vand til ballerne, lykkedes det at krydse floden, hvor den var bredest. Lorena kom efter og vi kunne aande lettet op og forsaette vores vandring mod Iruya. Den sidste halve time i moerke og med et par meget traette kroppe, der matte stoette sig til hinanden de sidste par hundrede meter.

Om aftenen sad vi paa en af Iryuas mange smaa billige og hyggelige spisesteder, hvor vi med kolde bare foedder kunne sidde og evaluerer paa en udflugtstur der havde det hele; Spetakulaert landskabssceneri, varieret fugleliv, traditionel andes-bjerg-landsbyidyl, empanadas med gedeost, sol og torden, fysiske udfordringer og samtidig haeftig meningsudveksling, der i de pressede situationer var med til baade at udfordre og konsolidere forholdet mellem de to turdeltagere. Alt sammen der var med til af goere denne dag til et absolut mindevaerdigt hoejdepunkt.

El Norte “part 1″

MPO er kommet op i hoejderne. Naermere betegnet Jujuy-provinsen i den nordvestligste del af landet. “El norte” som denne region bliver kaldt i folkemunde, er de seneste aar blevet en yderst populaer udflugtsmaal for isaer argentinere fra de stoerre byer, der vil noget andet og mere alternativt end den passive badeferie ved Mar del Plata eller Uruguays og syd-Brasiliens strande. Regionen inkluderer ogsaa Salta provinsen og Salta by og straekker sig nord paa via hovedvejen (rute 9) til graensebyen la Quiaca, ved Bolivias graense. Straekningen nord om Jujuy til Quiaca udgoeres bl.a af “la Quebrada de Humahauca”, en lang, bred og dyb dal, med en raekke hyggelige bjerglandsbyer (bl.a selve hovedbyen Humahauca), der kan besoeges via deres naerliggende placeringer til hovedvejen “rute 9″. Hoejden stiger stiller og roligt i retning mod Bolivias graense og kulminerer med punaen, et stort palateuagtigt hoejland, beliggende 3500 meter over havets overflade.

Den 120 km lange dal “la Quebrada de Humahauca” er historisk og kulturel interessant, paagrund af den menneskelige aktivitet, der har uspillet sig her igennem de sidste mange tusinder aar. Dalen har en kompleks topografi, med mange forskellige mikroklimaer der varierer alt efter hoejde, jordtype, vegetation og placering i forhold til den solare indstraaling. Dette har gennem historien givet gode forudsatnnger for menneskelig beboelse og aktivitet, da landsskabsdiversiteten baade har budt paa fertile landomraader, graesningsomraader for dyrehold, frugter og vilde dyr (til jagt). Dette har betydet at dalen tidligt i historisk tid er blevet underlagt menneskelig civilisation. Endvidere har den naerliggende placering af subtropiske skovomraader syd om dalen og de hoejtliggende slette “punaen” nord om dalen, udvidet sortimentet af foedemuligheder for dalens indbyggere op igennem historien. Omraadet er derfor af stor arkeologisk betydning, da man her har fundet mange spor og rester fra fortiden bl.a i form af vaegmalerier, huleinskriptioner, keramikgenstande og ruiner fra gamle kulturer, der har beboet dalen op igennem tiderne.

Af de mange befolkningsgrupper der her har levet i symbiose og i pakt med naturen paa en respektfuld maade er bl.a indianerne under Inca-riget, der noget af danne sig et stort imperium (Der straekkede sig ind i det nuvaerende Bolivia, Peru, Chile og nordvest-Argentina) i aarene 1430-1536, inden de maatte lade sig undertrykke af de spanske kolonister. I nyere historisk tid, under kolonial og republik perioden har originalbefolkningen ikke haft det let og har matte finde sig i undertrykkelse og stram organiseret styring fra de europaeiske “invaders”. I haab om at overleve har de matte tilsidesaette mange aars opsparet erfaringsviden,foelelser og forataaelse for det at leve i pagt og respektfuld interaktion med naturen. Viden og foelelser som man stadigvaek den dag idag, fornemmer snerten af hos lokalbefolkningen og alt sammen noget der er med til at goere dette omraade og dets befolkning til noget unikt.

Lidt nord om Tilcara, midt i Humahauca-dalen, ligger “The tropics of Capricorn”, den tropiske zones sydlige graense. Der er dog ikke meget tropeagtigt over denne koelige, toerre og blaesende region, hvor isaer naetterne kan vaere yderst kolde og endda med frostgrader i vinterhalvaaret. Det nordoestlige Argentina er vaesentligt mere tropeagtigt med sine varme og fugtige regnskov, trods sin sydligere placering. La Quiaca er den nordligste stoerre by i Argentina og ligger 5171 km nord om den sydligste del Ushuaia, hvilket illustrerer stoerelsen og afstandsforholdene i dette kaempe land.

Hovedbasen de sidste 3 ugers tid har vaeret Tilcara, en mindre hyggelig bjerg-provinsby, 90 km nord om Jujuy. Her har jeg tilbragt tiden sammen med min gode cs-venninde Lorena fra Rosario og vi har sammen rejst rundt i det smukke toerre bjerglandskab med de mange isaer roedlige og gullige farver. Udover at vaere arkeologisk interessant er omraadet ogssaa geologisk spaendende, med isaer mange sedimentaere bjergarter, fossiler og vaerdifulde mineraler. Lorena har en Tante “Alicia” der bor i et stoerre 3-etagers hus i udkanten af Jujuy og desuden har et gammelt familiearvet sommerhus i Tilcara. Foruden et weekendbesoeg hos tanten fik vi lov til at bo i huset i Tilcara og bruge det som base for oevrige udflugter i Humahuaca dalen og videre nord paa. Lorenas familie er af tysk afstamning (bedsteforaeldre fra Tyskland) og hendes foraleldre bor idag i Koeln. Mange Argentinere har et staerkt tilknytningsforhold til Europa, med familie der oprindeligt stammer fra forskellige europaeiske lande. Som i Lorenas tilfaelde er det almindeligt forekommende, at soege om dobbelt statsborgerskab. Dette er muligt hvis man er barnebarn til en bedsteforaeldre, der har immigreret og man behoever derfor ikke at have saerlig stor tilknytning til det paagaeldende land. Baade Tyskland, Italien og Spanien har ordninger angaaende dobbelt statsborgerskab, dog som saedvanelig ikke Danmark, hvilket betyder at dansk-argentinere ikke kan opnaa dansk statsborgerskab.

Det lave gaardagtige hus ligger placeret midt i Tilcara by, ikke saa langt fra den centrale “plaza”, hvor det syder med aktivitet fra de mange boder, hvor lokale saelger traditionelle haandlavede proddukter som f.eks keramik, striktroejer, huer af uld, taepper, haandtasker, lokale naturprodukter osv. Mange af disse lokal kulturelle produkter er dog importeret fra Bolivia, hvor de koster under halv pris. Tilcaras stoevede grusgader og livlige gadehandel med lokalkulturelle produkter, er med til at give byen et intimt, hyggeligt traditionelt lokalt-unikt saerpraeg, der goer at man foeler sig i henvist til en anden verden eller til en fjern fortid. Turismen har sat sit tydelige spor her, men det er altovervejende unge argentinske backpackere fra de stoerre byer, der er koncentreret her. Unge hippe, flippede, alternative, oeko-freaks og studerende, der kommer her for at opleve en snert af det gamle autentiske argentina, hvor lokalbefolkningen i aartusinder har levet i et baeredygtigt sammenspil med naturen.

Byens mange peñaer (En slags kombination af pub/bar/spisested/dansested/klub, hvor der spilles traditionel folklore “live”) giver endvidere byens et haeftigt natteliv, isaer her i sommermaanederne hvor det er festival og turistsaeson. Den traditionelle folklore, er superpopulaer i Argentina og isaer blandt de urbane unge, virker det som om der er gaaet en slags trend i at dyrke og fyre den af til autentisk livemusik, som supplement til det saedvanlige lidt kolde klubliv.

At gaa i byen her er en oplevelse. Livemusikken kan vare sublim, med et bredt udsnit af forskellige lokale blaese instrumenter, tilsat floejte,violin, trompet, banjo og heftig skoensang. Folkloren varierer meget alt efter hvilke instrumenter der bruges, og kan frembringe baade melankolske laengselsfulde stemninger til mere dansable og glade stemninger. Folklore er egentlig en en ret bred betegnelse der er presset ned over mange forskellige subgenrer og danse, som min begraensede viden ikke tillader, at jeg kommer ind paa her. At gaa paa peña i Tilcara er en intens oplevelse, ikke mindst takket vaere de mange feststemte hippe unge fra hovedsaligt BA, der fester 100% igennem til musikken. Men ogsaa fordi musikken virkelig er noget specielt, der til tider kan vaere ufattelig medrivende og naervaerende. Peña oplevelsen er autentinsk og intim og paa gode dage vil der her vaere et konstant entusiastisk peak af begejstret feststemning, der kun forekommer momentvis paa en moderne elektronisk klub.

Saaledes koger Tilcaras hyggelige centrale del over om natten her i sommermaanederne. Gaderne er fyldte med unge der staar forventsningsfulde i koeer til de mange peñas, eller bare haenger ud med medbragte guitarer, faellessang og masser af calimocho (vin-cola) og fernicola (Fernet Branca-cola). Ren roskilde-festival stemning, men en smule belastende naar man proever at falde i soevn i et ikke saerligt lydisoleret lerhus, lokaliseret lige midt i loejerne.

Back on track

Endelig er man noget til den nord-vestligeste del af Argentina og provinserne Salta og Jujuy, en region der staar i kontrast til det flade, lavtliggende, fugtige og tropiske nord-oest. Her er vi i den toerre andesbjerg region, hvor befolkningen primaert bestaar af original indfoedte. Omraadet har derfor helt sit eget traditionelle saerpraeg med et boliviansk tilsnit og sin egen folklore, der goer at det skilller sig ud fra andre dele af Argentina. De storre hojder goer endvidere at der her ikke er saa kvaelende varmt, som der iojeblikket er i det lavtliggende centrale og nordoestlige dele af landet. Det er en region der er meget populaer blandt Argentinske turister, som netop nu, hvor mange netop har faaet sommerferie, oversvommer omraadet.

Jeg befinder mig i turistfavorit byen Salta, der er karakteriseret ved sin traditionel/intime stemning og kolonialarkitektoniske bygninger. Gader og torve er stadig dekoreret med julepynt og lys, da man i modsaetning til Danmark, (hvor alt er pillet ned og gjort klart til nytaar, inden anden juledag er overstaaet) fejrer hellig 3 konger den 5 og 6 januar. Saa vidt jeg husker er det her man giver boernene gaver, da det symboliserer de 3 vise maend fra osterlands, opsoegning og tilbedning af jesusbarnet.

Jeg ankom til Salta et par dage foer nytaar og indlogerede mig paa et international hostel med mange europaeiske backpackere. Man maa indroemme, at man efterhaanden er ved at vare lidt treat af hostelkulturen og de mange engelsktalende backpackere, der har travlt med at se hele sydamerika paa saa kort tid som muligt. Folk kigger forundret paa en, naar man fortaeller at man har taenkt sig at bruge alt sin tid i Argentina for at komme i dybden. Heldigvis er der ogsaa argentinske bacpackere, som man ikke ender helt distanceret fra sproget og lokalkulturen. Hvad jeg allerede nu elsker ved argentinere, selv om det er fejlagtigt at tale om hele befolkningsgrupper under et, er deres lette tilgaengelighed. De er meget lette at falde i snak med og de har en meget behagelig inkluderende attitude der goer at man foeler sig velkommen. Der er ikke de samme barrierer for social kontakt mellem mennesker, hvilket man ogsaa kan observerer i det offentlige rum (busser, supermarked osv.) hvor folk let falder i konversation med hinanden, uden rigtig at se hinanden an.

Nytaarsaftens dag var jeg i tvivl om hvor jeg skulle tilbringe nytaarsaften. Jeg har et lidt anstregt forhold til arrangerede, forventningsopbyggede fester som f.eks nytaarsaften. Skulle jeg bare gaa rundt i byens gader og observerer, eller skulle jeg deltage i hostellets festarrangement med “all you can eat” barbeque, picadas, fri bar og champagne. Jeg gad det ikke, en masse engelsktalende backpackere, der drak sig stive og hvor man hoejst indledte en overfaldisk relation for en aften. Alligevel valgte jeg at tilmelde mig arrangementet og laegge min “paa dagen” skeptiske indstilling/tilgang paa hylden.

Det var byens tre internationale hostels der havde slaaet sig sammen om at lave festen og da den foregik paa en af de to andre hostels, var der faellesafgang ved 20 tiden fra mit hostels receptionsstue. Da jeg kom derned ved 20:30 tiden, havde majoriteten forladt receptionsstuen. Der sad en middelaldrende mand og en yngre dame og talte om deres respektive rejser. Jeg satte mig ved siden af dem, og der gik ikke laenge foer de inkluderede mig i samtalen og spurgte hvor jeg var fra. De var begge argentinere fra Buenos aires der uafhaengigt af hinanden, var paa ferie i det nordlige Argentina. Tandlaege studerende Augustina rejste sammen med sin psykologistuderende venninde Carla, og skulle for forste gang fejrer nyrtaar vaek fra familien. Adolfo arbejdede i olieindustrien, han rejste alene og  ligesom for pigernes vedkommende, er det hans foreste gang i det nordlige Argentina. De skulle alle tre ogsaa til festen og i loebet af ingen tid havde vi dannet en 4-kloever, der betoed at vi tilbragte hele nytaarsaften sammen.

Festen foregik paa en dunkel belyst openair-baggaard med swimmingpool, hvor folk sad i smaa grupper ved de seperat opstillede traeborde. Pigerne fortalte hvordan det var deres foerste rigtige rejse paa egen haand og at de aldrig havde vaeret uden for Argentina, men at de godt kunne taenke sig at rejse til det sydlige Europa. For Carlas vedkommende var det isaer Paris og det urbane parisiske bohemeliv der var hendes stoerste oenske, noget der ikke er helt fjernt fra BA, da der er visse storbykulturelle lighedspunkter mellem de to byer bl.a via tangoen. Det slog mig at stort set samtlige de Argentinere jeg har talt med, enten havde vaeret eller oenskede at rejse til syd-europaeiske lande som Spanien, Italien og Frankrig. Men det er jo ganske naturligt, da de har deres kulturelle roedder, familiemaessige relationer og sproglige faellesskab med denne del af Europa.

Et andet omraade hvor man maerker de staerke baand til det sydlige Europa er inden for det tradtionelle argentinske koekken, der bygger paa komponenter fra baade det franske, spanske og italienske koekken, snarre end det latinamerikanske. Oven i dette kommer den absulutte konge og omdrejningspunkt i det argentinske koekken; The beef, oksekoedet, carne de vaca, asadoen. Argentina har verdens stoerste forbrug pr indbygger af boefkoed, med et aarsforfrug paa 68 kg pr indbygger. De store aabne fertile greasstepper i pampasregionen har givet perfekte forudsatninger for opdraetningen af et stort antal dyrehold, der har bidraget til opbygningen af en kaempe eksport industri, verdens trejde stoerste efter Brasilien og Australien. Boefen er dermed meget mere end bare et stykke mad, men et grundelement i den argentinske kultur og  selvforstaaelse. Kaempe landarealer er gennem historien blevet indrettet til kvaegdrift, som igen har forbindelse til en betsemt karateristisk bonde/macho/goucho livsform. Dermed har koedproduktionen haft  indflydelse for udviklingen af  en livstil paa pampaen, som har en vigtig plads i den nationale selvforstaaelse.

Saaledes stod den ogsaa paa god grillet argentinsk boef, denne nytaars aften, der dog lod vente paa sig, da det er vigtigt at koedet tilberedes paa den rigtige maade. Tilberednings reglerne ved grilning, er til for at optimerer smagsoplevelsen af koedet saa meget som muligt. Det skal bl.a grilles i slow-tempo mindst to timer, placeres i et saerlig forhold og afstand fra kullet og salt er den eneste tilsaetningsingrediens i Argentina, hvor man hverken tilsaetter krydderier eller marinade.

Da klokken havde passeret de 23, kom de store dejlige saftige stykker koed paa bordet. Pigerne sad og sms’ede med Buenos aires, da den mystiske tidszone inddeling goer at BA er en time foran Salta-regionen. Endnu engang noed jeg selskabet med disse vidunderlige argentinere. Vi kendte ikke hinanden for faa timer siden, nu sad vi til bords med hinanden,  morede og hyggede os som om vi var et indgroet venneselskab, der havde kendt hinanden i en laengere aarreakke. Alle 3 var dejlige, men Carla skilte sig saerligt ud med sin ligefremme belevende engagement. Hendes stilede urbane attitude, lige afkortede pandehaar og farvestraalende pandetoerklade i perfekt supplement til frisuren, var med til at fremhaeve hendes karisma. Det var intenst at foere dialog med hende, hendes belevenhed, glimt i oejet og energiske glade respons naar man sagde noget, var med til at sprede enormt gode vibes.

Saaledes bevaegede man sig ind i det nye aar i varmt selskab og med en fraader over det saftige saltede oksekoed. Taknemmelig over for aaret der gik og et haab om et fredeligt og kaerlighedsfyldt 2009 til alle, blev der skaalet i champagne og skaevet mod himlen og stjernerne.

PS! Vil ligeledes benytte lejligheden  til ( lidt forsinket), at oenske alle der har forvildet sig ind paa denne blog, et godt aar 2009!!!

MPO i Florianopolis (BRA)

Vi befinder os paa oeen Santa Catarina, beliggende ud til Atlanterhavskysten i det syd-oestlige Brasilien. Oeen er forbundet til fastlandet via en bro og byen Florianopolis ligger her som bindeled mellem fastlandet og selve oeen og fungerer som administrativt, kommerciel og turistcenter for hele regionen. I det sydlige Brasilien er det primaert de europaeiske immigranter fra Portugal, Tyskland og Italien der saetter sit etniske praeg paa befolkningssammensaetnigen, i et land der ellers er praeget af stor multikulturel variation. Det betyder at mange her er mere hvide i huden, sammenlignet med i resten af landet og man kan stadig finde  mindre regionale omraader, hvor man taler tysk.

Florianopolis og Santa Catarina er med aarene blevet et ombejlet turistmaal, paagrund af optimale strand faciliteter. Over 42 forskellige strande,  ligger spredt rundt omkring paa oeen, med stille familievenlige  strande i den nordlige ende og mere uberegnlige strande med haeftig boelgeaktivitet og understroem i den sydlige ende. Beach-kulturen har her perfekte betingelser og surfing, solbadning, peoplewatch, beachball og strandparties er her allestedsdnaervaerende.

MPO har indlogeret sig paa et hostel centralt paa oeens oestlige side, hvor surferne og de smukke florerer. Her er det primaert backpackers fra engelsksprogede lande som US og Australien med deres surfboards og party attitude, der dominerer. Folk laver ikke ret meget andet her end at ligge paa stranden, gaa til fester eller haenge ud paa hostellet. Jeg spoerger mig selv, hvad jeg egentlig laver her, da strandlivet ikke rigtig siger mig noget. Det er nok mest for afvekslingens skyld, for at have lidt at sammenligne Argentina med og for den megen positive omtale Brasilien generelt faar som destination.

I soendags deltog man i festloejerne, da en af Brasiliens stoerste pool-parties paa den nordlige del af oeen, loeb af stablen. Paa trods af en dyr adgangsbillet, valgte MPO alligevel at deltage og fulgte med resten af hostellet til p12 pool-party med et lovende dj-lineup i form af Gui Boratto som traekplaster. Poolarealet var et stort indhegnet baromraade, beliggende ud til og med udsigt ud over flotte strandomgivelser. Poolen var lyst op af blaa undervandslygter og stilede hvidforet ligge-laedersofaer laa parat til dem der havde reserveret. Overalt var der et toptunet personale parat til at servicerer folk, saa snart man lavede det mindste vip med fingeren. I loebet af eftermiddagen blev pool arealet mere og mere crowded med mennesker og den foerste dj gik paa ved 15 tiden med Ibiza og elektro influeret house og chill. Vi (hostel-gruppen) havde hyret to brede laeder sofaer, 4 meter fra dj-pulten, hvor man kunne ligge og beskue festens oevrige deltagere, med sin vodka-guaranasoda ved haanden.

Og hvilket syn, der moedte en, da man sad og panorerede ud over poolarealet. Overalt vimsede det rundt med stylede smukke mennesker med den rigtige attitude og accessories. Designer solbriller, dyr fashion og et perfektionistisk plejet krop, virkede at vaere obligatorisk blandt de kvindelige deltagere. Lige meget hvorhen man drejede hovedet blev man konfronteret med farvestraaelnde bikinier, snobbede blikke, fake-bryster og vibrerende numser. Ingen tvivl om, at her var Florianopolis (og oevrige Brasiliens) eksklusive elite og mere ekstravagante klubkids samlet til networking og party.

Den staar paa konstant arrogant udtjekning af hinanden, det gaelder om at sende de rigtige signaler, holde den paene facade og flashe de rigtige maerker og solbriller. MPO havde det lidt svaert mede denne opstyltede, aandsloese iscenesaettelse, saa i protest valgte man at slaenge sig i laedersofaen med en medbragt bog. Men da musikken blev for hoej og man var omringet af bikini klaedte kvinder med chandon-champagne og caipirinas i haanden, roeg koncentrationen og man var noedtvungent til at deltage lidt i loejerne.

Da jeg gik en lille tur langs indhegningen til pool-omraadet, saa jeg en mand staa paa den anden side af hegnet og kigge ind. Det var en issaelger der gik rundt paa den naerliggende strand og solgte is. Han kiggede med store forbloeffende oejne paa den ekstravagante livsstil, der udspillede sig inden for indhegningen. Tydeligt at dette for ham var en hel anden og fjern verden. Den haardt arbejdende issaelger paa den ene side og overfolodslivet paa den anden, et naermest  symbolsk billede paa de store forskelle der er mellem rig og fattig i Brasilien. Dette indhegnede poolomraade med security guards, kan med god grund sammenlignes med faenomenet gated communities (Her forstaaet som, enklaver/minisamfund for rige/ovre middelklasse der har valgt at dyrke sit luxurioese liv, afsondret og beskyttede fra omverden ved hjaelp af mure, indhegning, overvaagningskameraer og sikkerhedsvagter) der paa globalt plan er blevet et stadigt mere udbredt faenomen. Her udspilles et liv, hvor folk i sin iver paa at bevare  sine ejendomsbesiddelser og position, vaelger at  distancerer sig fra omverdenen og have saa lidt at goere med majoriteten af befolkningen, som muligt. Dette faenomen er saerligt tydeligt i Brasilien, hvor den rigetse 1 procent af befolkningen tjener mere end de fattigste 50 procent af befolkningen goer tilsammen.

Ud paa aftenen gik Dj Gui Boratto paa pulten. Tempoet blev skruet op og en mere raa minimaltech lyd med en dyb baggrundsbass erstattede det mere house orienterede lyd. Folk var paa dette tidspunkt godt op og koerer paa drinks og diverse stimulanser og hele poolarealet havde efterhaanden forvandlet sig til en stor dansende menneskemaengde med fokus og opmaerksomhed rettet mod dj-pulten. Da Boratto i slutningen af sit 2 timers saet, afsluttede med en extended version af hans klubhit “Beautiful life” gik folk amok. Et par tusind arme roeg i vejret, puder til sofaer og andre bloede genstande blev kastet vildt rundt, folk dansede paa borde og sofaer og security guards matte slaa ring om dj`en, saa han kunne faerdiggoere saettet. En fed eksplosiv afslutning og et lille bevis paa at selv overklassen sommetider kan finde ud af at feste, i hvertfald naar vi taler om den brasilianske af slagsen.

Paa vejen hjem fra festen, fulgtes jeg med et par amerikanske surferdrenge, der var vildt begejstrede over hvad de havde oplevet. Den ene mente at han aldrig havde set saa mange smukke kvinder, samlet paa saa lille et omraade og end  ikke de mest ekslusive klubber i  Las Vegas kunne praesterer noget der bare lignede. Imens kunne jeg ikke lade vaere med at taenke paa Argentina og hvor meget jeg allerede laengtes tilbage hertil. Jeg foelte mig paa en eller anden maade fejlplaceret i dette selskab/ paa dette hostel/ med denne beachkultur/i denne del af Brasilien. Men samtidig indroemmer man, at soendagens pool-party var et hit, dens ekstremitet, eksklusivitet og arrogance var med til at goere den til noget saerligt.